Det bløde punkt

Hamas kender Vestens bløde punkt. De ved, at intet gør større indtryk på vesteuropæere end grædende, bomberamte børn og lidende kvinder.

De frygtelige billeder, der har rullet over skærmene den sidste uge fortæller ikke, at Hamas bevidst benytter civile som bombeskjolde for at få fjenden til at se blodtørstig ud. Derfor tænker den travle, naive mediebruger, at israelerne er aggressive og kyniske. Den virkelige kynisme glemmes, og tingene vendes på hovedet: Man kommer til at sympatisere med terroristerne, der angriber et demokrati og til at fordømme demokratiet, der forsvarer sig mod terroristerne.

Også herhjemme bliver vi ramt på vores bløde punkt. Når ”tosprogede” (læs: muslimske) skolebørn er aggressive over for jødiske børn, så lyder der ikke et ramaskrig over de uhyrlige forhold i den fagre, nye, multikulturelle verden. Nej, skolelederne advarer i stedet jøderne mod at sætte deres børn i ghettoskoler.



Selvfølgelig skulle jødiske børn være velkomne, lød det slebent fra den efterhånden berygtede skoleleder på Humlehaveskolen i Vollsmose, Olav Rabølle Nielsen. »Men jeg ville samtidig give forældrene et voksent råd om at finde en anden skole til deres barn«.



Et voksent råd. Så fint kan det siges, at man ikke vil beskytte de svage mod deres forfølgere. Viljestyrken ser ud til at være væk, allerede inden den er blevet testet. Skoleleder Nielsen er ikke bare antiisraelsk, han har tydeligvis også en rygrad som en kogt spaghetti. Når islamisk machokultur mødes med dansk rundkredspædagogik og "lad-os-tale-om-det-disciplin", så er det ikke sød musik, der opstår. Olav Rabølle Nielsen - og det værste er jo, at han ikke står ene - er sikkert en rar, rar mand, der ikke kunne finde på at gøre en kat fortræd eller slå et barn over fingrene. Han tilhører den antiautoritære generation, som på deres egen bløde måde har indtaget alle bastioner i vores faderløse samfund.



De har lært, at disciplin, autoritet og orden hører hjemme i Hitler-tyskland og vil hellere gå blinde gennem tilværelsen end revidere denne børnelærdom. Og så ender den rare mand som ren kyniker, der giver råd efter rocker-logikken: Hvis de stærke truer med tæsk, tager vi ikke de stærke i skole. Det ville jo være autoritært.



Nej, vi beder i stedet ofrene om at fortrække. Bare et voksent råd. Vi vil jo ikke have konflikter, kan I nok forstå.



Rabølle Nielsen har indigneret forsvaret sig med, at det hele er en storm i et glas vand, for situationen er hypotetisk. ”Problemet”, jødiske børn på Humlehaveskolen, findes slet ikke.



Nej, det gør den ikke og kommer nok heller aldrig til det. Var jeg en jødisk mor, ville jeg aldrig turde sende mine børn i en ghettoskole ledet af en vatnisse som Rabølle Nielsen. Og det er ham og hans holdning, ikke evt. jødiske børn på Humlehaveskolen, der er problemet. Vores bløde punkt: Den antiautoritære reformpædagogik og den frygtsomme holdningsløshed, der er fulgt med den, som gør skoleverdenen ude af stand til at håndhæve lov og orden og som giver frit spillerum for machokulturen. Resultatet bliver jødefri skoler. Hvem sagde judenfrei?



Én ting ved vi med sikkerhed: I de næste årtier vil antallet af ”tosprogede” børn stige, og de chikanerier, som jødiske børn lige nu kun risikerer på ghettoskoler, vil i en helt anden grad end i dag gøre sig gældende over det meste af landet.



Vil vi undgå jødefri folkeskoler - og skam få os, hvis vi ikke vil det - bliver vi nødt til at tage et definitivt opgør med den antiautoritære reformpædagogik, der fører til Rabølle Nielsens bløde kynisme.



Hvor reformpædagogikken i et monokulturelt samfund medførte problemer, vil den i et multikulturelt samfund føre til katastrofer.



Katastrofer, der kan undgås, hvis vi vil.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen