Retten til at gå klædt, som mænd vil

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

I går var det World Hijab Day. Jeg fejrede den ikke, men Politiken gjorde naturligvis opmærksom på festdagen i et nyhedsbrev.

»Kvinder over hele verden, uanset etnicitet og religion«, hed det triumferende, »har båret denne hovedbeklædning »i solidaritet med verdens muslimske kvinder«, efter at en ung kvinde fra Bangladesh, bosiddende i New York, indstiftede dagen for fem år siden.

Ifølge det arabiske nyhedsmedie Al Jazeera deltog kvinder fra omkring 190 lande i fejringen af »retten til at gå klædt, som man lyster«.

Det var den sidste formulering, jeg faldt over. »Gå klædt, som man lyster«. Korrektion: Der mangler et d i man. Der burde have stået: Gå klædt, som mand ønsker.

Men ikke ifølge kvinderne selv. At skjule sit hår og dermed sit ansigt og dermed den sensualitet og seksualitet, der er forbundet hermed, hvilket alt sammen er i pagt med muslimsk praksis, er tilsyneladende at gå klædt, som man lyster. Uden d. Forstå det hvem der kan. Al Jazeera kan. Politiken kan. Du kan måske også. Men jeg har svært ved at forstå, hvordan mandlige muslimer ikke blot fik solgt denne praksis til alverdens muslimske kvinder – tillige dem med anden etnicitet eller religion – men også fik alle disse kvinder til at sige, at de går klædt, som de lyster, når det nu engang er noget, mænd bestemmer, direkte eller indirekte, fædre, brødre, onkler, imamer, vejledere, ægtemænd, sønner. Kort og godt mænd.

Eller det vil sige: Jeg tror nok, jeg har en forklaring på mysteriet. Den er historisk (som så meget andet). Når kvinder frivilligt tildækker deres hår for andre mænd end deres mand derhjemme eller for de ugiftes vedkommende deres kommende mand, genfortæller de en lang historie, som er lige så gammel som islam. Og islam er en tro, der gør mænd til kvinders overmænd.

Læs Koranen, du kan låne den på biblioteket. Der står alt, du behøver vide. Læg dertil århundreders vold og magt, og du er ved at være fremme ved en slags forståelse af, hvorfor moderne unge kvinder tror, de udtrykker sig, når der i virkeligheden er tale om underkastelse.

Overmagten ligger indlejret i religionen, i dens skrifter og i den historiske praksis. At unge kvinder i dag så kommer rendende fra alle gadehjørner og siger, de gør det frivilligt, er at lade som om, at forhistorien ikke findes, og at den sociale og religiøse kontrol pludselig er afskaffet, fordi de unge mennesker lever i et demokrati eller i den globale verden. Kære venner, tro om igen.

Hvad disse kvinder tror er subjektivitet, er gentagelse, tradition og norm. Hvis de virkelig ville være noget nyt og anderledes, lod de tørklæderne blive i skabet.

Mit gæt er, at flere og flere europæere vil komme til at gennnemskue disse muslimske kvinder, for der findes som den balstyriske, men klartseende italienske forfatter Oriana Fallaci skrev kort før sin død, ikke en god islam og en dårlig islam.

Der findes ret beset kun islam, og islam er Koranen, dvs. sharia, dvs. en religion, der fraset visse poetiske og metafysiske kapitler og passager udtrykker sig gennem påbud, regler og politik og er i familie med alle totalitarismers moder: teokrati, et styre ved og af de rettroende.

Hvordan muslimer så efterlever deres politiske religion i praksis er en anden og mere kompliceret sag, men kvinders tildækning er hverken kompliceret eller avanceret. Den er, hvad den er: En praksis, mænd har ønsket sig igennem 1400 år, og som flere og flere unge muslimske kvinder tyer til og advokerer for midt i Vestens metroploer, sekulære, kristne-ateistiske og urbane områder. De skulle skamme sig, skulle de. Eller flytte til det nærmeste teokrati.

Bangladesh, f.eks.