Ondt i sjælen

I de seneste uger har JP sat fokus på diagnosebørnene. Antallet af børn med ADHD er mangedoblet på få år, og de kloge har ingen entydig forklaring.

Nogle fremhæver fysiske faktorer som flere miljøgifte og for tidligt fødte børn, andre peger på bredere samfundsforhold: Dårlig opdragelse. For få faste rammer. Stress som følge af konstant bombardement fra tv, computere og mobiltelefoner.



»Alle mine anbefalinger går i retning af at skabe ro. Det betyder sådan set, at vi skal tilbage til en noget mere gammeldags måde at leve på,« siger læge og forfatter Charlotte Bech.



En anden side af denne samfundsudvikling er de mange skoleelever, der modtager specialundervisning. I sidste uge berettede Politiken så om voksende problemer blandt de unge. Gymnasierektorer klager over stigende udgifter til psykologbistand. Nogle steder går over 10 pct. af gymnasieeleverne til psykolog. Mange er dygtige og ambitiøse unge, som kun er tilfredse med 10- og 12-taller.



Ungdomsforsker Camilla Hutters ser de seneste års uddannelsesreformer som den primære forklaring. Karaktererne betyder mere end tidligere, og med det nye linjeopdelte gymnasium skal afgørende uddannelses- og karrierevalg træffes allerede i 1.g. De unge »skal hele tiden have en plan, vide hvor de vil hen og være på forkant«, siger hun.



I virkeligheden er dette kun toppen af isbjerget. Uddannelsespolitikken er et vigtigt bagtæppe for de nye mønstre. Reformer af skole og uddannelse skulle gøre de unge dygtigere og mere selvstændige, men hos alt for mange har det mest skabt usikkerhed og rastløshed. Og ansvaret? Det ligger hos flere fløje i skoledebatten.



I 1990'erne hed mantraet »ansvar for egen læring«. Ifølge den dominerende progressive pædagogik var ydre rammer et levn fra industrisamfundet - i det nye postmoderne samfund skal børn kunne ”indre styring”.



Modernitetens fremmarch lod sig ikke distrahere af simple kendsgerninger som at mange voksne heller ikke behersker ”indre styring”. Lærerens autoritet blev brudt ned, det samme blev klassefællesskabet med dets rammer og regler.



Siden kom de borgerlige 00'ere og den faglige opstramning. Sidstnævnte var tiltrængt. Desværre skete det ikke ved mere ro, fordybelse og faste rammer i den daglige undervisning.



I stedet satsede VK-regeringerne på new public management og dets styring af uddannelserne gennem incitamenter: Test, karakterer, skoleranglister, frit valg, hurtigere igennem… Atter engang var fokus på det individuelle, denne gang på elever og forældre som forbrugere på skolemarkedet. De seneste årtiers uddannelsestænkning har ikke bare skabt usikkerhed og stress blandt de unge, men også skævvredet økonomien.



Der bruges stadig flere penge på psykologer, mentorer og andre støtteforanstaltninger.



Op mod 30 pct. af folkeskolens budget går til specialundervisning.







Dette er selvsagt uholdbart,så nu flytter kommunerne i stort tal elever fra specialtilbud til normalklasser, og det skaber nervøsitet blandt lærere, elever og forældre, herunder de ressourcestærke.



Det sidste har kommunerne så også råd for. Løsningen hedder linjeopdeling. Stadig flere steder deles eleverne fra 7. klasse - de boglige vælger en international linje eller lignede, de praktiske såkaldte innovationslinjer.



Delingen sker efter interesser, men er også social. Og specialbørnene? De skal i de praktiske linjer, naturligvis; det passer jo bedst til dem - så forstyrrer de heller ikke de pæne menneskers børn.



Individualismen har sin pris, og den betales nok engang af de dårligst stillede.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen