En generation af blanke tavler

Før demokratiet blev indført i Danmark, skortede det ikke på modstand, advarsler, skepsis og klamme håndflader.

Det kan man forvisse sig om i historikeren Jeppe Nevers fremragende bog "Fra skældsord til slagord - demokratibegrebet i dansk politisk historie", der genkalder sig grundlovsfædrenes frygt for, at flertalsvælde ville føre til pøbelvælde og den laveste fællesnævner. Hvis mændene bag grundloven af 1849 var demokrater eller tilhængere af et moderat folkestyre, var de - ligesom koryfæer som Grundtvig og Georg Brandes - demokrater med alt, hvad der kunne krydses af fingre og tæer. Hvor ingen talte om demokrati i 1700-tallet, og hvor landets klogeste hoveder i 1800-tallet havde store reservationer over for den demokratiske flodbølge, der i deres øjne risikerede at rive alting med sig, er det i dag blevet umuligt at være imod. Medmindre man er medlem af Hizb ut-Tahrir, naturligvis.

Så vidt Jeppe Nevers. Min pointe er en anden. I dag kan man nærmest tage sig selv i at drømme om pøbelvælde, når man skuer ud over den skare og generation af politikere, vi er kommet for skade at vælge til Folketinget - med visse undtagelser, ingen nævnt, ingen glemt. For hvis blot de 179 medlemmer repræsenterede folket sådan i bred almindelighed, ville det være et syvmileskridt fremad. Men det gør de ikke, og det kommer de heller ikke til i en overskuelig fremtid.

I dag er politik forbeholdt unge kvinder og mænd uden egenskaber - bortset fra evnen til at blive politiker, og det typiske eksemplar har i sit korte og beskyttede liv aldrig haft et rigtigt arbejde og er derfor modtagelig for et abstrakt forhold til f.eks. at skulle sælge et produkt, se på bundlinjen, træffe hårde valg med konsekvenser eller betale skatter og afgifter i den virkelige verden. I stedet har den gennemsnitlige politiker en påbegyndt, måske endda afsluttet formel uddannelse i statskundskab med en ordførerpost i skolens elevråd som vigtigste erfaringsgrundlag. Resten er blank uvidenhed om, hvad det konkret og praktisk indebærer at skulle forsørge sig selv, bidrage til samfundet og tage ansvar for sig og sine - som håndværker, selvstændig, privatansat eller ikke-faglært arbejder. Tabula rasa, som man ville have sagt i 1600-tallet.

Jeg skriver dette
med et lille stik i hjertet, for det er min egen generation, der er kommet til magten, vi akademikere omkring de 40, der stort set aldrig har oplevet andet end materiel fremgang, SU, flyrejser, disco og håret tilbage siden Murens fald, og som derfor ikke aner, hvad krise, konkurs og tilkæmpet frihed er for noget. Der sidder vi så i Folketinget og skal udmønte en ”skattereform”, hvis tydeligste kendetegn er, at skatterne fortsætter op, og reformerne fordamper. Fordi de og vi aldrig har skullet svede, frygte for noget eller præstere noget af betydning, men har fået alting foræret af en rundhåndet forældregeneration og en holistisk velfærdsstat, er de og vi naturligvis også helt blanke, når det gælder om at skabe forudsætningerne for ny fremgang i samfundet. Intet har vi lært, og intet har vi skullet lære; alt er kommet til os sidst på måneden.

Ergo kan det ikke overraske,
at generation tabula rasa lader skatter og afgifter vokse i solsystemets mest skatte- og afgiftsplagede land og gør det endnu dyrere at være dansker, især for dem, der har været så dumme at gifte sig. Fordi vi aldrig har prøvet andet, har vi ikke fantasi til andet, og komplet utopisk forekommer den dag, hvor befolkningen går på gaden for at kræve skatteplyndringen stoppet eller Folketinget suspenderet. Velfærdsstatens børn laver ikke revolution. Velfærdsstatens børn kræver mere velfærd - og dermed mindre vækst.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.