USA og Vesten handler dobbeltmoralsk i forholdet til Saudi-Arabien

Begrundelsen var hensynet til menneskerettigheder. Det skal medgives, at Cuba ikke er en foregangsnation, hvad angår demokrati og menneskerettigheder, men Obamas åbning havde faktisk tændt et håb hos de mange cubanere, som ønsker at forandre Castro-brødrenes diktatoriske regime, som af nogle påstås at være ”socialistisk”.

Det bliver imidlertid rendyrket dobbeltmoral, når Trump samtidig på sin første større udlandsrejse som præsident skamroste Saudi-Arabien som én af USA’s tætteste allierede. Saudi-Arabien! Et land, hvor kvinder er forment enhver rettighed – selv bil må de ikke køre. Hvor menneskerettighedsaktivister tortureres – som det er tilfældet med bloggeren Raif Badawi, som for fem år siden blev idømt 10 års fængsel og 1.000 stokkeslag – hvoraf de 50 er eksekveret. Hvor homoseksuelle får hugget hovedet af. Hvor en indspist kongefamilie kan skalte og valte med befolkningen, som den vil. Hvor landet støtter terrorgrupper og er storeksportør af islamistisk ekstremisme.

Men Trump nøjedes ikke med at storrose det saudiske regime. Han er som bekendt forretningsmand og fik så også landet en våbenhandel på i omegnen af 110 mia. dollars. Det er våben, saudierne kan bruge til at intensivere de notoriske krigsforbrydelser, landet har praktiseret i krigen i Yemen. Det er våben, der kan bruges til at destabilisere regionen, som vi ser det i øjeblikket i konflikten med Qatar. Det er våben, der kan bruges til at bekæmpe enhver ansats til intern opposition. Og ikke mindst er det våben, som kan anvendes imod Iran.

Trumps stolthed over den gigantiske våbenhandel viser imidlertid, hvad forholdet til Saudi-Arabien reelt handler om: penge – og olie. Saudi-Arabien har verdens største oliereserver og er en afgørende spiller omkring olieforsyningerne og oliepriserne. Så længe Vestens økonomier stadig er afhængige af olie, er det sin sag at gøre sig uvenner med Saudi-Arabien. Når dertil kommer, at landet med sine enorme olieindtægter er en storimportør af stort set alle andre varer – og ikke mindst våben – vil mange mene, at det er ren win-win.

Altså bortset fra de oppositionsfolk, der tortureres i fængslerne, de kvinder, som er forment deres rettigheder, de muslimer, der mener, at saudiernes fundamentalistiske wahabisme er en pervers fortolkning af islam.

Trumps højlydte opbakning til Saudi-Arabien har imidlertid også haft som konsekvens, at landet har fået større selvtillid i kampen imod Iran. Det er så i første omgang gået ud over Qatar, som forsøger en mere uafhængig rolle i forhold til Saudi-Arabien, bl.a. i synet på Iran – men som saudierne nu forsøger at banke på plads gennem en økonomisk blokade. Konflikten med Iran er kun på overfladen en religiøs kamp mellem sunni- og shiamuslimer – under overfladen er der tale om en benhård kamp mellem regionens to største muslimske lande om magt og indflydelse i regionen.

Heller ikke Iran er nogen engel, hvad angår demokrati og menneskerettigheder – og landet sponsorerer også som Saudi-Arabien terrorvirksomhed i andre lande. Men det er svært at se den dybere mening i, at Saudi-Arabien fremstilles som et dydsmønster, vi skal være tætte allierede med, og Iran som et ondskabsfuldt regime, vi på enhver måde skal modarbejde. Også fordi der er bevægelse i det iranske samfund efter valget af Rouhani som præsident. En bevægelse, som har tæt forbindelse med den atomaftale, som Obama satte stor prestige i at få gennemført – og som Trump formentlig vil lukke igen. Det er i alt fald, hvad han tidligere har sagt, og efter besøget i Saudi-Arabien er lysten næppe blevet mindre.

Sker det, kan det få helt uoverskuelige konsekvenser for stabiliteten i Mellemøsten. Medmindre EU træder i karakter – aftalen med Iran er én af EU’s få udenrigspolitiske succeser, og EU har i givet fald en stor interesse i, at aftalen ikke falder på gulvet.

Det er dobbeltmoralsk, når lande som Cuba og Iran sættes i skammekrogen, mens Saudi-Arabien fremhæves på podiet. Nu skal det her ikke bare være Trump-bashing. For det er en dobbeltmoral, der præger hele Vestens politik. Som det kommer til udtryk, når den danske kongefamilie aflægger den saudiske officielle besøg, eller når vi giver en dansk virksomhed tilladelse til at sælge overvågningsudstyr til saudierne.