Fra Zappa til Obama

Da jeg som bebumset ungersvend opdagede rock- og bluesmusikken, faldt jeg over Frank Zappa, denne anarkistiske og alligevel disciplinerede amerikanske guitarist og sangskriver.

Hans univers af trods, sort humor og umiskendeligt talent gav genlyd i mine mange fremlejede værelser på ydmyge adresser og fyldte mig med tiltro til, at man bare skulle give den spade i alle livets forhold, så skulle det nok gå. Frank Zappa satte strøm til den musikalske hån, spot og latterliggørelse op igennem 70'erne og 80'erne, og der var mange i hans hjemland, der hadede provoens udfordring af Mainstreamamerika og anså ham for at være en Antikrist, og han kom på kant med myndighedspersoner, der fandt hans tekster blasfemiske og samfundsnedbrydende.



Det var de sådan set også. Dét kunne jeg godt lide, og så kunne jeg godt lide, at han fremførte dem uden blusel og spin. Hver gang han blev anklaget for umoral, svarede han igen med sangtekster, numre og plader på et tårnhøjt kunstnerisk niveau, som en moderne Mozart. En af hans eminente udgivelser var live-samlingen ”You Can't Do That on a Stage Anymore” med en stjernebesætning og fuldtræffere som ”The Torture Never Stops”, ”Be in My Video” og ”Trying to Grow a Chin”, og når jeg kommer til at tænke på Zappas fornemmelse for, hvad der ikke længere var tilladt på scenen og i mainstreamkulturen, så skyldes det såmænd Barack Obamas seneste initiativ i FN's Menneskerettighedsråd.



Dette råd skulle være stedet, hvor man beskytter menneskerettighederne, herunder retten til at ytre sig lige så frit som Frank Zappa, men er skridt for skridt ved at blive stedet, hvor man netop undergraver samme rettigheder og udskifter dem med krav om ikke at genere religioner, læs: islam.



Det véd vi godt, svarer nogle så; det erfarede vi allerede under den såkaldte racismekonference Durban II. Her forsøgte 57 islamiske stater at vende menneskerettighederne på hovedet med det mål at forbyde, hvad de kaldte for religionskrænkelse og hate-speech.



Det nye er, at det ikke længere er OIC, der går forrest. Det er Barack Obama, som med et forslag stillet sammen med Egypten støtter begrænsningen af ytringsfrihed, godt nok kun med en ikke-bindende resolution, der sejlede gennem Rådet fredag, fordi europæerne ikke turde tage en afstemning.



Dokumentet snyder ved første øjekast og agter tilsyneladende at styrke ytringsfriheden. Men som altid i dokumenter som disse sidder djævlen i detaljen. F.eks. hedder det, at der med udøvelsen af ytringsfrihed følger »særlige pligter og et særligt ansvar« i overensstemmelse med artikel 19, stk. 3 i FN-aftalen om civile og politiske rettigheder fra 1976, som USA først tilsluttede sig i 1992 og dét med en række forbehold, bl.a. om artikel 19. I denne aftale kan man læse, at ytringsfriheden ved lov kan begrænses i forhold til andres rettigheder, andres omdømme eller den national sikkerhed, den offentlige orden, folkesundhed og sædelighed. Altså helt afgørende restriktioner, der gentages i Obama-teksten og flugter med fortolkningen fra både den egyptiske og pakistanske ambassadør i sidste uge: Nu må det snart være slut med vestlige mediers misbrug af ytringsfriheden.



Siden Obamas tiltræden har mange holdt vejret for at se, hvad hans bebudede ”engagement” med den muslimske verden består i helt konkret. Nu ser vi det første konkrete resultat, og det er mildt sagt ikke noget at råbe hurra for. Obama svigter ikke alene Frank Zappa, det kunne man i øvrigt leve med. Han svigter vores idealer og de mennesker i Mellemøsten, som håber på en bedre fremtid uden islamisme, intimidering og undertrykkelse.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen