To stokke og et spædbarn

Jeg har aldrig talt med den lyshårede dame, der bor i den anden ende af husrækken. Nu løber hun efter mig på stien. »Gud, er det dig, der humper sådan rundt - du plejer da at være så frisk og cykle og sådan…«

Hendes undren er fuldt forståelig. Jeg humper af sted med to stokke, og hun får historien om operationen, det nye knæled og den bøvlede genoptræning. Dagen før faldt jeg i snak med en anden fra rækkehusene, som jeg heller ikke har talt med tidligere. Han er lidt ældre end mig og vist nok på efterløn. »Vi er i bogstaveligste forstand kommet i reparationsalderen«, siger han. Alt for præcist.



Vi bor i et alment boligområde i Humlebæk, hvor der er 116 rækkehuse. Vi har et tættere forhold til et par af familierne. Blandt andre genboen Karl, der er pensioneret Falck-mekaniker og nu hjælper med at køre mig til den private del af genoptræningen. De fleste kender vi imidlertid kun fra beboermøder og et hurtigt »hej« på stierne. To stokke og et nyt knæ kan virkelig skabe kontakt.



Oplevelserne bringer tankerne tilbage til foråret 1988. Min daværende hustru og jeg havde boet nogle år i Blågården på Nørrebro, men mest talt med dem, vi kendte i forvejen. Nu sad vi i den lille have foran stuelejligheden med vores nyfødte datter, Pernille. Med ét blev haven samlingspunkt for dem, der gik forbi på stien eller ud og ind ad opgangen. »Nej, hvor er hun sød«, »hvad hedder hun?«. Der blev drukket en del kopper kaffe, også et par kølige pils. Et spædbarn og to stokke har samme kontaktskabende effekt.



De seneste måneder har også givet en del erfaringer med det danske sundhedsvæsen - mest gode. Langt de fleste er søde, hjælpsomme og professionelle. Det største problem er strukturelt, nemlig den høje grad af specialisering. Ingen etablerer et samlet billede af en patient som mig.



Hospitalet laver knæ på samlebånd, det gøres godt og med den nødvendige omsorg her og nu. Det interesserer sig imidlertid ikke for, hvorfor knæleddet skulle erstattes med et af plastic. I mit tilfælde skyldtes det formentlig slidgigt fremkaldt af mange års platfod og fejlstilling i foden, som har forplantet sig til knæet. Jeg skriver formentlig, fordi ingen har undersøgt det - sammenhængen er en fysioterapeuts bedste bud.



Spørgsmålet er ikke bare af historisk interesse. Platfod og fejlstilling vanskeliggør genoptræningen, det samme gør en del væske i benet. Men den slags havner mellem systemets mange højtspecialiserede funktioner. Hospitalet følger om nogle måneder op på, om det nye knæled fungerer. Min praktiserende læge tager sig af såret efter operationen - det er ikke lukket helt, også en komplicerende faktor. Og ansvaret for genoptræningen ligger hos kommunens fysioterapeuter, som er dygtige til diverse øvelser, men hverken har uddannelse eller udstyr til at analysere fod og ben som en helhed.



Heldigvis har jeg en større skriveopgave, der kan håndteres fra min ”pind” i sofaen med benet oppe. Men jeg har måttet aflyse en del foredrag - først nu er jeg kommet i gang igen, med hjælp fra Taxa og Karin, min fantastiske hustru. Det har taget meget længere tid end normalt for folk på min alder, som er i rimelig form.

Jeg kan høre på andre, at eksemplet langt fra er enestående. Manglen på helhedsorienteret indsats betyder ikke kun, at patienternes lidelser bliver større, men også at deres vej tilbage til arbejdet er længere. Oversat til Christiansborg-swahili: Det begrænser arbejdsudbuddet. Ærgerligt, at den slags overvejelser ikke passer til Finansministeriets excelark.



Andre læser

Mest læste

Del artiklen