Mindeord om Synnøve Søe

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Synnøve var i nogle år min ret nære veninde. Vi talte i telefon sammen flere gange om dagen. Da vores venskab begyndte, var min søn omkring de fire år. Og ham talte hun såmænd også med, hvis det var ham, der tog telefonen. For hun havde en unik evne til at tale med alle.

"SynLØVE," udbrød han altid begejstret, når hun præsenterede sig i røret. Og så fik de to sig lige en lille snak, der altid fik min søn til at stråle.

Synnøve havde en oprigtig ligefremhed i mødet med andre mennesker. Om de var fire eller 80, så kunne hun etablere en kommunikationskorridor til dem. Hvor længe kommunikationen stod på, varierede. Synnøves og mit samtalebårne venskab tørrede ind efter en årrække:

Den indsigtsfulde, sjove, skarpe løvemor og verdensdame, som Synnøve var, blev – som jeg oplevede det – skubbet stadig længere til side af en mere porøs og plaget Synnøve. Som hun fortalte i adskillige interviews, så kunne hun have svært ved at greje det med at eksistere. Fra at have været to forfatter-/journalistmødre, der drøftede alt muligt fra dansk politik til feministisk litteratur, var det vanskeligt at blive ved med at følges meget tæt, når ens perspektiver på selve livet udvikler sig væsensforskelligt.

Vi mødtes tilfældigt i Kenya

Jeg mødte Synnøve første gang i Nairobi i begyndelsen af 90'erne (eller var det slutningen af 80'erne?), da hun boede i Kenya, og jeg var på safari i landet med min mor, der var på Rest & Recreation fra en udstationering som nødhjælpssygeplejerske for Internationalt Røde Kors.

"OMG, det er Synnøve Søe," udbrød jeg, da hun elegant og (i min optik) høj skridtede ned gennem en af Nairobis allerbedste restauranter, hvor min mor og jeg allerede sad bænket og var i gang med at studere menukortet.

Jeg drøftede med min mor, om det ville være mest passende at bede tjeneren gå over med en lille seddel til Synnøve og spørge, om jeg måtte have lov til at hilse på hende. Men før jeg nåede at handle, materialiserede hun sig pludselig foran mig og erklærede højlydt på engelsk:

"I just HAVE to tell you that you are one of the most beautiful women I have EVER seen here in Kenya".

Komplet befippet mumlede jeg på engelsk en rødmende tak, og Synnøve bevægede sig ned til sit eget bord igen.

Nu var gode råd dyre. Jeg burde jo, da hun kom hen til mig, have sagt, at jeg altså var en dansker fra Bramming. Hvad ville hun dog ikke sige, hvis jeg indrømmede dette efter at have ladet hende komplimentere mig på engelsk?

Min mor, der er en nøgtern type, sagde, at jeg bare skulle gå over til hende og præsentere mig helt stille og roligt. Så det gjorde jeg. Og Synnøves reaktion var at slå sin varme, hæse skraldlatter op. Hun havde blik for absurditeten i situationen og dertil en stor portion selvironi.

Synnøve var en virkelig verdensdame

Siden faldt vi i snak hjemme i Danmark en del år senere. Det var efter, at jeg selv havde fået barn og prøvet at bo og arbejde i udlandet. At tale med Synnøve, når hun havde det okay, krævede, at man var oppe på stikkerne. For hun var en virkelig verdensdame, der fik en anden en til at fremstå som en skolepige, hvis eneste stempel i passet var fra en charterdestination i Europa.

Jeg synes, at det i omtaler af hende i forbindelse med hendes bortgang glemmes, at hun faktisk er en af de danskere, der har formået at skabe sig en karriere i udlandet – både New York, Irland og Kenya. Det er altså ikke alle, der har evner og drive til at bedrive noget sådant.

Sendte min mor blomster

Synnøve var virkelig det, som jeg har ladet mig fortælle, at hendes navn betyder: En solgave. En intens, brændende varm ildkugle, der både kunne varme ens hjerne op ind i dens inderste kroge og forkulle ens glæde, hvis hun havde en dårlig dag i telefonen. Men altid var hun klog og skarpt iagttagende, hvad end humøret var højt eller knap så prangende.

Generøs var hun også. Hun sendte min mor blomster på hendes fødselsdag for at takke hende for mig, hvilket gjorde min mor paf, men glad. Til gengæld sendte jeg Synnøve digtsamlinger. En, hun blev glad for, og som hun til min overraskelse aldrig havde fået af nogen, var Tove Ditlevsens samlede digte.

Omsorgsfuld var Synnøve også: Engang jeg var syg, fik hun opsnuset, hvem min læge var, og ringede op for at indskærpe at få fundet ud af, hvad der havde været galt med mig. For jeg var jo vigtig – for min søn, forstås …

De døde kan ikke tage til genmæle, så tal dog ordentligt

Det har forbløffet mig, at der er nogen, der, efter Synnøve er gået bort, har sagt og skrevet ufavorable ting om hende. Det plejer man jo ikke at gøre, fordi de afdøde ikke kan tage til genmæle.

At man i hendes nekrolog i Berlingske Tidende efter endt læsning har siddet tilbage med en følelse af, det bliver insinueret, at hun ikke har fortalt sandheden om sit virke i bl.a. Irland, er utrygt. I hvilke andre tilfælde end figuren Synnøve Søe ville man overlade skrivningen af hendes nekrolog til en person, der synes at have et horn i siden på hende?

Det er på sin vis typisk for den måde, hun ofte blev behandlet på: Hvis der var nogen, der syntes, hendes bryster var for synlige, hendes bøger for lette eller hendes makeup for aparte – ja, så skulle de altid nok komme til orde. Men mærkeligt nok hørte jeg hende aldrig brokke sig over den behandling, hun fik, selvom jeg synes, den ofte var uretfærdig.

Vi har i litteraturhistorien før Synnøve set forfattere, hvor grænsen mellem værk og skribent samt fiktion og fakta har været svær at spotte for modtagerne – i litteraturen f.eks. en Suzanne Brøgger og i journalistikken en figur som Hunter S. Thompson. Så hvorfor skulle lige Synnøve have så meget på puklen?

Læserne betød virkelig noget for hende

Selv var hun bestemt ikke ukritisk. Hendes fokus var bare et andet. Hun gav ufatteligt mange mennesker, der ellers ikke er nogen, der gider have blik for, en oplevelse af anerkendelse ved at se dem og kommunikere med dem.

Hun var især i sine første år i offentligheden åben for, at hun i begyndelsen af sin tilværelse ikke følte sig set. Så måske derfor lod hun utallige mennesker spejle sig i sig, herunder de svage, mærkelige, syge, udstødte og anderledes. Den slags kan godt være en art deal: ”Jeg ser jer, og I ser mig”. Men i Synnøves tilfælde var det et reelt kærlighedsforhold fra hendes side. Hver enkelt læser betød virkelig noget for hende.

Noget af det smukkeste ved Synnøve var dog hendes kærlighed til sin søn, som hun fortæller om i det her gode interview fra 2008. Synnøves kærlighed til sønnen var større end naturkræfter, og selvom det kan føles i modstrid med selve tyngdekraften at sende sine unger fra reden, så virkede, det som om Synnøve mestrede netop det. Hun talte også flere gange om, at det er en uendeligt stor gave at få søskende, så dem skal man endelig lade sit barn være mest mulig sammen med, selvom man ikke selv har født dem.

Det siger noget om, hvor stort et menneske Synnøve var, at hun pligtopfyldende og kærligt gav den eneste, hun ubetvivleligt havde i sit liv, vinger, så han kunne flyve sine egne veje. Det er noget af det svære ved essensen af kærlighed at vide, hvornår man skal slippe. Og det er den balance, vi andre nu er tvunget til at finde, fordi vi ikke længere har Synnøve iblandt os.

Hun havde star quality – i alle sammenhænge

Simultant med den uendelige kærlighed, var der så også en dybt indre plage, der kunne være svært at rumme: Synnøve kunne være som en kæmpestor skov, hvor alle træerne står i flammer og hvorfra dyrene flygter med ild i pelsen, imens man selv stod ved siden af med følelsen af alene at være udstyret til brandslukning med en vandpistol. Det kunne føles voldsomt og hjerteskænde, fordi hun brændte igennem i alle sammenhænge. Hun havde total star quality, både når hun havde det godt og dårligt.

Det er ikke til at vide, hvorfor Synnøve dog ikke kunne få lov til at have det godt kontinuerligt. Hvis der er noget som helst bare mikroskopisk trøstende ved, hun ikke er her længere, så er det, at hun nu ikke længere behøver at være ked af det. Og jeg tror fast på, at hendes søn – hendes store livsmesterværk –– ikke går halt fremad i livet trods tabet, fordi hun har marineret ham så eftertrykkeligt i sin kærlighed og vist den kærlighedsgenerøsitet at lade andre elske ham også. Men et tab, det er det altså.

Synnøve Søe var – ud over at være en markant offentlig figur og et på nogle punkter tidstypisk fænomen – et intenst, elskeligt og rigtigt menneske.

Æret være fantastiske, skarpe, varme og sjove Synnøve Søes minde.