Balladen om Niko Grünfeld
Tonen i debatten er en trussel mod folkestyret
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Det ville være let at skrive et morsomt og ironiserende indlæg om Alternativet og Niko Grünfelds fald fra tinderne. Medmindre man lytter utroligt meget til Radio24Syv, så er det imidlertid vanskeligt at danne sig et fuldstændigt overblik over omfanget af den nu forhenværende borgmesters fejltrin. Jeg kan dog konstatere, at han ikke har gjort noget ulovligt. Det har end ikke været muligt at opstøve en ekspert fra Aalborg Universitet, som kunne sige noget om ”på kant med forvaltningsloven”. Det plejer ellers nok at kunne lade sig gøre, hvis journalisterne ringer rundt længe nok. I forhold til sagens substans, eller mangel på samme, så kan det undre, at Grünfeld følte det nødvendigt at ommøblere et af rådhusets bedste kontorer. Havde jeg stået over for at skulle overtage kulturborgmesterkontoret, så ville jeg have nøjedes med at indkøbe et stort EU-flag til at forskønne omgivelserne med.
Der kan koges meget suppe på både forskønnelse af kontorer og CV’er. Og det er der i høj grad blevet i forbindelse med balladen om Niko Grünfeld. For mange, som måtte gå med en politiker i maven, så må det give stof til eftertanke. Ønsker man virkelig at risikere at blive revet igennem sølet på denne her måde? Fair nok, hvis man nu havde brudt loven, men hvis man har holdt sig på den rigtige side af lovgivningen, vil man så udsætte sig selv for noget tilsvarende? Det er der nok rigtig mange, som vil takke nej til.
Giftigheden i den offentlige tone er blevet langt skrappere, og det skyldes i høj grad de sociale medier. Engang blev forsiden af Ekstrabladet fulgt op med en brovten bemærkning, men den blev hængende i skurvognen eller i røgen på bodegaen. I dag følger den med og kan sendes direkte i synet på politikeren ved hjælp af Facebook. Det er et problem for vores folkestyre, hvis tonen bliver så rå, at det afholder de bedste fra at stille sig til rådighed for vælgerne. Politik er ikke retfærdigt, og det er i høj grad en kontaktsport, men derfor er det jo ikke forbudt at tænke lidt over, hvilket sprog man bruger, og om man ville have sagt det samme ansigt til ansigt. Engang fik mindre børn at vide, at deres mund ville blive vasket med vand og sæbe, hvis de brugte bandeord. I dag er det i højere grad Familien Danmark bag smartphonen eller tastaturet, som burde være målgruppen for den fromme trussel.