Taarnet: Vejret bag det hele

Klimateorien handler om, at et samfunds traditioner, love, folkekarakter og sprog må forstås ud fra de klimatiske forhold - forstået som den måde, vejret, årstiderne, landskabet og hverdagen præsenterer sig på.

Den blev fremdyrket af Montesquieu, men dyrkes ikke så intenst længere, selv om vi i vore dage går ufattelig meget op i vejrudsigter og klimaforandringer. I folkeviddet er det almindeligt anerkendt, at der er "vejr" bag alt, ikke bare kulturen og mentaliteten, men også humøret. Skrevet med eftertryk, mens sommeren til stadighed er ved at folde sig ud!



Tag os danskere: Dér sidder vi, sammenkrøbet på en halvø plus lidt mere, på breddegrader, som ikke så sjældent giver pæne, lyse, korte somre, men altid - altid - våde, mørke, endeløse vintre.



Det er et klima, der indbyder til skørlevned i den varme årstid, hvor det til overflod er lyst i 20 timer af døgnet, og man kan opholde sig udendørs uden at være mumificeret. Samtidig et klima, som den anden del af året indbyder til indebrændt melankoli i kakkelovnskrogen i huse, der igennem århundrederne var mørke, fugtige og kolde som vampyrkister.



Har det ikke præget os? Livssynet forandrer sig skizofrent med halvårlige intervaller. Lyst og optimistisk om sommeren med ekspansivt og kreativt samvær med venner, børn, dyr og selv naboer. Men om vinteren ser vi ikke nogen, det gør fysisk ondt at gå ud, samfundslivet kører på rygmarven, på pumperne eller helt i stå, folk husker ikke deres naboer for andet end hundeglam og hårde tramp i gulvet, og når bekendte møder hinanden, ved de ikke, hvad de skal sige - tråden er tabt, de prøver bare at huske navnet. Den danske kultur er en sporadisk kultur.



Det er symptomatisk, at det foretrukne danske tidsfordriv i vintertunnellen - og her kommer ordet "tidsfordriv" til sin ret - er arbejde, søvn og fjernsyn. Det sidste til at holde modet oppe med sport, familiekonkurrencer og billeder af tilværelsen, som den arter sig varmere steder på kloden, afvekslende med uendelige vejrudsigter, der er som fællesbønner om, at lyset for enden af tunnellen er blot en smule stærkere i morgen end i går.



Det er i overgangene - vinter til sommer, sommer til vinter - at livet er sværest. Klimaet har givet danskerne hang til at forsikre sig økonomisk og socialt, som for at gøre overgangene mindre grelle. Det er ingen tilfældighed, at det er her at velfærdsstaten er udviklet: Det er et forsøg på at sætte den varme kakkelovnskrog i system. Det er lykkedes ad helvede til.



Men når våren kommer, vågner dansken af sin dvale, springer op, spænder bælte og går bersærk. Nu kommer den del af året, hvor livet kan leves rigtigt, som i syden. Det er en olding, der vender sin savlende, tandløse mund imod den kaldende vårsol, men det er en yngling, der rejser sig og kaster sig over livet med de største forventninger.



Det har i historien ikke skortet på forsøg på at komme væk - tag folkevandringerne og vikingetiden. Men man kommer ikke væk fra den, man er. Klimaet er vor skæbne. Årstider, der er som nat og dag, fører til en splittet natur, livsmod præget af behovsudsættelse, melankoli og vægelsind.



Og pointen? spørger De, måske en kende forårsirritabelt. Sig hellere, at nu fatter De pludselig det hele. Hvorfor vi danskere midt i vores uomtvistelige venlighed kan forekomme en smule - nå ja, varsomme over for fremmede fra varmere lande, som kommer helt herop for at sidde i vores kakkelovnskrog, mens vi hellere ville derned. Samt hvorfor der kan forekomme utidige bemærkninger hist og her om grækere, spaniere og så videre, som burde have udvist rettidig omhu, sat tæring efter næring og i det hele taget set det komme.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen