En syg mistænkeliggørelse af de syge
Nyder du din morgenkaffe? Ser du fjernsyn, når du skal slappe af? Ja, så er du nok ikke rigtig syg. Vi har tilvejebragt et system, hvor enhver syg bliver anset for at være en mulig simulant. Og siger du fra over for det system som syg, så er du helt sikkert en simulant.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Kim Madsen er et meget højaktuelt emne for tiden. Han går igennem noget af det, som jeg frygter allermest skal ske for mig. Et langt sygdomsforløb. Kim Madsen blev i 2012 sygemeldt. Efter et langt arbejdsliv begyndte kroppen at gøre så ondt, at han ikke længere magtede at passe et arbejde. Og der var en grund til, at han havde ondt – han fik konstateret gigt i nakke og ryg.
Sygdom og ressourceforløb
Jeg har familie med gigt i nakken. Da nakke og ryg er forbundet med resten af kroppen, skulle det efter sigende gøre hamrende ondt ud i hele kroppen, når gigten sætter sig der. Jeg har ikke prøvet det selv. Men hvis det bare minder lidt om de nakkesmerter, som jeg selv får nogle gange, vil jeg ikke ønske for nogen, at de skal have det kronisk.
Jeg har også andet familie tæt på, der ligesom Kim Madsen er blevet kronisk syg. Familiemedlemmet skulle ligeledes igennem samme ressourceforløb som Kim Madsen. Det kan godt være, at de fysiske skavanker havde sat spor, men det var tæt på, at ressourceforløbene havde taget pippet fra vedkommende.
Jeg har også i forbindelse med mit engagement i fagforening hørt historier om folk, der gik fuldstændig psykisk ned, når de efter hård sygdom skulle igennem de her forløb. Jeg har med andre ord set, hvad disse forløb hos kommunen kan gøre ved folk. Det er grimt – rigtig grimt.
De reformramte
Kim Madsen har været mange af de samme grimme ting igennem. Det er jeg ikke i tvivl om. Derfor samlede han kræfter i 2014 til at danne et netværk: Jobcentrets ofre. Med de midler, som Jobcentrets ofre har, prøver de gennem aktivisme at skabe fokus og debat om, hvad de gennemgår.
Den 2. oktober endte Kim Madsen i debatten på DR 2. Og her skete der noget. Laura Lindahl fra Liberal Alliance begyndte nemlig at anfægte for rullende kameraer, hvor syg han egentlig er? Han var jo i Debatten. Han gik også på internettet, og han kunne finde på at engagere sig i foreningsliv.
En syg tankegang
Siden er Berlingske også gået ind i sagen. Igennem to artikler analyserer de Kim Madsen. I en af artiklerne laver de interview med ham og laver en kronologisk opremsning af fire dage i Kim Madsens liv. Besøger han sin mor? Hvor mange gange slår han noget op på Facebook? Og ser han fjernsyn om aftenen?
Og mens man prøver at udstille Kim Madsen som en eventuel simulant, der egentlig prøver at score en fleksjobordning, så flasher man til fulde, hvad det her handler om. Både Laura Lindahl og Berlingske bøjer i neon med Hollywood-bogstaver hen over hele kongeriget, hvorfor det er, at bevægelsen Jobcentrets ofre overhovedet er opstået. De viser på skrift, film og i billeder, hvad en kronisk syg skal igennem af beskyldninger på jobcentrene rundtomkring. På trods af at de står med lægernes ord for, at de ikke kan mere. Læger, som rent faktisk har brugt årevis på uddannelse og et arbejdsliv til at tillære sig at vurdere, hvad folk fejler.
Og så er det, jeg er nødt til at spørge Laura Lindahl og Berlingske: Hvordan kan I tro, at det fede liv må være at have gigt i hele rygsøjlen og så komme i fleksjob? Tror I oprigtigt, at det er noget, der efterstræbes? For det er umiddelbart den attitude, som I går rundt med. Kim Madsen er syg – og det er jeres tankegang også.