Skattesnyd koster for os alle
Hvad enten det drejer sig om kreative løsninger inden for leasing eller inden for eksportgodtgørelse, er roden til alt ondt den værdibaserede registreringsafgift, som vi kender i dag. Det er den, der muliggør, at svindel kan lade sig gøre.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Der er brodne kar i alle brancher. Medierne har i månedsvis været fyldte med afsløringer om Danske Banks hvidvask, og tidligere har Nordea været igennem vridemaskinen, ligesom virksomheder som IT Factory, Hafnia, Genan, Nordisk Fjer og mange andre gennem tiderne er blevet taget i enten direkte svindel, manipulation eller blot yderst kreative forretningsmodeller.
Autobranchen er heller ingen undtagelse. Branchen er speciel, fordi den ikke bare er underlagt verdens højeste registreringsafgift, men reglerne er samtidigt så komplekse, at de for nogen med dårlig moral og etik ligefrem lokker til at være lige lovlig kreative og mange gange også gå over stregen, så der bliver tale om direkte svindel.
Sidste år blev det afsløret, at en række leasingselskaber foretog en såkaldt bilvask, når de leasede luksusbiler ud til kunderne. Modellen var fuldt lovlig, men også meget kreativ, fordi de involverede selskaber i princippet vekslede penge, der skulle betales i skat om til fortjenester til sig selv. Det gav store indtægter til selskaberne, billige biler til kunderne alt imens skatteyderne og de ærlige virksomheder i branchen betalte for festen.
Nu har DR’s ”Kontant” så lige afsløret, at der er brugtvognsforhandlere, der svindler med eksportgodtgørelser ved salg af brugte biler over grænsen. De udnytter den såkaldte selvanmelderordning til at sætte bilernes pris alt for højt for efterfølgende at få alt for meget tilbage i registreringsafgiften fra staten. På to år har Skat afsløret svindel for omkring 60 mio. kr. ved blot at trække 10 pct. af de eksporterede biler ud i en stikprøve.
Hvad enten det drejer sig om kreative løsninger inden for leasing eller inden for eksportgodtgørelse, er roden til alt ondt den værdibaserede registreringsafgift, som vi kender i dag. Det er den, der muliggør at svindel kan lade sig gøre. Hvis man havde en anden model, der ikke var baseret på bilernes værdi, men på tekniske kriterier, ville der ikke kunne svindles. Med andre ord: Man ville ikke kunne spekulere i registreringsafgiften.
Jeg er direktør i Danmarks i største organisation for både nyvogns- og brugtvognssælgere. Ingen kan derfor være mere ked af negative historier om branchen end jeg, da vi i forvejen har et dårligt renommé i befolkningen, hvor vi ligger under både journalisters og politikernes rating. Det siger ikke så lidt.
Det siges, at man får som fortjent, og at man ligger, som man har redt. Det er klart, at medieafsløringer om svindel ikke ligefrem er befordrende for at styrke autobranchens image, ligesom Dansk Bank garanteret også kommer til at kæmpe i årevis med at få deres omdømme på rette køl.
Når der skal ryddes op, er vi derfor også nådesløse. Direkte svindel kan naturligvis ikke tolereres, hvis man ønsker at være med i vores organisation, men det forudsætter også, at vi får kendskab til de brodne kar.
Kriminelle handlinger har det imidlertid med at foregå i det skjulte og ingen brugtvognshandler skilter naturligvis med, at kunderne her kan få en oppustet god pris for deres bil, fordi den senere skal indgå i et kreativt og ulovligt kredsløb. Det er, uanset om det handler om spoling, hvor kilometertælleren rulles tilbage, eller fusk med eksportgodtgørelser o.a.
I den offentlige sektor og i nogle dele af erhvervslivet har man indført såkaldte whistleblowerordninger, og som jeg forstår det, har det bl.a. været en sådan, der har været aktiv i afsløringen af hvidvask i bankverdenen. En tilsvarende ordning kan man af gode grunde ikke have blandt de små og mellemstore virksomheder, hvor mange jo bliver drevet som enkeltmandsvirksomheder.
Men det betyder jo ikke, at de bare kan flyve frit under radaren. Som regel kender mange af de ærlige virksomheder i branchen nemlig også de de kriminelle i branchen. Tingene rygtes, og man undrer sig over helt skæve priser i markedet.
Når politikere eller brancheorganisationer opfordrer, som jeg her vil gøre, de ærlige virksomheder til at indberette de kriminelle forretningsfolk til Skat eller blot til deres medlemsorganisationer, bliver man altid beskyldt for at lægge op til stikkeri. Det er den plade, som altid afspilles over for dem, som flirter med forslag om at angive skattesnydere.
Men snyder man i Skat, snyder man alle, og derfor er der ikke noget forgjort i, at alle de ærlige bidrager til at afsløre svindlerne, selv om de er i samme branche som en selv og måske har forretning lidt længere nede af gaden.