Troldspejlet: Springsteen som sosser

Så fik jeg købt min billet til Bruce Springsteen i Madison Square Garden i begyndelsen af april.

Det bliver stort. Selvfølgelig kommer han også til Roskilde til sommer, men New York er et sjovere sted at opleve ham, et rigtigere sted, og tilmed reduceres forhåbentlig risikoen for at komme til at gnide skuldre med alt for mange velsituerede socialdemokrater ved den lejlighed.

Det er altid en risiko. Jeg glemmer aldrig synet af Ritt Bjerregaard afbilledet i pressen for en del år siden, på vej til Springsteen-koncert i en sort læderjakke med ordene ”Tougher than the rest”.

Man følte sig så sært befamlet på sjælen ved at se en kynisk karrierepolitiker nasse på rocken på den måde. Som om hun havde nogen andel i dens rytme og nerve.

Det har hun sandt for dyden ikke, hun er nærmest antitesen til netop den frihedstrang, hvad der bringer os til hr. justitsministeren, der forleden bekendtgjorde sin kærlighed til Bruce Springsteen her i avisen.

Godt nok. Morten Bødskovs kærlighed kan selvfølgelig være ægte nok, selv om han er justitsminister, det er den sikkert, men i deklamationen mærker man jo hensigten og bliver forstemt. Der er en vogn, som det hele skal spændes for.

Send the robber barons straight to hell // The greedy thieves who came around // And ate the flesh of everything they found, synger Springsteen på sit seneste album, der er et vredt album. Et opgør med dem, der med deres monstrøse grådighed og skrupelløshed har været med til at knuse almindelige menneskers drømme.

Amerikanske drømme, ikke mindst.

Bødskov vil gerne have del i den vrede, og det er forståeligt, for når det gælder energi og ærligt engagement, har regeringen så vist brug for al den hjælp, den kan få. Det holder bare ikke. Som det aldrig holder, når man vil tage kunsten til indtægt for sine egne smålige projekter og honnette ambitioner.

Intetsteds i Springsteens righoldige materiale finder man krav om flere fleksjob, sosu-assistenter, væresteder, gadeprojekter eller førtidspensioner. Springsteen synger ikke om fibromyalgi og diagnosticeret angst, han synger på og om vrede og trods, om at ville videre, om at drømme og kæmpe.

Om mænd, der arbejder for føden og for at nå et sted hen. Om Amerika og om de folk, der svigtede dets idealer.

Springsteen er vreden i ren form, men når Bødskov får fat i den, forflyttes den til dansk politik med tilhørende kortslutninger. Nu handler det om patriciervillaer ved Roskilde Fjord, hvor de onde bankfolk sidder og drikker »aftencognac« og er ligeglade med pensionister. Med denne udslidte fraseologi er det hele selvfølgelig ødelagt, og så er det for resten længe siden, den socialdemokratiske elite har haft andet end formel strategisk interesse i det arbejdende folks ve og vel.

Når Springsteen spændes for den vogn, er det alt sammen helt til grin igen, så er det P1 Debat og Clement Direkte, den tv transmitterede andedam, der piner livet ud af alt, kunsten især.

Det er godt at vide, at Bruce Springsteen er born to run, så ved den blotte fært af Bødskov & co. er han over alle bjerge. Han er amerikaner, han er os grundlæggende fremmed, og det er jo det, der er så forfriskende ved ham.

Spørgsmålet »do we take care of our own?« betyder noget væsensforskelligt i USA versus Skandinavien.

Springsteen kan ikke bruges af Bødskov.

Han synger om frihed, og ved synet eller følelsen af velfærdsstatens klamme hånd ville man ikke kunne se hans cowboystøvler for bare støv; It's a town full of losers, I'm pulling out of here to win.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.