Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Dobbelt bogholderi

Kommentar: Intet under, at regeringen og dens migrantpagt frabeder sig ekstern revision; regnskaberne er sminket til bristepunktet.

Det ligger fast, mente Christian Friis Bach, som er tidligere et eller andet, nuværende noget bedre og grundlæggende på godhedens side, at vi både før og efter Marrakesh selv bestemmer, hvem der skal være i Danmark. Det samme mener statsministeren med tilliggende socialdemokrater af alle afskygninger, vist så, det manglede bare, man er vel herre i eget hus. Det lyder godt og indlysende, det er desværre også løgn. Vi bestemmer ikke selv, så hvorfor siger vi det alligevel? 9 af 10, der kommer ind i Danmark, bliver her. Her er godt at være. Her får man ting gratis. Og man kan ikke blive smidt ud. Man må leve med tonen i debatten, men man får betaling for svie og smerte. Så længe det varer. Vi har for længe siden fraskrevet os retten til selv at bestemme, hvorfor skal det holdes skjult i den almindelige retoriske farvelade?


Hvad under, han veg for det festlige møde - og vendte sig mismodig bort fra sit værk – jeg tænker, han fejrer sin dag med de døde.


Hvis en mand holder fest i sin lejlighed med fri bar og frankfurtere og gratis lægehjælp til de uheldige, og denne mand indbyder alle kvinder med blondt hår og et vist brystmål, ja, så lyder det umiddelbart som en god fest – lige indtil værten opdager, at der var flere storbarmede blondiner i verden, end han havde regnet med. Det var ikke så godt. Gulvet knager, underboen klager, men gæsterne bliver ved med at komme; det vælter ind med blondiner, nogle af dem falske, men hvem kan skelne i den larm? De har set opslaget på Facebook, det lignede en god fest og ikke mindst en gratis fest, og gratis mad skal man ikke kimse ad; sikke et party.


Men det truer med at briste. Que faire? Nu begynder værten at specificere kravene; han tjekker for falsk hårfarve, han taler hårdt mod enhver form for silikone, han underkaster enhver blondine de allermest ydmygende undersøgelser (er du nu ægte blondine?), og tonen i gadedøren er ikke, hvad den burde være, men lige meget hjælper det, løbet er kørt; med sit opslag på Facebook fraskrev værten sig én gang for alle retten til at bestemme, hvem der skulle ind i lejligheden, fordi han overlod det til et princip. Det var et godt princip, for gentlemen foretrækker blondiner, men det var immervæk et princip. De konkrete forhold blev bortdømt. Og det var ikke så godt, for det konkrete trænger sig på; blondinerne hærger. De er lækre at se på, men de ryger tobak inden døre uden at spørge, de skodder på gulvtæpperne, de hjælper ikke til med opvasken, de tømmer ikke askebægrene, de bidrager ikke rigtigt til noget, til gengæld tømmer de baren, med alt hvad deraf følger, og den glade vært, som ellers havde gået og solet sig på Facebook over sin fede fest, må lige have lidt frisk luft.


Manden er forpustet, så han går hen om hjørnet og ned i kælderen; hen på den lokale. Her er han en kendt mand, en stor mand, for han har principper og en lejlighed fyldt med blondiner. Det er jo noget, det har sin principielle rigtighed. Men inderst inde ved manden også godt, at han er afhængig af de dumme drukkenbolte, der sidder der ved baren på det brune værtshus – vi kunne kalde det Jaguaren, for det sted findes i virkeligheden, den konkrete virkelighed, hvor alle vi dumme drukkenbolte bor og hver dag er nødt til at se stort på principperne, for man skal jo leve.

Nede på Jaguaren sidder vor mand med de store principper og fornemmer en kedelig skepsis. De andre gæster er begyndt at tale ondt om blondiner, de begynder at tale dårligt om festen med fri afgang for alle blondiner med store bryster, for kan det ikke også blive for meget? Vor mand, festens midtpunkt og vært, begynder at svede lidt, for hvis han mister opbakningen nede på den lokale, hvad har han så egentlig tilbage? En hærget lejlighed med fyldte askebægre.

Derfor puster han sig lidt op. »Jeg bestemmer selv, hvem der kommer ind i min lejlighed, for det er min lejlighed, sådan er det, og jeg har i øvrigt netop indført en straksopbremsning; ikke flere blondiner nu, antallet betyder noget. Og vel er jeg på vej til at tilslutte mig en større principiel aftale, en verdensaftale (for jeg er sådan en, der taler med verden, regerer verden, styrer den i den rigtige retning) om blondiners globale rettigheder, om fordelen ved blondiner og det utilstedelige i medier, der kan finde på at tale ondt om blondiner, men det er altså mere et princip, det betyder ikke noget, for hjemme i min lejlighed har jeg altså besluttet mig for en straksopbremsning.«

Siger han og lyder myndig, næsten gammeldags i sin retorik, en statsmand taler; på én gang en mand med store principper og en holdning til verdenssituationen og samtidig en mand med lokal forankring og en stærk grænsebom. Hvis det lyder som dobbelt bogholderi af den type, der ikke bryder sig om ekstern revision, så skal man ikke kimse ad mandens smartness. Han har regnet den ud, og i den store vision for verden nævnes det specifikt, at ekstern revision i form af dumme spørgsmål ikke er ønskeligt og ikke skal nyde fremme; stop them negative waves, som Odd Ball sagde.

Hvad der videre sker, ved jeg ikke. For det var med manden, som Pontoppidan skrev om Brandes. Han råbte: Bliv lys – men der voksede mørke. Festtalen fik ende, ingen vil til Marrakesh. »Hvad under, han veg for det festlige møde – og vendte sig mismodig bort fra sit værk – jeg tænker, han fejrer sin dag med de døde.«

Niels Lillelund er journalist på Jyllands-Posten samt forfatter og vinanmelder. I døgnets rejsestald spidder han det opblæste og ikke mindst vanetænkningen med en original satire, der svider og forløser med en sund latter.
Vil du have vores bedste Indblik-artikler direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de fem nyeste artikler fra Jyllands-Postens Indblik-sektion hver dag kl. 16 - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.