I en afstumpet og dødsangst tidsalder er døden den store taber

Anekdoten dukkede op i mandags, da jeg her i avisen kunne læse historien om Jesper Ravn Rasmussen, der for nylig havde en temmelig chokerende oplevelse i forbindelse med sin fars død. Den handlede ikke om fodgængere eller kistebærere, men det kunne den for så vidt lige så godt have gjort, for hans oplevelse var på samme måde et billede på, hvordan vores samfund er kommet til at se på døden og dermed på den døde og de efterladte.

Man kan sige, at i en åndløs kultur, hvor produktivitet og liv, helst evigt og ungdommeligt, er det eneste succeskriterium, er døden den store taber, den ultimative og fornærmende fiasko. Det sætter sig dybe spor i den måde, vi behandler den på, selv om det er det eneste her i livet, som, vi ved, skal ske for os alle, og dermed er det eneste, vi alle deler som et fælles livsvilkår. Det burde nok kalde på en vis kollektiv værdighed og respekt, men det gør det ikke. Kald det fortrængning eller kald det dødsforagt i afstumpethedens tidsalder; under alle omstændigheder har døden trange vilkår.

Da Jesper Ravn Rasmussen af politiet fik at vide, at hans far var død i sin lejlighed, skyndte sønnen sig af sted. Inden han nåede frem til farens lejlighed, havde der både været politi, ambulancefolk og en læge til stede. Men da sønnen nåede frem, fandt han alligevel sin far på gulvet i lejligheden lemfældigt dækket af en ligpose med blod i ansigtet og en stor blodpøl på gulvet, hvor han var