Macron skriver Lars Vilks ud af Krudttønden

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Når den franske præsident Emmanuel Macron med frue på onsdag mødes til reception i Skuespilhuset med Dronning Margrethe og cremen af det københavnske selskabsliv, heriblandt Kvindfos direktør, Henriette Laursen, vil særligt én person være savnet. Han er svensk og hedder Lars Vilks, er muhammedtegner, kunsthistoriker og fast gæst på al-Qaedas sorte liste.

På den franske ambassadørs venlige foranledning er flere andre overlevende fra terrorangrebet i februar 2015 ellers inviteret til den eksklusive komsammen. Det vil måske undre nogle. Men ambassadøren var selv tilstede den skæbnesvangre eftermiddag i Krudttønden, og han har siden vist Lars Vilks Komiteen (som jeg selv er medlem af) sin sympati. Rygtet siger endog, at præsident Macron under sit officielle besøg i Danmark vil lægge blomster ved Krudttønden på Østerbro og ved synagogen i Krystalgade.

Men Lars Vilks er ikke blandt de inviterede. Det var ham, Omar El-Husseins terrorangreb var rettet mod, før morderen googlede et eller andet med jøder og slog til mod synagogen i Krystalgade.

Vilks overlevede som bekendt angrebet i Krudttønden, og siden har Danmark og Frankrig fået stedse mere islamisk terror til fælles med de gentagne angreb i Paris, Nice og andre steder i det plagede Vesteuropa.

Alligevel er Lars Vilks persona non grata, selvfølgelig er han det, sådan som den tidligere formand for Lars Vilks Komiteen Helle Merete Brix beskrev det så nøgternt i Weekendavisen i fredags.

Hvorfor?

Fordi man ikke kan have en gemen muhammedtegner rendende på de bonede gulve i dronningens København, slet ikke når det politiske diplomati skal smøres i østers og champagne. Og fordi det er nemmest, hvis Lars Vilks skrives ud af historien om Lars Vilks. Så er vi helt fri for ham.

Værterne, dvs. det officielle Frankrig, har lavet en kold kalkule. Vi skal ikke risikere noget. Macrons besøg i Danmark skal være en dans på roser, og medierne, de dovne og dominerende af slagsen, og dem har vi nok af, vil levere varen og holde mikrofonerne frem og filme festlighederne servilt og kalde det public service. Macron vil være her og der og allevegne sammen med sit siv af en viv, og ikke et øje vil være tørt i det lille rødbedemonarki.

Skuespil, det er det naturligvis også – meget passende opført i Skuespilhuset. Genren hedder politik og kommer i så mange varianter, at ingen længere kan holde tal på dem.

Til komedien om, at vi må ”stå sammen” mod ”mørkets kræfter” (altså den islamiske terror og det voksende pres på friheden til at ytre sig kritisk om islam uden at komme på kant med det offentlige mening), hører, at man ikke inviterer de egentlige modstandsfolk med til fin passiar og gåselever.

Ikke engang i H.C. Andersens land, hvor vi plejer at mene om os selv, at vi ikke finder os i så meget pis.

Må jeg være fri.