Ad Hækkerup til

Integrationen af indvandrere og deres efterkommere i Danmark står i stampe.

Ændringerne siden 2001 skal måles i millimeter - trods Fogh, Dansk Folkeparti, værdikamp og hornmusik. Det står klart med den nye socialminister Karen Hækkerups reaktion på den seneste undersøgelse af, hvordan det egentlig går med nydanskeres oplevelse af social kontrol fra familien og deres brødre, fætre og onkler. Det går mildt sagt ikke så godt. Ministeren er overrasket. Nedslået. Deprimeret. Og giver, sådan som røde og lilla politikere har for vane, debattonen skylden.



Hvor mange gange har vi snart ikke hørt denne bortforklaring? Hvad ministeren indirekte siger, er jo, at indvandrere og deres efterkommere ingen kultur har, men er objekter uden vilje og ansvar. De er vore undersåtter og bliver - som modelervoks - hvad vi gør dem til. Er vi søde ved dem, bliver de også søde. Er vi derimod onde og taler grimt, så vender de ryggen til os, og lader deres fædre, onkler og brødre tage sig af kvinderne, som var de trofæer, der ikke tåler dagens lys. Uanset hvad, er det os, der bestemmer.



Det hele minder om Carsten Jensen, forfatteren, som må siges at have taget patent på denne indirekte kulturimperialisme. Følger man den jensenske logik, kan det godt være, at muslimer og andre har en stærk kultur i deres hjemlande. Sådan virker det, når man læser Carsten Jensens fremragende rejselitteratur fra helt derude, hvor verden begynder. Men det øjeblik, muslimer udvandrer til lande som Danmark, Sverige og Tyskland, mister de øjeblikkelig deres kultur og bliver spejlbilleder af værtslandets italesættelse af dem.



Det forekommer ganske mystisk. Som en byttehandel mellem herre og slave. Som om indvandrere afstår deres kultur ved Krusaa, Rødby og Gedser. Men det er jo et fatamorgana - på flere måder.



Indvandrere skal ikke aflevere deres egen kultur, når de krydser grænser til Danmark, får opholdstilladelse og statsborgerskab. De skal naturligvis være sig selv - hvad det så end er - mens de tilpasser sig det omgivende samfunds regler, skrevne som uskrevne. Det gør mange også, men dem, der ikke gør det, gør det hovedsagligt, fordi de ligger under for autoriteter, der fortæller dem mere eller mindre direkte, at de skal bevare deres ”egenart” og forsage det danske ludersamfund.



Sådan nogle indvandrere vil naturligvis ikke integreres. De vil forblive i deres kulturelle og sociale ghetto, hvilket velfærdsstatens subsidiering af deres livsform ikke blot gør muligt, men også attraktivt. På støtten kan de forblive i fred og som de ofre, socialministeren anerkender dem som.



Nu er Karen Hækkerup ikke den værste Hækkerup i danmarkshistorien, men hendes umiddelbare reaktion på undersøgelsens resultater, der ret beset er en gammel nyhed, udspringer af den ensrettede kulturlogik, at gammeldanskerne definerer nydanskernes værdier og praksis. Uden for rigets grænser kan den muslimske kultur være nok så eksotisk. Men i Danmark er den værdiløs.



Jeg forstår kun modstræbende, hvordan Karen Hækkerup og hendes intellektuelle guru Carsten Jensen slipper af sted med deres prominente kulturimperialisme. Det må skyldes, at de har forklædt den som tolerance. Så kan alting jo lade sig gøre.



Mens vi taler og taler, vokser integrationsproblemerne, og med den nye regering går der mindst fire år mere, før nogen i bedste fald mindsker adgangen til Danmark for mennesker, der alligevel ikke ønsker at blive integreret. Man kan ikke fortænke især unge gammeldanskere, presset af de økonomiske og demografiske udsigter, i at drømme om at emigrere. Taberne bliver, som altid, underklassen.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen