Må man holde en folkeafstemning om at standse ikkeeuropæisk indvandring?

I Douglas Murrays bog fra 2017, ”The Strange Death of Europe”, udstiller forfatteren, hvordan den politiske klasse anvender forskellige pseudoargumenter om og om igen. De prøver med moral, de forsøger sig med økonomiske argumenter, og hvis alt andet kikser, kan de altid kalde kritikerne af masseindvandring fra den tredje verden racister og på engelsk white supremacists. Er man det sidste, går man ifølge definitionen ind for ”hvidt overherredømme” over andre ikkehvide grupper.

Hvordan man kan ønske overherredømme over andre, når man egentlig bare ønsker at blive ladt i fred, er svært at se, men sådan er der så meget, der ikke hænger sammen hos de politiske klasse.

En australsk senator fra delstaten Queensland, Fraser Anning, har begået den utilgivelige synd at foreslå, at der udskrives en folkeafstemning, hvor australierne skal tage stilling til, om de ønsker fortsat ikkeeuropæisk indvandring, ja eller nej. Det er den slags, der kaldes direkte demokrati. Fraser Anning motiverede sit forslag således:

»Forslaget beder kun om en folkeafstemning for at give det australske folk en stemme i forhold til, hvem der skal kunne få adgang til dette land. Jeg kan dårligt tænke mig noget mere demokratisk end det, men det kan alle andre i dette lokale tilsyneladende.«

Det kan man roligt sige, at alle andre, der tog ordet, kunne. Fraser Anning foreslog, at man udskød debatten i senatet og den efterfølgende afstemning om forslaget til næste måned, uden tvivl for at give australierne mulighed for at diskutere forslaget på forhånd. Det er det, der kaldes inddragelse af borgerne, med et teknisk ord deltagelsesdemokrati, noget, venstrefløjen normalt går ind for.

Det blev der dog ikke noget af. Senatet nedstemte Fraser Annings forslag med det samme. De Grønnes leder, Richard Di Natale, må have stået med noget nær fråde om munden, da han spyttede følgende ud:

Senatet var ikke et sted til at »udspy had, racisme og white supremacism. Jo hurtigere dette forslag underkendes og sendes på historiens mødding, jo bedre. Der er ingen plads til at diskutere sådanne racistiske, xenofobiske, hadfyldte forslag i dette parlament«.

Partiet Labors Jacinta Collins, som De Grønne et regeringsparti, kunne tilføje:

»Vi bør ikke tillade, at et emne af denne karakter bliver trukket ud, så folk kan misforstå, hvad senatet mener om denne sag.«

Lederen af senatet, Mathias Cormann, også fra et regeringsparti, var tillige behjælpelig med at udlægge teksten:

»Australien har en meget stolt historie over mange årtier, hvor vi siger velkommen til mennesker til Australien fra alle egne af verden. Denne indvandring har gjort Australien til et rigere, bedre og stærkere land.«

Hold da helt op, hvor har den ikkeeuropæiske indvandring til landet nedenunder dog været en velsignelse. Jeg tænker, at det ikke er voldtægtsbanden fra Sydney, der i år 2000 voldtog hvide australske kvinder og piger ned til 14 år, som Mathias Cormann tænker på. En dommer udtalte, at voldtægterne var så grove, at han tidligere kun havde hørt om sådanne i forbindelse med krigsforbrydelser. Forbryderne bestod af op imod 14 muslimske mænd fra Libanon.

En nylig rapport viste, at afstanden i præstationer i skolerne i Australien øges. Især falder oprindelige australiere, aboriginals, og nyligt ankomne indvandrere i stigende grad bagud. Det harmonerer jo ikke så godt med, at Australien er blevet et »rigere, bedre og stærkere« land som følge af indvandring af ikkeeuropæere, men det synes at være underordnet for Mathias Cormann.

En folkeafstemning om emnet skal den politiske klasse i Australien ikke nyde noget af. Det er da også utidigt at spørge vælgerne, hvad de mener. Det er meget nemmere at kalde Fraser Anning for racist, xenofob og white supremacist, skønt Fraser Anning jo blot ønskede at standse de mange fra den ikkeeuropæiske verden, some han efter sigende skulle ønske at udøve overherredømme over.

Vi lever i sære og forunderlige tider.