Undervejs: Langsomt til Istrien

Barmanden på min lokale plads i Rom spørger mig, hvornår jeg agter at holde ferie. Jeg svarer ham, at jeg som pensionist arbejder og holder fri hver dag året rundt. »Til gengæld,« siger jeg, »tjener jeg ingen penge.«

Lovran, Kroatien

Det griner vi begge af, men kun lidt. I Italien er sommerferien - ferragosta - et anliggende på linje med Helligånden. Her tåles ingen spøg.

Skulle man køre en tur? Hvorfor ikke? Hvad er der for eksempel i vejen med Kroatien? Mig bekendt intet. Altså af sted - kurs Venedig, dernæst Istrien, som skyder sig ud i havet mellem Trieste og Rijeka, et af kontinentets smukkeste landskaber, i gamle dage plaget af rædselsfulde, nationalistiske politikere, nu i fred med sig selv, en blanding af det italienske, det slaviske og en snus tysk, kulturel mangfoldighed, Europa, når Europa er bedst.

Jeg lander tilfældigvis hos Ivo i bakkerne bag Lovran på en terrasse med udsigt over det vinblå hav til Cres og Krk. Et øjeblik overvejer jeg at købe naboruinen, sætte den i stand, leve her på skråningen til mine dages ende. Fred og skønhed er der rigeligt af. Og så er der Ivos ovnbagte spigola med mangold så frisk, så enkel og smagfuld, at jeg beslutter at blive ugen ud, opmuntret i dette forehavende af husets hvidvin, tør og fin med en liflig smag af flint.

Jeg slår mobiltelefonen fra, ignorerer den elektroniske postkasse og giver mig til at læse den nyligt afdøde Tony Judts sidste bog, "Ill fares the Land". Den være hermed anbefalet enhver, som gerne vil have stof til eftertanke om sin tilværelse og det samfund, der trækker op.

Stressudgifterne i Danmark anslås til lige knap 14 mia. kr. om året. Jeg kan ikke forestille mig 14 mia. kr., men det er vist nok rigtig mange penge. For god ordens skyld tilføjes det, at omkring 14.000 danskere hvert år dør af stress, at 30.000 bliver hospitalsindlagt, og at yderligere en halv million går til lægen med stress-symptomer.

Se, det er jo lige til at få stress af. Så måske skulle vi alle gøre en indsats for at få styr på vor tilværelse. Indledningsvis kunne vi periodisk frigøre os fra det omsiggribende elektroniske tyranni, ikke blot fjernsyn, mobiltelefon og computer, men emails, twitter og twatter, Blackberry og Facebook, fra dette at vi hele tiden skal være på og hele tiden skal være med uanset hvad, fra denne sygdom, at vi ikke kan have et roligt øjeblik, at vi ikke kan sætte os med en god avis og et stykke musik, tænke, prøve på at finde ind i os selv, ind i det væsentlige, væk fra rotteræset, væk fra dødfødte ambitioner og banaliteter.

På Ivos terrasse slår det mig endnu engang, at vi trænger til at genlære kunsten at være alene, også når vi er sammen med andre, til at tale mindre og lytte mere, lytte til vore nærmeste, til bølgeslaget og til fuglesangen, ikke blot til sensationer, katastrofer og spekulationer, denne aldrig ophørende strøm af tossede og ganske tit totalt indholdsløse henvendelser.

Lad os tage en dyb indånding, lad os træde ud af den fabelverden, som underholdningsindustrien har skabt om os.

Lad os glemme Paris Hiltons manglende trusser, lad os glemme alt om svinepest og kogalskab. Glem også Armani-jakkerne og Gucci-stiletterne, fladskærmene og samtalekøkkenerne, hvor ingen samtaler, og hvor middagen er en frossen pizza, varmet i mikrobølgeovnen.

Lad os vende tilbage til den ægte verden, præget af ægte glæder og ægte sorger, en levet verden, hvor vi er mennesker og ikke nikkedukker, sat i scene af modeskabere, voldsmænd, reklamefolk og spindoktorer.

Så vil antallet af stress-ramte også begynde at falde.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.