Integration skal handle om potentialer frem for problemer – det er mit mål som ny direktør for integration i Dansk Flygtningehjælp
For noget tid siden fik jeg et tilbud, der skulle vise sig at ændre kursen for mit professionelle liv. Det var et tilbud, jeg ikke kunne sige nej til. Og et, der gør, at jeg nu skifter Christiansborg ud med Dansk Flygtningehjælp.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
De seneste fem år har været vilde, spændende og helt utroligt privilegerede. At være med til at stifte et nyt parti, Alternativet, og se det spire og gro fra et lille frø til en stærk grøn bevægelse, som nu er klar til at gå hele vejen og løfte et regeringsansvar, vil altid stå for mig som en af de mest berigende oplevelser i mit liv. Jeg har været med til at beslutte den linje, vi har lagt siden i sommer, hvor vi præsenterede Uffe Elbæk som statsministerkandidat. Det er en rigtig, modig og nødvendig beslutning. Og hvor har jeg glædet mig til at give den hele armen under en valgkamp og virkelig vise Danmark, at der er et alternativ.
Men tilværelsen er uforudsigelig, døre åbner sig pludselig for en, og nu har der åbnet sig en, som jeg bare må gå ind ad. Jeg er nemlig blevet tilbudt en stilling som direktør for integration i Dansk Flygtningehjælp. Og lad det være sagt med det samme: Det var ingen let beslutning at sige ja. Hvor har jeg dog været i tvivl! For mit hjerte banker stadigvæk med samme styrke for Alternativet, men muligheden for at træde ud i virkeligheden på den anden side af Christiansborgs berygtede tykke mure er simpelthen for fristende til at takke nej til.
Igennem de seneste år har jeg været stærkt engageret i flygtninge- og integrationsdebatten, jeg har rejst land og rige rundt for at møde de mennesker, debatten drejer sig om. Det har ligget mig på sinde at tale med de nye danskere frem for om dem. For det er sådan, løsninger skal findes.
På Christiansborg er der en kedelig tendens til, at der bliver overfokuseret på integrationsproblemer, ja, vi oplever ligefrem, at positive udviklinger og optimistiske statistikker bliver ignoreret og dysset ned. Proportionerne er med andre ord helt skævvredne i debatten, og det fjerner opmærksomheden fra det, der virkelig kan rykke noget; nemlig det enorme, uudnyttede potentiale, vi har med at gøre. Både blandt flygtninge og indvandrere og blandt de mange danskere, der er engagerede i at skabe et samfund, hvor alle er velkomne og en del af fællesskabet. Hvor alle kan bidrage med noget. Jeg skal være med til at fortælle de gode historier, til at stille mig på det konstruktive Danmarks side.
Det er dét potentiale, jeg brænder for at indfri. Det er den dør, jeg nu går ind ad. 1. november åbner jeg et nyt kapitel, og jeg er sikker på, at den sidste dag på Christiansborg bliver med en ualmindeligt stor klump i halsen. De sidste trin op ad hovedtrappen, papirer, der pakkes i flyttekasser, stafetten, der skal gives videre. Det bliver uden tvivl vemodigt, men jeg gør det med stor stolthed over det alternativ, jeg har været med til at skabe, og med blikket løftet mod en fremtid med større hjerte og stærkere fællesskaber.