Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Diktatur og øget radikalisering i Centralasien

Kirgisistan og Usbekistan blev i foråret og sommeren pludselig kendt som leverandører af IS-terrorister.

Charlotte Flindt Pedersen er direktør i Det Udenrigspolitiske Selskab.

I september besøgte Det Udenrigspolitiske Selskab på en studietur de to af landene – Kirgisistan og Usbekistan. Disse to lande blev i foråret og sommeren 2017 pludselig kendt som leverandører af IS-terrorister ved terrorhandlinger i henholdsvis St. Petersborg og Stockholm. Et tegn på at islamistiske miljøer i Centralasien udklækker tilhængere af IS og al-Qaeda.

I Usbekistan har den nu afdøde præsident Karimov styret landet med hård hånd siden sovjettiden. Han satte sin egen datter i stuearrest i 2013, formentlig fordi hun som popstjerne og kendt tv-figur var ved at køre sig i stilling som hans efterfølger. Hun er ikke blevet set siden, ikke engang til sin fars begravelse, hvilket har skabt tvivl om, hvorvidt hun overhovedet er i live.

Det er klart i Vestens interesse at støtte den lille demokratiske ø i Centralasien ved at støtte Kirgisistans økonomiske udvikling og modvirke radikalisering.

I 2005 dræbte Karimovs soldater mere end 700 demonstranter i byen Andidjan. Karimov påstod, at de dræbte var islamiske terrorister.

Historisk er Usbekistan oprindelsesland for kendte religiøse lærde. De fleste af Sovjetunionens imamer blev udlært i legendariske Bukhara. I dag er kun en statslig styret islam tilladt her. Radikale usbekiske grupperinger findes primært uden for Usbekistan. Men folk er stadig religiøse under overfladen og via online medier undersøger de, hvordan man efterlever Koranens forskrifter korrekt og er derved modtagelige for IS-propaganda.

I 2016 døde Islam Karimov, og premierministeren Shavkat Mirziyoyev blev ved et proforma valg valgt som ny præsident. En kort tid var der håb om demokratiske forandringer, men i sidste måned påbegyndtes igen arrestationer og natlige kidnapninger af journalister og menneskerettighedsfolk.

Også i Tadsjikistan har man valgt den autoritære samfundsmodel – med samme præsident siden Sovjetunionens afslutning. I Tadsjikistan er medlemmer af det eneste officielle islamiske parti nu i fængsel eller i landflygtighed, og selv forsvarsadvokaten for de fængslede medlemmer af Tadsjikistans islamiske parti er fornylig blevet idømt 30 års fængsel.

Kirgisistan er det eneste demokrati i Centralasien. Den 15. oktober var der præsidentvalg. Der var 13 opstillede kandidater, og det var ikke på forhånd givet, hvem der ville vinde valget, hvilket i sig selv er bemærkelsesværdigt. Der er en fri presse, en stærk debatkultur, et hav af civilsamfundsorganisationer og religionsfrihed. Men der er også en synlig islamisering af samfundet især blandt ungdommen.

Flere piger går med muslimsk hovedbeklædning. Siden 1991 er antallet af moskeer steget fra 47 til 2000, og de fine moskeer står i skærende kontrast til de faldefærdige boliger og hullede veje. Der bliver faktisk opført flere moskeer end skoler på årsbasis med penge fra Saudi-Arabien.

Piger bliver tilbudt at komme på kursus i islam, lokkes med gaver og forlader kurset med tørklæde og et liv uden for arbejdsmarkedet. Religionen har en dragende effekt efter 70 år med ateisme kombineret med en lav tiltro til fremtiden og politikerne, som især har rod i ublu korruption blandt politikerne.

Der er heller ingen nævneværdig udsigt til en bedre økonomisk fremtid, da landet er fattigt på naturressourcer modsat nabolandene. Kirgisistans fattigdom står i skarp kontrast til Usbekistans moderne lyntog og kulisseagtige nyanlagte veje, nyopførte bygninger og overrestaurerede nationale klenodier.

Spørgsmålet er, hvor længe Kirgisistan står distancen og fastholder demokratiet. Der er langt til menneskerettighedsdomstole og Vestens bevågenhed. Man oplever, at stabilitet og sikkerhed vægtes over menneskerettigheder og demokrati, hvilket blev understreget da FN’s generalsekretær i sommeren 2017 besøgte de centralasiatiske stater uden at mødes særskilt med menneskerettighedsorganisationer.

Det er klart i Vestens interesse at støtte den lille demokratiske ø i Centralasien ved at støtte Kirgisistans økonomiske udvikling og modvirke radikalisering. Og det er i øvrigt en interesse, som deles af Kina og Rusland.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen