Dørmænd og åbne grænser

Det store spørgsmål oven på VKO's udlændingeudspil blev stillet i kronikken her i avisen sidste lørdag af Morten Uhrskov Jensen: Vil EU overhovedet tillade regeringen at føre ændringerne ud i livet?

Hvordan undgår udspillet at blive andet end symbolpolitik, når EU's opholdsdirektiv giver ret til indrejse i landet uden om det netop vedtagne pointsystem? Risikerer de nye, nødvendige ændringer ikke at ende som tomme slag i luften?



Dette afgørende spørgsmål har været helt fraværende i mediernes dækning af sagen i ugen, der gik. Til gengæld har to grupper fyldt medierne med kritik af udspillet: Veteranerne og de borgerligt anstændige, oftest af liberalistisk tilsnit.



Veteranerne først: Da veteranen over dem alle Poul Nyrup Rasmussen tonede frem på skærmen, troede jeg et kort øjeblik, det var ”Live fra Bremen”, jeg var kommet ind på. Med ansigtet lagt i pluskæbede bedemandsfolder og med de mest primitive nazi-beskyldninger mod DF væltende ud af munden fremstod Nyrup som en ekstraordinær ondsindet parodi på sig selv. Nogen kalder ham moralist - det er synd for moralisterne, der i det mindste har en etos, de også selv prøver at leve op til. Men Nyrup, der kommer flyvende ind fra sit vellønnede luksusotium for at svovle over de danskere, der i dag betaler prisen for den hjerteløse udlændingepolitik, han selv bærer ansvaret for, er, så vidt jeg kan se, hinsides enhver moral.



Og så er der de borgerlige oprørere, der fra regeringens eget bagland kritiserer regeringen.



Stemmer fra den liberalistiske tænketank Cepos er altid at finde her: Deres udgave af liberalismen byder dem at gå imod en ”uliberal” udlændingelov. »Vi tager nemlig udgangspunkt i det enkelte menneske”, som det gerne lyder med en sigende mine. Hvad med i stedet at tage udgangspunkt i virkeligheden? Ser man på den, bliver det klart, at det ideal om åbne grænser, som ideologiske liberalister drømmer om, på lang sigt vil gøre grundigt kål på det liberale demokrati, som de samme liberalister er varme tilhængere af.



Så hedder det: Hvis bare kasserne lukkes, kan vi med sindsro åbne grænserne. Til det er der to ting at sige: Kasserne i virkelighedens danske verden er åbne - alt andet er fjern fremtidsmusik. Og selv den dag de lukkes, skal vi så virkelig opgive enhver grænsekontrol? Tror åbne-grænser-lukkede-kasser-tilhængerne oprigtigt, at vi ingen integrationsproblemer ville have haft, hvis kasserne var blevet lukket i 1983? Det sidste må blive en kontrafaktisk overvejelse, men med de store befolkningsgrupper på vandring og med det markant højere velstandsniveau, vi har i mVesten i forhold til Den Tredje Verden, forekommer det mildt sagt usandsynligt. Almindelig ansvarsbevidsthed tilsiger, at det altid er en god idé at holde hånd i hanke med hvem, der kommer ind i landet. Vi har jo også dørmænd på diskotekerne og låse i vores yderdøre, og allerede for 1.000 år siden indså gode, gamle Thyra Danebod ifølge sagnet, at landet er af lave, når ledet er af lave.



Når åbne-grænser-liberalister forkynder, at fri indvandring er løsningen, hvis bare folk forsørger sig selv, får man nok en gang fornemmelsen af, at de er så kulturblinde, at de tror økonomien løser alt og vil få enhver antydning af kultursammenstød til at forsvinde som dug for solen. At de med andre ord er lige så materialistisk tænkende som marxisterne.



Var alle borgerlige ideologiske liberalister, som dem man støder på i Cepos (man finder måske også en enkelt konservativ dér, hvis man leder længe nok), ville udlændingeloven sandsynligvis se ud som i Nyrups dage: "Anstændigheden" ville have det strålende, landet til gengæld ad helvede til.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen