*

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

International debat

Det gælder også kampen om hjerte og hjerne i verdens krigszoner

Væbnede grupper leverer også helt basale serviceydelser til lokalbefolkningen, og det giver støtte.

Illustration: Rasmus Sand Høyer

Befolkningen i konfliktområder kan ende med at støtte selv brutale væbnede grupper, hvis grupperne kontrollerer basale ydelser som uddannelse, sundhedsvæsen og infrastruktur. Denne afhængighed tager Vesten ikke altid højde for, når vi griber ind i væbnede konflikter.

De færreste mennesker forbinder krig, bomber og soldater med dagligdagens bekymringer om skolegang, sundhed og affaldshåndtering. Men i mange af verdens konfliktzoner hænger disse ting uløseligt sammen: Her er det væbnede grupper, der leverer de helt basale serviceydelser.

Ansar al-Sharia, den største jihadistiske gruppe, der kom frem i Libyen efter afsættelsen af Muammar Gaddafi i 2011, er et perfekt eksempel på, hvordan en væbnet gruppe engagerer sig i serviceydelser. Ansar al-Sharia blev dannet som en fraktion af militante unge mænd, men gruppens stærke fokus på serviceydelser var med til at sikre den en bredere støtte i befolkningen.

På et tidspunkt styrede Ansar al-Sharia et omfattende netværk af services – lige fra antinarkotikakampagner og sundhedstjenester for kvinder til fødevareuddeling til de fattigste. Gruppen arrangerede også affaldsindsamling, rengøring af skoler, reparationer af broer samt sociale boligprojekter.

Ansar al-Sharia har med andre ord påtaget sig flere identiteter – både som service-, sikkerheds- og religiøs udbyder og så som en væbnet gruppe, der er klassificeret som en forbudt terrororganisation.

I nutidens krige og konflikter spiller de såkaldt ikke-statslige væbnede grupper (på engelsk Armed Non-State Actors, der forkortes Ansa) en central rolle. En entydig definition af Ansa er svær at give, da grupperne er opbygget vidt forskelligt.

Overordnet kan de defineres som grupper eller organisationer, der er villige og i stand til at bruge vold til at forfølge deres mål, og som ikke er integreret i formelle statslige institutioner som regulære hære, politimyndigheder eller specialstyrker. Grupper som Ansar al-Sharia (Libyen), Karen National Liberation Army (Myanmar), tidligere Farc (Colombia), og Islamisk Stat (Irak og Syrien) leverer alle forskellige former for serviceydelser i de områder, de kontrollerer.

Når det internationale samfund engagerer sig i nuværende eller tidligere krigszoner, er det vigtigt at forstå, at mange mennesker her er mere afhængige af serviceydelser leveret af væbnede grupper end af de officielle myndigheder.

Hvorfor vælger væbnede grupper så at yde eller kontrollere serviceydelser? Fordi det er en måde, hvorpå de kan omdanne ”voldens magt” og opnå fordele i form af social kontrol, økonomiske gevinster og vigtigst af alt civil accept og samarbejde. Man kan sige, at Ansa har en tendens til at gentage de faser og tilgange, der førte til dannelsen af den moderne stat.

Grundlæggende kan Ansas involvering i serviceydelser inddeles i fire former. 1: Ansa tillader statsinstitutioner at fortsætte med at fungere. 2: Ansa overtager alle tidligere statslige opgaver. 3: Ansa tillader, at humanitære organisationer frit kan fungere. 4: en kombination af de tre nævnte scenarier.

På trods af Ansas rolle i krigszoner findes der kun få studier, der har målt effekten i befolkningerne.

Udviklingen i lande som Somalia og Yemen peger dog på, at det kan lykkes selv forbudte og brutale terrororganisationer at opbygge en vis accept og tolerance blandt civile gennem et stærkt fokus på serviceydelser, som kan øge modstandskraften i de konfliktramte samfund.

Internationale aktører og donorer anser dog overvejende de væbnede gruppers sociale engagement som noget, der øger staters skrøbelighed, fordi mangfoldigheden af serviceudbydere ikke har rod i en officiel stat.

USA og dets allierede, herunder Danmark, bør i kampen mod Islamisk Stat og andre væbnede grupper forholde sig til gruppernes vigtige rolle og legitimitet i verdens krigszoner. I Vesten sætter vi vores lid til, at bekæmpelse af militante jihadistiske krigere vil skabe sikkerhed.

Men den største udfordring på længere sigt er ikke jihadisterne, som er parate til og endda ivrige efter at dø for deres sag – det er de væbnede gruppers bemærkelsesværdige evne til at vinde ”hearts and minds”, dvs. til at vinde befolkningens støtte.

Der er skræmmende eksempler på, at ekstremismen kan blomstre i områder, hvor væbnede grupper etablerer et ydelsesbaseret forhold til lokalbefolkningen, selv om borgerne ikke nødvendigvis deler gruppernes verdenssyn, men ikke desto mindre drager fordel af og tolererer deres tilstedeværelse. I sidste ende kan civile i konfliktzoner ende med at støtte de væbnede grupper, hvis de oplever, at grupperne hjælper lokalsamfundet.

En militær nedkæmpelse af eksempelvis Islamisk Stat vil med al sandsynlighed ikke være nok til at vinde civilbefolkningens tillid og skabe stabilitet. Den langsigtede løsning er at gøre sig klart, at disse grupper er meget mere end ”væbnede”, og at det kræver en dybere forståelse af gruppernes strategi for at vinde befolkningens støtte.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Jairo Munive er seniorforsker ved Diis og forsker i skrøbelige stater og væbnede grupper.

Diis holder to offentlige seminarer om ikke-statslige væbnede grupper den 4. og 5. oktober. Begge seminarer bliver live-streamet på diis.dk.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Nyhedsbreve
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Finder to ansatte i politiet selv på at tage Tibet-flag fra demonstranter?

Rune Lund
Det virker urealistisk, at ansatte længere nede i rækkerne hos politiet på egen hånd skulle have taget en beslutning om at påtage sig et stort handelsmæssigt og udenrigspolitisk ansvar.

Blog: Den nye elite vil trylle Norge om til United States of Norway

Mikael Jalving
Her kommer historien om arbejderpartistaten, der afskaffede Norge for at blive en flerkulturel indvandrerstat efter amerikansk forbillede.
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her