Undervejs: De dertil indrettede

Tirsdag havde jeg fornøjelsen - og det var virkelig en fornøjelse - at tale til et fortrinsvis ungt publikum i Aarhus, som stillede mig spørgsmålet: Hvad skal der ske med Europa i forlængelse af den igangværende krise?

Sondrup Bakker



Jeg svarede lidt flabet, at jeg ikke var vidende om en krise. Hvormed jeg mente, at selvfølgelig jamrer pressen og de dertil indrettede kommentatorer over en påstået krise, og selvfølgelig gnider de dertil indrettede EU-modstandere sig i hænderne over, at ofte evneløse og målløse politikere flakker fra topmøde til topmøde.



Men krise? Er der krise? Er Europa i opløsning? Hærger fjenderne i vore lande? Falder vor levestandard? Er euroen og kronen under nedbrydning? Jeg må skuffe de dertil indrettede. Intet af dette er tilfældet.



EU er historien om problemernes forvandling til sejr. Jeg ved ikke, hvor mange gange fællesskabets undergang har været spået, fra de første kraftprøver i den daværende kul- og stålunion over europahærens fiasko i 1954 til Frankrigs og Hollands afvisning af forfatningstraktaten i 2005. Hvad fulgte? Et stadig tættere samarbejde mellem medlemslandene, hvis tal nu er oppe på 27, en triumf, som snarest vil blive udvidet med Kroatien, dernæst med de østeuropæiske lande (ikke at forveksle med Centraleuropa) og de resterende lande på Balkan samt forhåbentlig Tyrkiet, Armenien og Georgien.



Meget af støjen omkring unionen skyldes, at de dertil indrettede mener, at det er varen, der sælger. Katastrofe på katastrofe foregøgles, fraserne hober sig op, en lemmingeeffekt river alle med sig, markedet, pressen, politikerne. Hvad der mangler er tilbagelænethed, herunder en konstatering af, at euroen står som mejslet i sten. Tidligere forbundskansler Helmut Schmidt har ret, når han, indhyllet i cigaretrøg, med baggrund i sin livslange europæiske erfaring fastslår, at krisen, den såkaldte krise, ikke er økonomisk, men politisk og ligger i de politiske organers ringe funktionsdygtighed. Jamen Grækenland? Det er småting, sølle to pct. af EU's bruttonationalprodukt. Glem det. Hverken Grækenland eller Italien er problemet, men derimod symptomer.



På det seneste har de såkaldte magthavere taget sig sammen, hvilket får mig til at sige, at udgangen på den såkaldte krise bliver mere EU, ikke mindre. Vi får omsider en overordnet finansmyndighed. Denne vil føre til Europas Konføderale Stater, der gradvist, tvunget af ydre og indre pres, vil udgøre Europas Føderale Stater, i praksis Europas Forenede Stater, fællesskabets principielle mål, som vi vil nå senest om et halvt hundrede år.



EU's to ledende, men ikke ligefrem overbevisende skikkelser, Tysklands kansler Merkel og Frankrigs præsident Sarkozy, viser nu en spids af den beslutsomhed, som situationen kræver. De har, om jeg ellers tyder dem ret, fattet, at enten styrker de Europa, eller de graver Europas grav. Stående over for historiens dom har de valgt det første, tøvende, men de har valgt, og de har valgt rigtigt.



Lyttede de unge mennesker, hidkaldt af Frivilligt Oplysningsforbund, Europabevægelsen og andre? Så afgjort. De ved, at der ikke er meget fremtid i et land, som gemmer sig bag grænsebomme, folkedans og dannebrogsflag. De forestiller sig med rette, at hele verden skal stå dem åben. De ved, at vejen til denne verden går gennem Europa, det Europa som Danmark har været en uadskillelig del af i over 1.000 år. De er fremtiden, de tænker, de indgyder mod. Det anti-europæiske? Kriselarmen? Lidt gevinst kan vel hentes her og nu, betalt af demokratiet. På lang sigt er det tabersager.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen