Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Iran spiller for højt spil

I forbindelse med, at terrorgruppen Den Islamiske Stat i Irak og Levanten, Isil, har fået vind i sejlene, er det gået mere ubemærket hen, at Qassem Suleimani – leder af Den Iranske Revolutionsgardes al-Quds-styrke – har dummet sig gevaldigt. Ved at spænde buen for højt i Irak og Syrien og afføde en voldsom modreaktion står Iran nu over for risikabel ustabilitet ved sine grænser mange år frem i tiden.

De fleste kommentarer til situationen i Irak har været rettet mod USA’s fejl og den eventuelle risiko for amerikanske interesser. Men måske USA for en stund kunne glemme sit snæversyn og se på, hvad nylige begivenheder betyder for Iran, der har en 1.450 kilometer lang grænse til Irak.

»Suleimanis foranstaltning af brutale militærkampagner i både Syrien og Irak banede vej for, at den sunniarabiske reaktion udviklede sig til ekstremisme,« forklarer Irak-kenderen Derek Harvey fra University of South Florida og opregner nogle af Suleimanis fejltagelser, bl.a. at »han forsømte muligheden for at fare med lempe og samtidig beskytte iranske interesser, og at hans flirt med ekstremisme i Syrien resulterede i, at truslen voksede i Syrien og bredte sig til Irak«.

Suleimanis problemer har betydning, fordi han er blevet noget af en kultfigur blandt dem, der følger den paramilitære Quds-styrke. Suleimani virkede overlegen. Sådan er det ikke længere.

Set fra et iransk perspektiv lå der et katastrofalt aspekt i, at Isil udråbte et kalifat i det nordvestlige Irak og tilgrænsende områder i Syrien. Iran forsøger nu at mobilisere sine irakiske allierede for at forhindre de plyndrende sunnimuslimske oprørere i at erobre lufthavnen i Bagdad. Iranerne er tyet til shiitiske militser, der er trænet og ledet af Suleimanis tilhængere. Men denne afhængighed af sekteriske militser forværrer kun voldspotentialet; ja det er måske i virkeligheden den polariserende reaktion, som Isil håbede på at udløse.

Et andet aspekt ved den katastrofe, der er under udvikling for Suleimani, er, at Isils fremgang har fremskyndet kurdisk uafhængighed. Da irakiske militærstyrker havde lidt nederlag i Mosul og Tikrit, trængte kurderne hurtigt vestpå for at erobre det omstridte område Kirkuk og dettes oliefelter. Kurderlederen Massoud Barzani har opfordret til en folkeafstemning om kurdisk selvbestemmelse, og Israels premierminister har allerede erklæret at ville støtte et uafhængigt Kurdistan. En kurdisk stat kunne vække nationalistiske følelser blandt iranske kurdere, der udgør mindst 10 pct. af den iranske befolkning, og føre til ustabilitet i Iran.

Desværre for Suleimani består hans største chance for at bevare Kurdistan som en del af Irak i, at han mindsker sine shiitiske allieredes indflydelse i en kommende irakisk forbundsstat. Og den bedste måde at undertrykke Isil på – bortset fra et potentielt altødelæggende angreb fra iranskstøttede styrkers side – er at styrke sunnimuslimske klanmedlemmer og deres støtter i Saudi-Arabien. Situationen ser håbløs ud for Suleimani.

Quds-styrkens chef har foretrukket et »let fingeraftryk« i Irak og Syrien ved at agere gennem stedfortrædere som Libanons Hizbollah og de irakiske shiamilitser, hævder Farzan Sabet på bloggen ”War on the Rocks”. Dette lette aftryk er dog ikke tilstrækkeligt nu, da iranske allierede har mere end nok at se til på to fronter. »Oprettelsen af en fjendtligt indstillet sunniarabisk stat ved Irans grænser giver måske landets fjender i regionen det perfekte redskab til at destabilisere Irans i forvejen skrøbelige vestgrænse,« skriver Farzan Sabet.

Suleimanis håb om, at Iran kan undgå at blive betragtet som et shiitisk, persisk land i en overvejende sunniarabisk verden, er ligeledes forduftet. Suleimani forsøgte at bibringe et sekulært indtryk ved at alliere sig med kristne i Libanon, alawitter i Syrien og sunnier i de palæstinensiske områder. »Det, de har gjort i Syrien og Irak, har udstillet Iran som et sekterisk land,« hævder Karim Sadjadpour fra tænketanken Carnegie Endowment for International Peace.

»Suleimani er en afspejling af en iransk politisk kultur, der tror, at kompromis signalerer svaghed, og som har det med at prioritere taktik frem for strategi,« siger Karim Sadjadpour. Det er denne stejle kultur, der er stødt på Isils skær.

Problemerne indtræffer på et tidspunkt, da forhandlinger om Irans atomprogram er ved at nå en afgørende slutfase i Wien. Iran har dårligere kort på hånden, end landet kunne have håbet på for ganske få måneder siden.

(c) The Washington Post

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.