Set fra USA: En højt begavet taktiker svigtede
Historien om Michael Flynns fald fra stillingen som national sikkerhedsrådgiver er prekær.
Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.
Kringlede veje førte generalløjtnant Michael Flynn til hans skæbnesvangre telefonsamtale i slutningen af december med den russiske ambassadør Sergej Kislyak og fiaskoen i en hidtil fornem militærkarriere.
Kolleger fra forsvaret og efterretningsvæsenet, der har arbejdet sammen med Flynn, beskriver ham som en højt begavet taktiker, hvis arbejde i den hemmelighedsfulde koordinationsenhed Joint Special Operations Command (JSOC) for ca. 10 år siden ikke forberedte ham på mere omfattende udfordringer som leder af forsvarets efterretningstjeneste (DIA), hvorfra han blev fjernet i 2014, og stillingen som national sikkerhedsrådgiver, som han trak sig fra i mandags den 13. februar.
En bitter Flynn fortsatte med at plædere for tættere samarbejde med Rusland – og begyndte skarpt at fordømme Obama-regeringen.
»I JSOC’s verden tror man, at man er et overmenneske,« siger en af Flynns tidligere foresatte i det amerikanske forsvarsministerium og tilføjer, at efter skuffelsen i DIA »higede Flynn efter anerkendelse fra alle, der ville vise ham en sådan anerkendelse«. Russerne viste opmærksomhed, og han gjorde gengæld.
En firestjernet general, der havde et tæt samarbejde med Flynn, mener, at naive militærfolk kan lære noget af det, der er sket.
Flynn slog sit navn fast, i og med at han forfinede den taktik, som JSOC anvendte over for alQaeda i Irak. De efterretninger, som blev indhentet ved den ene aktion, blev lynhurtigt gennemgået, og oplysningerne fra mobiltelefoner og bærbare computere dannede udgangspunkt for den næste aktion.
Folk tæt på JSOC’s superhemmelige operationer følte, at »vi erobrer verden«, mindes en kollega. Flynn fortsatte med at udmærke sig som efterretningschef i Centcom, der koordinerer militære operationer i Mellemøsten, Østafrika og Centralasien, dernæst i Forsvarsministeriets stab, der assisterer forsvarschefen, og endelig i Afghanistan.
Hans udnævnelse til chef for DIA i 2012 var kulminationen på en fascinerende opstigning mod toppen.
Så vendte bøtten, og negative episoder begyndte at indtræffe. Nogle havde med Rusland at gøre, og Flynns kurs begyndte at tage retning mod katastrofen forleden.
DIA – en uorganiseret tjeneste, som tæller 20.000 mand, hovedsagelig civile – havde ry for at klare sig dårligere end forventet i efterretningsvæsenet.
Flynn forsøgte at få styr på alt fra begyndelsen. Han havde en ambitiøs, men urealistisk plan om at reorganisere tjenesten til operationscentre. Hans foresatte sagde nej, men Flynn gik alligevel videre med sine planer. Nogle af medarbejderne beklagede sig over højrøstede skænderier, dårlig ledelse og en demoraliseret tjeneste.
Flynn blev efterhånden varm på at forbedre forholdet til Rusland, som han betragtede som en naturlig samarbejdspartner i terrorbekæmpelse. Han var på besøg hos den russiske militære efterretningstjeneste, GRU, i 2013 og gjorde sig ved sin hjemkomst til fortaler for øget samarbejde om at overvåge Syriens kemiske våben.
Selv efter at Rusland havde invaderet Krim i 2014, foreslog Flynn, at efterretningscheferne fra de forskellige russiske fælleskommandoer blev inviteret til drøftelser i USA. Hans foresatte afviste forslaget, som de betragtede som yderst malplaceret.
Da Flynn var blevet sat fra posten i DIA i 2014, hævdede han, at afskedigelsen afspejlede uenighed om strategien for Mellemøsten, men ifølge daværende kolleger havde det ganske enkelt at gøre med ledelsessvigt – en god medarbejder i det forkerte job.
En bitter Flynn fortsatte med at plædere for tættere samarbejde med Rusland – og begyndte skarpt at fordømme Obama-regeringen. Han sagde til tv-stationen Al Jazeera i august 2015, at Islamisk Stats fremgang havde at gøre med en »bevidst beslutning« fra regeringens side.
Han sagde til det tyske nyhedsmagasin Der Spiegel i december 2015, at amerikanske militæroperationer i Irak og Libyen havde været en »fejltagelse« og en »strategisk fiasko«.
Dette blev vigtige emner for Donald Trump, hvis valgkampsapparat Flynn begyndte at være rådgiver for uformelt i slutningen af 2015.
I december 2015 gjorde Flynn noget, som har forfulgt ham lige siden. Han holdt en tale i Moskva i forbindelse med 10-års jubilæet for den russiske tv-station Russia Today (RT), der sender globalt og af det amerikanske efterretningsvæsen beskrives som »Ruslands førende internationale propagandaorgan«.
Talen fik han et honorar for. RT-intervieweren forsøgte at få ham til at sige noget positivt om amerikansk-russisk samarbejde, og Flynn gav efter.
»Hold op med at optræde som nogle små bøller på en legeplads. Vi har at gøre med et nært forhold, uanset om vi bryder os om det eller ej, og dette forhold er meget, meget skrøbeligt nu,« sagde Flynn i Moskva.
Under et separat interview med RT i Moskva gjorde han gældende, at Rusland og USA skulle samarbejde noget mere i kampen mod islamisk terror.
I forbindelse med besøget sad Flynn ved siden af præsident Vladimir Putin under en gallamiddag.
Det venskabelige forhold fortsatte. I 2016, da russerne – som det amerikanske efterretningsvæsen betegnede det – iværksatte en hemmelig aktion mod præsidentvalget i USA, var Flynn i kontakt med Kislyak ved flere lejligheder.
Den skæbnesvangre kontakt fandt sted i slutningen af december, da de to mænd drøftede amerikanske sanktioner mod Rusland på et tidspunkt, da Obama-styret udviste 35 russiske diplomater.
Historien om Flynns fald er prekær, og den rummer mange ubesvarede spørgsmål. Det største er måske, hvorfor en pensioneret general, der er skolet i kommandovejen, skulle have talt med Kislyak uden at rådføre sig med sin chef, Donald Trump. Det er ræsonnementet i Det Hvide Hus, men efterforskningen af ”Russiagate” er kun lige begyndt.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.