Væn dig til ordet, og sig det langsomt – Eurasien

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det forekommer paradoksalt. Mens den amerikanske kulturpåvirkning er større end nogensinde via film, musik og populærkultur, taber USA geopolitisk vægt med en hastighed, der aldrig er set før.

Det har intet med Donald Trump at gøre; tabet sker snarere på trods af hans forsøg på at beskytte amerikanske interesser. USA er stadig en militær og økonomisk supermagt, men andre regionale magter, der tænker langt videre end til næste valg, vinder frem i den stedse mere multipolære verdensorden.

Et forhold, som jeg selv er blevet mere opmærksom på med alderen, er geografiens betydning for politik, økonomi, krig og fred.

Alle lande og ledere er begrænsede af geografi, herunder bjerge, have, floder og andre naturlige grænser, sådan som den velskrivende engelske journalist Tim Marshall viser det i bogen Prisoners of Geography fra 2015. Marshall beder os om at studere kort før noget som helst andet, hvis vi vil forstå betingelserne for global politik. Principper og højtidelige erklæringer fra FN kommer og går, men geografien består. Det er derfor, at ideelle fordringer har det med at blive til realpolitik.

Alligevel dukker der stadig nye verdensdele op. Nyt er måske for meget sagt om den sammenhængende landmasse, som vi kalder Eurasien.

Vi ved, at den ligger der, men taler sjældent om den i geopolitisk henseende. Det gør den tidligere europaminister fra Portugal, Bruno Macães, imidlertid. Han skuer ligefrem en ny solopgang fra Lissabon i vest til Vladivostok i øst, fra Murmansk i nord til Jakarta i syd i sin tankevækkende rejseskildring The Dawn of Eurasia om det 21. århundredes verdensorden.

Den berejste eksminister, der tænker og skriver på et formfuldendt engelsk, angiver en slags tredje vej mellem den liberale optimisme og den konservative pessimisme.

Vel er verden på vej mod at blive moderniseret, men der er flere veje og flere former for modernisering, ligesom civilisatoriske sammenstød lurer mange steder, især på den eurasiske halvkugle. Verden er blevet og bliver mere integreret, ikke mindst pga. teknologi og samhandel, men det er langtfra givet, hvordan fremtidens netværk og statsorganisering vil blive, og hvor borgerne vil være bedst beskyttede.

I Rusland, der er dobbelt så stort som USA og Kina og fem gange så stort som Indien, har den eurasiske idé stået i modsætning til amerikaniseringen siden Sovjetunionens opløsning i 1991. Måske er grunden til, at russerne gennemskuede globaliseringen så hurtigt, at de har prøvet noget lignende med den sovjetiske utopi, der også blev solgt som nødvendighedens politik.

I samme periode er europæerne kun blevet mere amerikanske (som i Obama, ikke som i Trump), og vi har vænnet os til fred og ingen farer – bortset fra det dér med ham Muhammed. Vi holder møder og krammer hinanden på livet løs, men forstår vi egentlig, hvad der sker omkring os? Det ser ikke sådan ud.

Imens står solen op på ny i Kina med 1,4 mia. kinesere. Hvis Beijing kan undgå militære konflikter med USA og Japan, skal kineserne bare sælge deres arbejdskraft og varer til resten af verden for at blive den afgørende spiller i Eurasien. Indtil videre går det forrygende. Overalt møder man dem, kinesiske investorer, ingeniører, jurister og turister. Når de ikke er højrøstede, er de direkte eller ublu. Verden kan erobres – igen – det er lidt som med Marco Polo, bare den anden vej.

Men faktisk var det Singapore og Hongkong, der var de første eurasiske eksperimenter, understreger Bruno Macães, med deres specielle versioner af globalisering efter kolonitiden. Observationen peger hen på en mere generel pointe, nemlig at vi må holde op med at praktisere globalisering som amerikanisering, dvs. som en universel mainstreaming af kultur og samfund. Den eurasiske fremtid tilhører nok snarere de styreformer, der er økonomisk liberale, men politisk illiberale.

Mens de vestlige stater svækker sig selv med muslimsk immigration og overførselsøkonomi, styrker den asiatiske foretagsomhed under streng politisk kontrol de østlige regimers overlevelsesevne. Drømmen om verdensomspændende demokrati og fællessang er slut.

Men mindre kan også gøre det. Hvis vi i stedet for at fordømme snart sagt hele verden for ikke at være liberal nok, kan vi gøre som portugisiske Bruno Macães: rejse ud og se med egne øjne, hvad der foregår i lande og regioner, som vi bliver nødt til at leve og forlige os med, hvis vi vil finde en plads i Eurasien og en modus vivendi med resten af verden.