En gæst før ramadanmiddagen

God søndag og velkommen til ”Stikpillen.”

Mit navn er Farshad Kholghi, og jeg er avisens undersøgende reporter. Jeg blev vækket af en masse larm ude fra gaden. Da jeg kiggede ud ad vinduet, kunne jeg se, at hele vejen vrimlede med løbende folk. Først troede jeg, det var Københavns maraton; men så fandt jeg ud af, at det var Helle Thorning-Schmidts efterhånden utallige spindoktorer, der bare løb rundt i vildrede.



Jeg var på vej til Christiansborg for at skrive en reportage om trepartsforhandlingerne. Men inden jeg nåede frem, blev jeg standset af en kvinde, der stillede sig op foran mig.



»Jeg har brug for din hjælp,« sagde hun. Ganske høfligt forsøgte jeg at fortælle hende, at jeg havde travlt; men hun insisterede. Det var en ubeskrivelig alvor i hendes brune øjne, der fik mig til at ombestemme mig.



Vi kan tale sammen, mens vi går, sagde jeg til hende.



»Jeg er fra Iran. Men jeg mistede mit hjem, min familie og faktisk hele mit liv. Jeg kunne ikke længere bo i Iran. Mullaherne og det islamiske regime har i over 30 år voldtaget både landets kultur og dets folk. Med vold skruede de tiden tilbage til profetens tid. De tvang folk til at underkaste sig ørkenreglerne fra for 1.000 år siden - også kaldet sharia. De frarøvede befolkningen ethvert håb om frihed. Med tæsk tvang de kvinderne til at gå med tørklæde. De indførte intolerance og racisme. Alle dem, der ikke ønsker det islamiske regime, bliver betragtet som farlige. Islamisterne hænger homoseksuelle i gadelygterne. Islamisterne forfølger bahai-tilhængerne, som er en lille religiøs minoritet i Iran. Mange af dem er allerede blevet henrettet. Resten bliver konstant truet, diskrimineret og chikaneret af det islamiske regime.



Efter 30 år med islam har iranerne fået nok. I hobevis konverterer iranere i selve Iran til kristendommen, bahai-religionen og endda buddhismen. For dem, der ikke er klar over det, er det måske nødvendig at forklare, at frafald i denne ”tolerante religion” bliver straffet med døden. Sådan er situationen i Iran. Der hersker despoti, korruption, kammerateri, vold og sharia. Forestil dig, hvis det var rockerne, der styrede Danmark. Sådan er realiteterne i Iran,« sagde hun.



Hendes ansigt forekom mig bekendt, men jeg kunne ikke finde ud af, hvor jeg havde set hende før.



Har jeg ikke set dig før? spurgte jeg.



»Jo. Det har du; men du har glemt mig. Hele verden har glemt mig. Hele verden har glemt os i Iran. I 2009 råbte vi »Ned med sharia« og »Ned med Khamenei«. Vi råbte på frihed. Men vi mødte kun stilhed fra omverdenen - og dræbende kugler fra revolutionsgarden. Mange mistede livet dengang, og mange var nødt til at flygte. Men der er én ting, der er underligt. Hvordan er det muligt, at der går mange år, før iranske asylsøgere får at vide, om de har fået asyl eller ej, mens det iranske mullahregime ganske hurtigt får tilladelse fra danske politikere til at bygge en stormoske i København? Hvordan kan det være, at dørene er åbne for mullahernes ramadanmiddag - men lukkede for frihedshungrende og demokratisk dannede iranere?« sagde hun og vendte sig om og forsvandt i mængden.



Først da genkendte jeg hende. Hun lignede Neda. Den pige, der blev dræbt under det iranske oprør i 2009, og hvis blodige billede gik verden rundt. Jeg havde helt glemt hende.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen