Undervejs: Sandhed og virkelighed

Er reporteren på stedet den første historiker? Næppe.

Snarere er han eller hun en slags underleverandør til historikeren, der siden undersøger begivenhedernes forløb, indhold og betydning. Da er reporteren længst draget videre.



Journalisten hverken kan eller skal beskrive den stærkt opreklamerede sandhed, som muligvis slet ikke findes, og som kan være af subjektiv art. En læser spurgte mig forleden, hvordan jeg havde det med, at EU's fremadskridende sammenbrud afslørede mig som løgner. Jeg meddelte ham, at EU, omstændighederne taget i betragtning, fungerer glimrende og har tilført europæerne store materielle, politiske og andre fordele. EU's såkaldte sammenbrud er den enes ønskedrøm og den andens mareridt. Begge dele ser jeg båret af provinsielt snæversyn, fjernt fra den europæiske og globale virkelighed.



Virkeligheden er det nærværende, det næsten objektive. Dens beskrivelse udgør det journalistiske fags kerne. Sandheden eller sandhederne tilhører profeterne, de rablende gale og landsbytosserne.



Sådanne helt overflødige tanker beskæftiger mig i Cluj, engang en af det habsburgske dobbeltmonarkis vigtigste byer, fyldt med kultur og penge, fyldt med rumænere, ungarere og tyskere. I dag er tyskerne, de såkaldte saksere, som blev tilkaldt i det 12. århundrede væk, hjemme i et Tyskland, ingen af dem kendte, eller udvandret til Australien. Ungarerne og rumænerne har haft deres stridigheder i Transsylvanien, men lever nu side om side under EU's godmodige disciplin. Rumænerne, der tidligere undertryktes af ungarerne, har overtaget byen. Ungarerne udgør et agtet mindretal. Det lokale tosprogede universitet er opkaldt efter den fremragende rumænske biolog Victor Babes (1854-1926) og den ikke mindre fremragende ungarske matematiker János Bolyai (1802-1860). Europæisk virkelighed, når den er bedst.



Jeg mindes mit første besøg i Cluj. Det må have været i 1986 eller 1987. Byen var en moralsk og fysisk ruin, fyldt med gråtonede mennesker, levende og halvdøde i en ramme, der fortalte om fordums herlighed. Var jeg et sandhedsvidne? Sandheden er mangesidet. Kommunisterne så ødelæggelsen af Cluj som den sande forudsætning for opbygningen af et proletarisk samfund. Det var, hvad de sagde - og nogle af dem troede vel på det. Min sandhed var en anden. Virkeligheden kunne hverken de eller jeg se bort fra.



Før den store omvæltning i 1989 mødte jeg forskellige af tidens kommunistiske diktatorer: Erich Honecker i Østberlin, Wojciech Jaruzelski i Warszawa, Gustav Husak i Prag, János Kadar i Budapest, Todor Zjivkov i Sofia og Nicolae Ceausescu i Bukarest. De fleste virkede bornerte, optaget af deres personlige sandhed, Honecker og Kadar især. Jaruzelski fik mig til at tænke på den gådefulde Charles de Gaulle i Paris (Barbara Jaruzelski fortalte mig i en sidebemærkning, at også hun fandt sin ægtefælle mystisk). Ceausescu var en poleret bonderøv, totalt virkelighedsfjern, hvilket få måneder senere skulle koste ham livet. Han gav en fin, lille pote med lakerede negle - og det i et potentielt rigt land, som hans galemandsregime havde forvandlet til et Uganda uden bananer.



Leverede jeg materiale til fremtidens historikere? Jeg aner det ikke, og det interesserer mig ikke. Jeg beskrev virkeligheden - omvæltningen i Centraleuropa og krigene på Balkan - som jeg oplevede den. Jeg skrev, hvad jeg skrev, og jeg skrev på øjeblikkets betingelser, ikke altid godt, men bedst muligt. Læren?



Læserne skal stille krav til journalisterne. Ingen af parterne skal dog tro, at de besidder en sandhed, endsige sandheden selv. Virkeligheden må række.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen