På tværs: Spis din medicin

Dagpengemodtagere bliver i nogle kommuner tvunget til at spise antidepressiver, hvis de vil have sygedagpenge, kunne nyhedsbureauet Ritzau og DR1 berette tidligere i år.

Af grunde, jeg ikke kan blive klog på, valgte dagbladene ikke at gøre mere ved den sag end at nævne den. Men der sker noget skelsættende i vores samfund, når vi presser vores medborgere på medicin.

At kommunen blander sig i behandlingen af depression, er tegn på, at den er blevet hvermandseje. Ikke fordi hver mand oplever klinisk depression, men fordi depression er blevet et diffust begreb. Tidligere dækkede det over en sygdom, som i sin sværeste form potentielt havde døden - i form af selvmord - til følge. I dag dækker begrebet depression over et større spektrum. Vi bruger det både om sygdommen og som udtryk for almindelig tristhed, når vi siger: »Jeg er så deprimeret i dag«.

Men dermed er det også blevet et samfundsfænomen, som alle mener, de kan forholde sig til og derfor tillade sig at have en mening om. Derfor mener kommuner åbenbart også, at de kan tillade sig at have en mening om behandlingen af den depression, der tidligere var en privat sag mellem en læge og en patient.

Denne ”afpresningsmedicinering” er imidlertid også udtryk for et generelt fænomen i forholdet mellem staten og den enkelte borger. Der forekommer et skræmmende hovmod fra statens side, når den blander sig i befolkningens sundhed og sygdom. Og det hovmod har jo desværre sin rod i vores fællesskab, for bag kommunen står staten, og bag staten står vi - du og jeg. Det er os, der stemmer og bestemmer over velfærdsstaten. Vi beslutter, hvilke beføjelser den skal have.

Velfærdsstaten er bygget op om, at Per betaler for behandlingen af sygdom hos både Per og Poul, og det er bestemt solidarisk og sympatisk. Imidlertid er staten dog blevet så stor, at vi har mistet overblikket. Vi har glemt, at det er os, der står bag den. Staten er en udløber af de normer, vi danner i samfundet, og den er derfor vores ansvar. Det har vi glemt.

Når ingen råber op, når medborgere presses til medicinering, må man derfor konstatere, at det fællesskab, der står bag staten, finder situationen ret og rimelig. Den enkeltes krop, den enkeltes sygdom er blevet et fællesanliggende, fordi alle betaler til behandlingen og til den syges hverdag.

Kroppen er blevet noget, alle i landsbyen Danmark kan komme med på råd om, fordi alle betaler til den. Du må nu kun trække på fælleskontoen, som du ellers flittigt har sat penge ind på, hvis du opfører dig, som fællesskabet har bestemt. Staten rækker dig med andre ord den ene hånd, mens den pisker dig med den anden.

Kontrol er mange ting. Ofte forbinder vi det med overvågning eller politiets magtbeføjelser. Men når kommunen tvinger borgere til at spise medicin, propper den kontrol direkte ned i halsen og ind i kroppen på dem. På en måde bliver kroppen næsten statens ejendom. Du sanktioneres i hvert fald, hvis du ikke lader dig disciplinere. Og det er i sandhed et sygdomstegn. Ikke et tegn på, at den enkelte er syg, men at staten er blevet så uoverskueligt stor og fed, at den er blevet syg.

Det er en enorm krænkelse af individets rettigheder, når staten disciplinerer os og tvinger borgere til at spise medicin. Hvis vi fortsat vil have så stor en stat, må vi derfor sikre os, at grundlæggende rettigheder bliver overholdt. Altid. På trods af hvilken vej, vinden blæser. Ellers skrider fundamentet for det civiliserede samfund og den ægte omsorg for den enkelte. Og det er ikke kun staten, der udgøres af dig og mig.

En dag kan det lige så vel være dig eller mig, der er den syge patient, der har brug for fællesskabets ægte omsorg. À votre santé!

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.