Er Sverige laboratorium for alt-right?

Tilbage i december 2016 skrev jeg, hvad jeg dengang vidste om den meget løse bevægelse, der går under samlebetegnelsen ”alt-right”, alternative right, det alternative højre, der ser ud til at have vind i sejlene i disse år. Jeg skrev konkluderende bl.a. sådan her:

”Vi vil få meget mere hård identitetspolitik, hvis masseindvandringen ikke standses. I årtier har store dele af venstrefløjen selv dyrket identitetspolitikken ved at tale om særligt udsatte grupper enten af social, etnisk eller seksuel karakter. Som en politisk boomerang vil de få at mærke, hvad det betyder, hvis mange danskere og alle mulige andre af europæisk afstamning begynder at organisere sig, fordi de ender med at sige, at de kun kan forsvare fælles interesser på den måde.” 

”Hård identitetspolitik” er politik baseret på religion, etnicitet og race, ikke blot sprog og kultur i bred forstand. Jeg har, siden jeg begyndte at deltage i den offentlige debat, slået til lyd for ”blød identitetspolitik”, hvor der er plads til ”den anden” i et rimeligt og dermed begrænset antal. Bliver antallet for stort, vil flere og flere danskere og europæere bevæge sig i retning af den hårde identitetspolitik, og det vil efter alt at dømme ikke blive kønt at skue.

I juli i år (jeg havde overset den indtil i dag) bragte dagbladet Information en interessant artikel om dele af alt-right bevægelsen, ikke mindst eksemplificeret ved Daniel Friberg, stifter af forlaget Arktos, der udgiver bøger, der ligger uden for den almindelige hovedstrøm af nutidens konservatisme.

Til Information udtaler Daniel Friberg sig bl.a. således:

”Det er derfor, venstrefløjen har været så succesfuld. De skaber et utopia, helmer aldrig, og i processen ødelægger de hele vores civilisation. Vi vil det samme. Bare med omvendt fortegn. Det er en udenomsparlamentarisk metapolitisk kamp for sociale forandringer i verdenssyn, tækning og kultur.” 

Det hedder ligeledes, i Informations gengivelse:

”Daniel Friberg afviser imidlertid, at hans ideologi er racistisk og udtryk for et ønske om ’hvidt overherredømme’. I stedet bygger den på etnopluralisme, en forestilling om, at også hvide europæere har ret til autonomi, uden at andre folkeslag påtvinger sig overherredømmet, forklarer han.”

Enhver kan læse sig til, at det er hård identitetspolitik, vi her taler om, baseret først og fremmest på etnicitet og race. Sverige er kendt for, ud over en officiel næsten altomfattende politisk korrekthed, at have en række smågrupper, der er yderst ekstreme. Den ”svenske modstandsbevægelse” er f.eks. åbenlyst nazistisk. 

Det er nærliggende at tænke, at der er en sammenhæng imellem det officielle og det uofficielle Sverige. Begge er uhyggeligt udemokratisk bygget op. Det helt dominerende er indtil videre masseindvandringens Sverige, der forvandler landet til et blot beboet område, som jeg dokumenterede for fire dage siden. Omtrent en femtedel af befolkningen i Sverige har i dag rødder i den ikke-vestlige verden. 

Og det fortsætter i Sverige på trods af Informations absurde påstand om, at Sverige siden januar 2016 har ”fået nogle af Europas strammeste udlændingelove.” Øh, nej, det har Sverige så ikke. I de første ti måneder af 2017 fik 67.311 personer tilladelse til at blive i Sverige som følge af asyl eller som familiesammenførte. Udskiftningen af den svenske befolkning fortsætter med fuld kraft. Så meget er åbenlyst.

Vil det ekstreme tilfælde Sverige blive der, hvor alt-right for alvor slår igennem med sin hårde identitetspolitik? Det er ikke noget dårligt gæt. Tryk avler som bekendt modtryk, og ekstremt tryk må logisk betyde ekstremt modtryk…før eller senere.

Arme svenskere. På alle måder.