Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Jødehadet kommer i bestandigt nye forklædninger

Venstreintellektuelle forsøger dagligt at få den jødiske stat gjort til noget suspekt, ja, ligefrem racistisk.

Artiklens øverste billede

»Jeg har ikke noget imod jøder – slet ikke. Men jeg er modstander af zionismen og af den israelske regering.« En af politikere på venstrefløjen og blandt muslimer ofte repeteret sætning.

Og det synes jo sådan set i orden at sige sådan – og helt i tråd med europæisk fordomsfri tænkning: »Vi har ikke noget imod jøder – ja, måske lige undtaget Netanyahu – og måske lige undtaget Barak eller Peres eller Rabin eller Golda Meïr (...) Men ellers – nej, så har vi ikke noget imod jøder.«

Men modstanden mod jøder har igennem historien haft mange forskellige forklædninger: Det er ikke jøder som sådan, man har noget imod.

Kun lige dem, der korsfæstede Kristus og spiser små, kristne drenge ved påsketid. Kun dem, der puger penge eller tager ågerrenter. Kun dem, der tager alle de fedeste job. Kun dem, der styrer finansverdenen. Kun dem, der stod bag Den Russiske Revolution. Kun dem, der konspirerer om at tage verdensherredømmet.

Men ellers? Nej, så er vi ikke modstandere af jøder – slet, slet ikke.

Ja, og så er der jo lige Netanyahu. Han er den nye årsag, imod hvilken modstanden rettes. Som den tidligere rettedes mod David Ben-Gurion, Golda Meïr, Menachem Begin, Ariel Sharon og såmænd også mod Yitzhak Rabin, lige indtil sidstnævnte var ”så elskværdig” at lade sig myrde og følgelig – ligeledes i tråd med den historiske tradition – blev udnævnt til en god og fredselskende jøde.

Jo, i dag vil man til sin død erklære, at man ikke har det mindste imod jøder; det er bare zionismen – den jødiske stat, man ikke kan lide.

Og med denne retorik melder man sig ind i klubben, der tæller Hizbollah, Hamas, PLO og 22 arabiske lande.

Det lader sig forklare, at Israel er en torn i øjet på jødehadere verden over, for Israel blev jo netop oprettet som »den jødiske stat«, forstået helt bogstaveligt på den måde, at her skulle enhver af jødisk slægt eller af jødisk tro kunne bo uden at skulle være en undskyldning for sig selv.

Her skulle det jødiske folk genfinde sin plads mellem verdens folkeslag – i en stat mellem verdens stater.

Naturligvis er en sådan konstruktion en torn i øjet på mange. Således også nogle i selve Israel. Nemlig venstreintellektuelle, som i kraft af deres retoriske og kunstneriske evner ofte sætter dagsordenen, idet de dagligt forsøger at få den jødiske stat gjort til noget suspekt, ja, ligefrem racistisk.

Så jødehaderne rundt om har altså stærke forbundsfæller – en lang proces, der har bragt en stor del også af den danske intellektuelle elite fra koncepterne.

Men det er en proces, der i sin substans begynder og ender med jødehadet. Og for jødehadere er Israel i dag såvel tornen i øjet som alibiet. Og det vil Israel være lige til den dag, da Israel ikke længere eksisterer.

Bemærk dog at en eliminering af staten Israel ikke vil standse jødehadet. Så finder man bare på noget andet. Og dette bringer mig til spørgsmålet om Israels eksistensberettigelse. Da jeg var gymnasieelev, gik nogle af os rundt med sådan nogle blå-hvide badges, hvorpå der stod ”For Israel’s right to exist”.

Egentlig en underlig foreteelse – som om vi eksempelvis nogensinde, uanset hvor lidt vi bryder os om andre veletablerede lande, ville sætte spørgsmålstegn ved landets ret til eksistens.

Men selv her knapt 70 år efter statens oprettelse og som fuldgyldigt medlem af FN lige så længe, som er anerkendt af mere end 200 lande og med diplomatisk og handelsmæssig forbindelse til lige så mange lande, mødes Israel stadig med kravet om at legitimere sin egen eksistens.

Og hele tiden stilles spørgsmålet om ret og uret i Mellemøsten.

Men hvem har eksempelvis ”retten” til Slesvig? Eller til Kosovo? Eller til Catalonien? Eller til Korsika? Og hvor er i øvrigt den højere retfærdighed i, at de i hundredtusindvis af tyskere, som blev jaget ud af Tjekkoslovakiet og Polen efter krigen, måtte se ejendomme og land overtaget af andre – i øvrigt på samme tid som Israel vandt sin selvstændighed?

Kunne det mon tænkes, at årsagen er, at der gælder særlige omstændigheder for en jødisk stat?

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.