Madpakkens storhed og fald

Så kom skolernes sommerferie. For os med skolebørn betyder det seks ugers ferie fra at skulle smøre madpakker. Jeg glæder mig som et barn til pausen. Det kræver nemlig ikke bare tid, men også omtanke og koncentration at smøre sunde, fornuftige og helst også velsmagende madpakker. Kikser det, fordi man i et anfald af åndeligt fravær har glemt, hvem der elsker kødpølse med remoulade, og hvem der hader det, falder hammeren med usvigelig sikkerhed den følgende dag i form af hård og kontant efterkritik. Den kritiske madpakkespiser lever og har det godt. Så det er lidt en lettelse af slippe for denne sure pligt.

Men man skal passe på med at beklage sig over sine sure pligter i vores velfærdsstat. Jamrer man for meget, kommer omsorgsfulde Moder Stat og overtager forpligtelserne for sine umyndige børn, her forældrene til børnehavebørn.



Det er lige sket. Den borgerlige regering har netop indført tvungen kollektiv madpakkeordning i børnehaverne fra 2011, og planen er med tiden at udvide det til skolerne. Intet frit valg, ingen mulighed for at undslippe denne anmassende omsorg. Nej, det er bare at betale og overlade ansvaret for barnets mad til det offentlige.



Det kræver ikke meget omtanke at indse, at forslaget fra socialminister Karen Ellemann er så langt fra borgerlig politik, som tænkes kan. Ikke alene er det et brud på skattestoppet, det er også et umyndiggørende forslag, der overdrager endnu et stykke forældreomsorg til det offentlige. Tvangskollektivisering på madpakkeniveau. For det, Ellemann og co. i virkeligheden siger, er: »Kære forældre, I er slet ikke i stand til at tage ansvaret for den mad, jeres børn skal spise i løbet af dagen. Der er alt for meget remoulade, alt for meget kødpålæg. Så nu må vi, kære børn, tage over og give jeres afkom den sunde mad, I ikke selv magter at give dem. Det eneste, I skal gøre, er at betale.«



Denne infantiliserende behandling har udløst et mindre forældreoprør. »Vi vil selv bestemme over vores børn«, udtalte en af oprørerne for nylig til Information. Danske forældre synes faktisk, der er grænser for, hvad det offentlige skal overtage. Hvor opmuntrende! Og den borgerlige regering, der burde være den første til at hilse denne manifestation velkommen, hvad gør den? Ikke andet end at underløbe forældrenes sunde fornemmelse for ansvar.



Havde Mette Frederiksen været ophavsmand til madpakke-kollektiviseringen, ville det i det mindste give mening. Når en borgerlig socialminister fører det ud i livet, er det bare kollaps.



Tvangskollektiviseringen af børnenes mad får aftenens sene madpakkesmøreri til at stå i et andet lys. For vel er det en sur pligt, men madderne med pølse, frugtpålæg, æg og - meget forkert - remoulade er i virkeligheden kærlighed, pakket ind i stanniol.



Når børnene tager låget af deres madkasser i børnehaven, møder de en hilsen fra deres forældre, og hvad enten de glæder eller ærgrer sig over sortimentet af madder, véd de, at forældrene har tænkt på dem, da de lavede dem. Et lille stykke omsorg fra de fædre og mødre, som så mange danske børn ikke ser mellem 8 og 16.



For fremtiden er det den ansigtsløse, offentlige sektor, de skal sende en tanke. Endnu et stykke forældreskab er udliciteret.



Man kan spekulere over ordningens betydning for anvendelsen af svinekød i børnehaver med voksende muslimsk mindretal og overveje, hvordan vegetarerne og kernesund-kost-fanatikere vil indordne sig.



Men kan jo også nøjes med at spørge Karen Ellemann: Hvorfor har du indført en lov, der forbyder børnehaveforældrene at tage ansvar for deres børns mad?

Andre læser

Mest læste

Del artiklen