Tænketanken: Får vi smæk for skillingen?

Danmark har i forhold til størrelse verdens største offentlige sektor. I år kommer skatteborgerne til at betale ca. 520 mia. kr. for vuggestuer, skoler, plejehjem, sygehuse m.v. - svarende til godt 180.000 kr. for en gennemsnitsfamilie. Man skulle tro, at der blev holdt et vågent øje med, om vi får smæk for skillingen - om jeg så må sige. Men sådan forholder det sig ikke.

Tag for eksempel Rigsrevisionen, der skulle fungere som statens vagthund og sikre mest mulig velfærd for pengene. En nylig Cepos-analyse viser, at Rigsrevisionens beretninger mest beskæftiger sig med om formalia er overholdt, mens man stort set aldrig søger at afdække, om pengene bruges fornuftigt. Heller ikke Kommunernes og Regionernes Evalueringsinstitut, Krevi, har gjort det store væsen af sig. Det samme kan man sige om de økonomiske vismænd, som ikke har beskæftiget sig med emnet i deres vismandsrapporter de seneste otte år.



På universiteterne forskes der ligeledes meget lidt i emnet, hvilket dog ikke forhindrer diverse professorer i jævnligt at udtale, at det er stort set umuligt at effektivisere i den offentlige velfærdssektor, fordi der er tale om ”varme hænder”. Det er imidlertid en myte, at velfærdssektoren ikke kan drives mere effektivt. For eksempel har sygehusene formået at effektivisere med minimum 2 pct. om året, siden VK-regeringen kraftigt forbedrede incitamenterne til effektiv ressourceudnyttelse i sundhedssektoren. Anvendt Kommunal Forskning (AKF) har indtil for nylig ikke interesseret sig ret meget for kommunal effektivitet. Nu har det så udgivet en rapport, som gennemgår, hvad andres forskning kan fortælle os om effektiviteten hos henholdsvis offentlige og private leverandører inden for hjemmehjælp, plejeboliger og daginstitutioner. Rapporten konkluderer, at »effekterne af konkurrence mellem offentlige og private leverandører… er meget sparsomt dokumenteret… hvilket gør det vanskeligt at vurdere de samlede effekter af konkurrenceudsættelsen…«



Man kan undre sig over, at AKF med sine knap 70 medarbejdere ikke selv har fundet anledning til at gøre området mindre ”sparsomt dokumenteret”. Man kan ligeledes undre sig over, at AKF's direktør, Mette Wier, til programmet P1 Morgen i mandags forklarede, at rapporten fandt, »at den ene sektor sådan set ikke er bedre end den anden«, og at »det er lidt lige meget, om det er en privat eller offentlig aktør, som løser opgaven«. Det er at stramme konklusionen fra AKF's rapport - at spørgsmålet er ”sparsomt dokumenteret” - lidt vel rigeligt.



Ingen kan lide private monopoler. Alle økonomer argumenterer for, at private virksomheder bør udsættes for konkurrence for at sikre effektivitet. Mekanismen bag er almenmenneskelig. Hvis man kan miste sine kunder og dermed sit indtægtsgrundlag til en konkurrent, gør man sig lidt mere umage, end hvis en sådan fare ikke eksisterer.



Man må forvente, at det samme gør sig gældende på velfærdsområdet. At dette skulle være ”sparsomt dokumenteret”, er en sandhed med modifikationer. Privathospitalerne er 19 pct. billigere end de mest effektive offentlige hospitaler (de såkaldte friklinikker). Sygefraværet i privat ældrepleje er halvt så stort som i det offentlige. Privatskoler er billigere end folkeskolen og sikrer alligevel gennemsnitligt eleverne bedre karakterer ved afgangsprøven end folkeskolen, når man kompenserer for social baggrund.



Disse analyser er udført af de to-tre medarbejdere i Cepos, som kan afse en del af deres tid til emnet. Hvis vi havde AKF's 70 fuldtidsstillinger til rådighed, ville området utvivlsomt være endnu mindre ”sparsomt dokumenteret”.



Andre læser

Mest læste

Del artiklen