*

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

International debat

Har vi en leder af den frie verden?

USA’s præsident, Donald Trump, er den første amerikanske præsident siden 1930’erne, som ikke mener, at internationalt lederskab er i USA’s interesse. Derfor lever vi nu i en G-nul-verden uden konsekvent lederskab.

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, og den tyske kansler, Angela Merkel, virker ikke helt enige om, hvad der er den bedste kurs for EU, men hvis ikke Europas ledere formår at imødekomme befolkningens krav om forandringer, vil de populistiske styrker, der i de senere år har forandret europæisk politik, vokse. Foto: Domenico Stinelli/AP

Præsident Donald Trumps beslutning om at trække USA ud af Paris-aftalen sendte et klart signal om, at vi lever i en G-nul-verden uden konsekvent lederskab. Er der overhovedet en leder af den frie verden i dag?

Ikke Donald Trump, og det gør ham til den første amerikanske præsident siden 1930’erne, som ikke mener, at internationalt lederskab er i USA’s interesse. For Donald Trump er alting en transaktion. I stedet for at se verden som et samfund, der kan være både samarbejdsvilligt og det modsatte, ser han den som en arena, hvor stærke ledere kæmper om dominans. Denne opfattelse appellerer til både Donald Trump og til hans loyale støtter.

Som det er nu, ser det ud, som om den nye G-nul-verdensorden er kommet for at blive.

Er Europa så den nye leder af den frie verden? Den transatlantiske alliance er gradvist blevet udhulet igennem de senere år, og med valget af Donald Trump søger erfarne ledere som Angela Merkel i Tyskland og nye ledere som Emmanuel Macron i Frankrig efter nye strategier. Amerikanerne er skeptiske over for Nato, briterne er på vej ud af EU, og EU-kritiske partier vinder fortsat indpas – også selv om de ikke endnu har vundet et valg.

Merkel og Macron virker ikke umiddelbart enige om, hvad der er den bedste kurs for EU fremadrettet, men hvis ikke Europas ledere formår at imødekomme befolkningens krav om forandringer, vil de populistiske styrker, der i de senere år har forandret europæisk politik, fortsat vokse.

Der sker også forandringer i Mellemøsten. Donald Trump har muligvis et bedre forhold til Ruslands Vladimir Putin, Tyrkiets Recep Erdogan og Israels Benjamin Netanyahu end forgængeren Barack Obama. Men det har ikke givet anledning til en ny orden i Mellemøsten, hvor der stadig er mange uroligheder. På Syriens slagmarker har USA, Rusland, Iran, Tyrkiet, Saudi-Arabien og Israel vidt forskellige interesser – men ingen af dem er stærke nok til at sætte deres vilje igennem.

Islamisk Stat vil miste de få områder, den stadig kontrollerer, men terrororganisationen vil fortsætte med at bruge medieværktøjer til at inspirere følgere, efterabere og følelsesmæssigt forstyrrede personer. I en G-nul-verden er det største problem med terrorbekæmpelse, at man ikke anerkender behovet for, at verdens efterretningstjenester deler viden med hinanden. I stedet er det gensidig mistro, som råder i cyberspace. Denne problemstilling er måske det mest tydelige eksempel på G-nul.

Hvilket land skal fremadrettet være fanebærer for den frie handel? USA, der længe havde rollen, har valgt at trække sig ud af the Trans-Pacific Partnership eller TPP-aftalen. Der var ellers tale om en historisk aftale, der skulle sikre samhandel mellem økonomier på begge sider af Stillehavet.

Men til trods for, at Japans premierminister Shinzo Abe gjorde en ihærdig indsats, tyder alt på, at USA holder sig ude af aftalen, så længe Donald Trump er præsident. Men det handler ikke kun om Trump. Både Hillary Clinton og Bernie Sanders (begge demokrater) var modstandere af aftalen – om end førstnævnte var det modvilligt, mens sidstnævnte var det indædt.

Donald Trump har også understreget, at han har tænkt sig at genforhandle den nordamerikanske frihandelsaftale (NAFTA) med Canada og Mexico. Og megaaftalen med Europa i form af det transatlantiske handels- og investeringspartnerskab har mødt stor modstand i flere lande og er p.t. begravet. Der er stadig reelle og ambitiøse handelsaftaler på tegnebrættet, herunder Canadas nye aftale med EU. Men den hører til undtagelserne.

Betyder det, at Kina er den nye leder af verdenshandelen? Ikke helt. Præsident Xi Jinping skabte overskrifter tidligere i år på Verdens Økonomiske Forum i Davos med et glødende forsvar af verdenshandelen.

»At forfølge protektionisme,« advarede han »svarer til, at man lukker sig inde i et mørkt værelse. Man kan holde vinden og regnen ude, men man holder også lyset og luften ude.«

Kina stod ganske vist i spidsen for RCEP-aftalen, som bestod af de 10 ASEAN-lande plus Australien, Kina, Indien, Japan, Sydkorea og New Zealand, men aftalen omfatter mindre reel markedsintegration end den ambitiøse TPP-aftale. F.eks. står der stort set intet om investeringer, immaterialret og konkurrencepolitikker.

Så er der Kinas One Belt One Road-projekt. Der er tale om en meget ambitiøs plan, som går ud på at kanalisere omfattende investeringer til Syd- og Centralasien for at skabe nye handelsforbindelser mellem Asien og Europa. Hvis projektet gennemføres med omtanke, kan det resultere i en historisk, økonomisk indsprøjtning til Kina og EU og flere lande mellem dem.

Desværre er der ingen garanti for, at pengene bliver investeret med et økonomisk, og ikke et politisk, formål. Korruption og inkompetence kan bremse fremskridtene, lægge en dæmper på ambitionerne og øge risikoen for politiske konflikter. Samtidig er Kina heller ikke klar til at udvise troværdigt lederskab i forhold til sikkerhedsrelaterede spørgsmål. USA’s og Kinas manglende evne til at samarbejde om problemerne med Nordkorea viser desuden, at konflikter potentielt kan trumfe handel – selv i Østasien.

Kort sagt vokser antallet af globale brændpunkter og “problemer uden grænser”, og der er ingen troværdige, kooperative planer om at håndtere eller løse de problemer, der skabte dem. Som det er nu, ser det ud, som om den nye G-nul-verdensorden er kommet for at blive.

Ian Bremmer, direktør for konsulentvirksomheden Eurasia Group

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
USA
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Nyhedsbreve
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Sherin Khankan: Islamist eller fuldstændig utilregnelig

Jaleh Tavakoli
Det at danskere vender sig imod Naser Khader, siger noget om det selvhad som de vestlige samfund lider under. Det at man betragter Sherin Khankan som reform-imam, siger noget om de lave forventningers racisme overfor muslimer.

Blog: Er ansvar for menneskeliv og velfærd ikke mere værd?

Signe Munk
62 procent af danskerne, mener at sygeplejersker fortjener mere i løn. Men Sophie Løhde er uenig, kan jeg fornemme.
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her