Fredspolitikken førte til flere krige

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

I oktober 2009 gav Den Norske Nobelkomite fredsprisen til den nyvalgte præsident Barack Obama. Obama havde lagt ud med at frede Rusland, selv om det i august 2008 havde invaderet Georgien og annekteret de georgiske udbryderprovinser Abkhasien og Sydossetien. Under stor munterhed havde hans udenrigsminister Hillary Clinton og Putins udenrigsminister Sergej Lavrov trykket på ”reset”-knappen. Under et Nato-udenrigsministermøde i september 2009 udtrykte hun så stor tillid til Putin, at jeg spurgte hende, om hun havde set nogen ændring i Ruslands politik i forhold til Georgien? Det havde hun naturligvis ikke. Under præsidentvalgkampen i 2012 bebrejdede Obama sin modstander Mitt Romney for at ville genoplive den gamle, kolde krig og mindede ham om, at den lå 20 år tilbage.

Obamas og Clintons udenrigspolitiske naivitet har formentlig givet Putin en stærk fornemmelse af, at han kunne gøre, som han ville. I 2014 destabiliserede Rusland Ukraine, tog Krim og hyldede forleden den bloddryppende, myrdede, russiske militsleder i Donetsk!

Også i Mellemøsten fik Obamas fredspolitik blodige følger. I januar 2009 havde der været krig mellem Israel og Gaza, og i juni 2009 holdt han i Kairo en af sine fremragende taler, hvori han gav araberne indtrykket af, at han var deres mand. Derefter fløj han hen over Israel til Tyrkiet, hvilket bibragte israelerne indtrykket af, at han i hvert fald ikke var deres. Nok stolede Israel på Hillary Clintons viden om og engagement i Mellemøsten, men statsminister Netanyahu stolede ikke på præsidenten, og Israel tør ikke begive sig ind i en fredsaftale uden at være helt sikker på USA’s støtte. Det betød, at tostatsløsningen var død.

Hillary Clinton havde ellers lagt ud med at fortsætte Bushs og udenrigsminister Rices forsøg på at skabe fred i Mellemøsten og afprøvede mulighederne for en syrisk-israelsk fred. Derfor sendte hun senator George Mitchell til området, men da han støttede præsident Assad i, at forhandlingerne skulle foregå i Erdogans Tyrkiet, sagde Israel nej, eftersom det ikke ville forhandle med den stærkt Israel-kritiske Erdogan som moderator. Hermed døde den mellemøstlige fredsproces, og Syriens forsigtige forsøg på at tilnærme sig USA løb ud i sandet.

Tilliden til USA mindskedes

I 2011 trak Obama de amerikanske tropper ud af Irak, fordi Irak ikke ville give de amerikanske tropper immunitet. Herefter gik Iraks shiitiske statsminister al-Maliki i gang med den ekskludering af sunnierne, som fik mange af dem til at støtte IS. Det kunne nu uden videre indtage det sunnitisk dominerede Mosul, som USA nu er tilbage for at befri.

Under Det Arabiske Forår hjalp USA til med at styrte Gaddafi uden at kere sig om, hvad der bagefter skulle ske. Da USA blot så til, mens Egyptens præsident Mubarak blev smidt i fængsel, sagde Putin, at Rusland aldrig ville svigte sine venner. Den forstod Assad godt, hvorpå han vendte sig mod Rusland, som sammen med Iran kom ham til undsætning, da det så allerværst ud for ham. Hermed var det lykkedes Obama at styrke USA’s største modstandere og dermed fremkalde bange anelser hos Irans hovedmodstander, det USA-venlige Saudi-Arabien. Det fik et nyt chok, da USA indgik atomaftalen med Iran, og dets tillid til USA blev endnu mindre, da Obama ikke straffede Assad for at have overtrådt hans ”røde linje”. Som modtræk gik saudierne i krig i Yemen for at forhindre en iranskvenlig shiitisk regering i at overtage landet.

Obamas fredspolitik førte således til mere krig. Eftersom Hillary Clinton er en mester i at lære af sine egne og andres fejltagelser, vil hun formentlig føre en ganske anderledes fast og troværdig udenrigspolitik. Derfor gør Putin, hvad han kan, for at forhindre hende i at blive præsident.