Thyra Frank er en forbilledlig minister
Ministre skal ikke bedømmes på mængden af lovgivning, de producerer.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Der har, stort set lige så længe Thyra har været minister, været en jagt og en kritik af hende som minister. Kritikken har lydt på, at hun ikke ville kunne styre embedsværket, og at hun ingen erfaring har. Og så er hun også på det seneste blevet kritiseret hårdt, blandt andet af David Trads, for ikke at have fremsat nogle lovforslag fra sit ministerium.
Ret skal være ret, jeg så først og fremmest helst, at Liberal Alliance slet ikke sad i regering, og dernæst så jeg også helst, at det absurde høje antal af ministerier (22 ministre) blev kraftigt beskåret, for der burde ikke være behov for så mange. Slet ikke hvis vi gjorde tingene anderledes og flyttede ansvarsområderne fra politikerne og ud i samfundet til private og civilsamfund.
Når det er sagt, så er Thyra Franks ageren som minister langt bedre, end hvad man har set andre ministre finde på. Det er positivt, at der ikke bliver fremsat lovforslag – for der er ikke behov for mere lovgivning i Danmark, tværtimod kunne det være forfriskende, at nogle sagde stop for ny lovgivning.
Ministre skal heller ikke, som David Trads gør, bedømmes efter kvantiteten af lovforslag, de har på deres område, men snarere hvor gode de er til at få effektiv lovgivning implementeret og få luget ud i dårlig, overskydende og ligegyldig lovgivning. Hvis det bliver ud fra mængden af lovforslag, hvert ministerium producerer, som de skulle bedømmes ud fra, ville du se et bureaukrati, der ville drukne i papir og kontrol i endnu højere grad, end hvad tilfældet er i dag. Det ville resultere i, at den enkelte medarbejder i administrationen hurtigt ville skippe lovgivningen og bare gøre, hvad der er mindst besværligt for administrationen, og det vil kunne skade borgernes retssikkerhed.
Og med den mængde af lovgivning, der bliver produceret, så frygter jeg, vi er på vej i retning af, at man drukner bureaukratiet i fodnoter, undtagelser og undtagelser til undtagelserne i stedet for at holde det langt mere simpelt – at skære mange af lovene fra.
Et eksempel kunne være dagpengelovgivningen, som a-kasser forvalter ud fra. Den lovgivning fylder i alt 29.231 sider! Der er ingen chance for, at dem, der skal arbejde ud fra lovgivningen i hverdagen, har kendskab til bare en fjerdedel af loven, og så kommer det til at gå ud over retssikkerheden, da hverken ansatte i a-kassen eller vedkommende, der skal på dagpenge, kender sin retsstilling.
Løsningen synes ligetil; i stedet for at lappe lovgivningshuller med andet lovgivning bør vi tage flere fundamentale diskussioner, om hvorvidt det i første omgang kan være rigtigt, at der lovgives på området. Skal staten indblandes f.eks. i a-kasser, eller kan man give ansvaret til civilsamfund og private aktører, hvor der ikke er behov for den samme regulering, som hvis staten er inde over?
Det første skridt i den retning er, at man fra ministeriernes side stopper op og ser, om den lovgivning, man allerede har, er tilstrækkelig, eller om det måske er den, der er problemet, før man opfinder ny lovgivning og nye problemer. Og der har Thyra vist vejen – for der er ikke behov for mere lovgivning. Der er behov for mindre lovgivning.