Overtro

»Længslen efter frihed og værdighed er ikke engelsk, amerikansk eller europæisk. Den er universel og banker i hvert eneste hjerte«. Sådan sagde Barack Obama i sin flotte tale i det britiske parlament. Og begejstringen var stor.

Men er det rigtigt, at hvert eneste menneske kloden rundt længes efter frihed? Jeg tvivler på, at Obama og alle, der kommer med den slags velklingende udsagn, baserer dem på spørgeskemaundersøgelser. Det kan i hvert fald ikke være den efterhånden meget omtalte Pew-rapport, Obamas taleskriver har lagt til grund for udsagnet. Undersøgelsen viste som bekendt, at 82 pct. af egypterne støtter stening for utroskab og 84 pct. støtter dødsstraf til konvertitter. Ikke ligefrem hvad man forstår ved længsel efter frihed og værdighed.



Trods den slags undersøgelser præsenteres vi igen og igen for udsagnet om, at ønsket om frihed er universelt. Det er universelt - det har pine død at være det. Der er noget besværgende over denne universalisme. Obamas udtalelser, som er identiske med hans forgængers, ligner meget mere et trosudsagn end en nøgtern konstatering. Og så er det et sjovt sted, Obama har fundet til sin erklæring om den universelle frihedstrang: det engelske parlament. Dette sted, alle parlamenters moder, er nemlig symbolet på det modsatte.



Engelsk demokrati udsprang ikke af troen på universelle værdier, det begynder ikke med Oplysningen, altså 1700-tallets franske fornuftstro. Det er et resultat af konstitutionel evolution, ikke af revolution: Som Obama selv kom ind på i talen er det langsomt, ganske langsomt vokset frem gennem en lang snørklet historie, som ikke kan reduceres til en tegneserieagtig kamp mellem oplysning og modoplysning, mellem lys og mørke. De rettigheder, som det lykkedes det engelske folk at tilkæmpe sig var altså alt andet end universelle, de var partikulære. Frihedsrettighederne var det engelske folks borgerrettigheder, ikke medfødte, universelle menneskerettigheder.



Og lige præcis universalismens menneskerettigheder blev af den berømte engelske parlamentariker, Edmund Burke, skældt huden fuld for at være »politisk metafysik«, intolerant overtro, for »imod dem gælder ingen hævdvunden ret, de tillader ingen moderation og intet kompromis«, skrev han i 1791.



Nej, de er jo universelle, medfødte og absolutte. Alle mennesker længes efter menneskerettigheder og frihed. De ved det bare ikke altid selv. Bemærk: At kritisere menneskerettighederne er ikke det samme som at være modstander at frihedsrettigheder. Burke selv er et levende eksempel på det. Kritikken er et forsøg på at holde lov og ret nede på jorden, at forholde sig relativt til det relative og dermed realistisk til verden. Gør man det, viser det sig, at længslen efter frihed faktisk var mere engelsk end f.eks. tysk eller egyptisk.



Med andre ord: Obamas udsagn er flot, men ikke overbevisende.



Den, der tydeligst i vores tid har fremført dette synspunkt, er Samuel Huntington, politologen, som ingen universalister kan fordrage. Hans hælder nemlig en kold spand vand ned over enhver idealistisk universalist i sin berømte bog "Civilisationernes sammenstød". Som når han f.eks. kommer med dette usentimentale svar på, hvorfor Vesten satte sit præg på hele verden. Det var ikke værdiernes sejr, som Obama og co. proklamerer, nej:



»Vesten vandt verden, ikke på grund af overlegne idéer og værdier eller på grund af en overlegen religion (som kun få i andre civilisationer konverterede til) men i højere grad på grund af sin overlegne evne til at anvende organiseret vold. Det glemmer vesterlændinge ofte. Ikke-vesterlændinge glemmer det aldrig«.



Gid denne form for realisme var universel.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen