Hækkerups korrekthed

Klokken er 10.33 fredag formiddag. Jeg kan ind ad vinduet på den anden side af gaden se, at børnene - som så ofte før - er hjemme, mens de burde være i skole.

Jeg bor derude, hvor børn i skolealderen ofte kan ses på gaden, mens de burde sidde på en stol i klasseværelset og drenge render rundt i nattens mulm og mørke, når de burde ligge i deres seng.



Velkommen til virkeligheden, Karen Hækkerup.



Social- og integrationsminister Karen Hækkerup er overrasket over, at en ny rapport viser, at der udøves massiv social kontrol med børn og unge fra familier med slægtsrødder fra andre lande. Det har hun allerede fået på puklen over flere steder fra, men det er da også nærmest fascinerende, at hun kan være overrasket.



Alle familier med slægtsrødder i udlandet er ikke ens, men derfor kan man godt anerkende, at der er en større forekomst af familier, der udsætter deres børn for social kontrol i denne gruppe sammenlignet med andre.



Hvis vi ikke har blik for det, bliver det overordentligt svært at gøre en human indsats, hvor den er tiltrængt.



Jeg troede egentligt, vi var kommet over 90'ernes svigtende, tossegode snak og undvigelsesmanøvre. Men det er vi så ikke. Vi er åbenbart tilbage ved "smil og nik"-attituden. Vi er tilbage ved "her går det godt, send flere penge". Og vi er tilbage ved "hvad man ikke ved, har man ikke ondt af".



Imens Hækkerup har sat sig i raketten tilbage til 90'erne, har en undersøgelse, iværksat af den tidligere regering, vist, at de 25 pct. af unge med slægtsrødder i andre lande forventer, at deres forældre vil have lov at blande sig i, hvem de skal giftes med. I lige så mange tilfælde vil de sågar bestemme det. Det er familien og særligt mændene, der bestemmer.



Ved roden af al den kontrol ligger kampen om familiens ære, og i kernen af den finder vi typisk den kvindelige krop. Det er den unge kvinde, der skal holde sig på måtten, rette ind og rettes af, for at familien fremstår ærværdig og ordentlig.



Derfor mener familien og mændene sig i deres gode ret til at udsætte pigen for kontrol i nogle af de mere konservative familier med slægstrødder fra fjerne egne.



Samtidig lader man drengene løbe rundt på må og få på gaden, og vil også bestemme, hvem de skal giftes med, så de går bestemt ikke fri af det stærke familiepres.



Det flydende begreb ”social kontrol” er selvfølgelig et svært emne at berøre politisk, for må forældre ikke have lov selv at beslutte, hvordan de vil opdrage deres børn?



Må man ikke have lov at opdrage sine børn konservativt eller religiøst? Det skulle der gerne være plads til i Danmark, om man bryder sig om det eller ej. Men vi må lede videre efter grænserne mellem social kontrol og konservativ opdragelse, så unge mennesker ikke udsættes for den tvang, de oplever i dag. Vi ville ikke lukke øjnene, hvis pigen hed Helle og drengen Peter, og derfor skal vi selvfølgelig heller ikke gøre det, når pigen hedder Sulaima og drengen Mehmet. Det er nedladende.







Karen Hækkerup og jeg bor med al tydelighed i vidt forskellige udgaver af Danmark, men det kunne være, jeg skulle byde hende en kop kaffe, for kontrollen behøver vi ikke nedskrive på fint papir. Den er iøjefaldende her "ude i samfundet", som man siger på Christiansborg.



Det ville klæde en social- og integrationsminister at komme herud, og hun skal være velkommen, selvom hun risikerer at se ting, hun ville ønske, hun ikke vidste til.



For det er en kompliceret affære at gøre noget ved problemet med social kontrol, og man kan risikere at skulle sige noget, der er politisk ukorrekt, hvis man vil nå målet om at hjælpe de unge mennesker.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen