Set fra Europa: »Det er fristende at anbringe Polen og Ungarn i en straffeboks«

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

BERLIN — Den irske lyriker W.B. Yeats skrev efter Første Verdenskrig et digt, som i Henrik Nordbrandts danske oversættelse fra 2005 bl.a. lyder sådan: »Ting falder fra hinanden; centeret kan ikke holde. Rent anarki slippes løs på verden.«

Det er stærke sager, og det interessante er, at ellers jordbundne folk frygter, at noget lignende er ved at ske i øjeblikket. Der er ingen verdenskrig, og det kommer der nok heller ikke, men alene i Europa styrer Polen med sin nationalkonservative regering væk fra vestlige værdier, i Ungarn tordner premierminister Viktor Orban mod anderledes tænkende og internationale institutioner.

I Moskva driver Vladimir Putin sit enmandsdemokrati med hård hånd ligesom Recep Tayyip Erdogan i Ankara. Længere væk i Filippinerne sammenligner den nye præsident Rodrigo Duterte sig med Hitler; Duterte vil dræbe tre millioner narkomaner i sit land, og tallet svarer til, hvor mange jøder ”Føreren” myrdede, siger han begejstret.

Og så har vi ikke engang nævnt, at Donald Trump stiller op som republikansk præsidentkandidat i USA, og Marine Le Pen håber at nå det højeste embede i Frankrig næste år – ved frie valg.

Yeats skrev i øvrigt også, at »de bedste mangler enhver overbevisning, mens de værste er fulde af lidenskabelig intensitet«. Hvis man nu ikke betragter alt dette som fantastisk positivt, kan man rejse spørgsmålet: Hvad kan der stilles op?

Taler man med forskellige, tænksomme mennesker – diplomater, undervisere og rådgivere på højt niveau – viser det sig, at det er noget, der beskæftiger dem. En henviser til Yeats’ linjer.

En anden har netop holdt en tale i Miami om sagen. En tredje er så engageret i spørgsmålet, at han svarer i en e-mail, mens han står i et supermarked.

Der synes at være enighed om, at EUs største problem er Polen. »Der er er flertalsstyre, men uden de demokratiske sikkerhedsmekanismer, vi kender,« siger en erfaren iagttager; der er ingen uafhængige domstole, kulturlivet søges ensrettet, medier har det svært.

»Men jeg er ikke sikker på, at det øvrige EU skal straffe Polen,« hedder det; resultatet kan blive, at Warszawa lukker om sig selv, hvilket er det modsatte af, hvad man ønsker. En diplomat henviser til, hvordan Tyskland håndterede den første, nationalkonservative regering i Polen for en halv snes år siden – en af lederne dengang var Jaroslaw Kaszynski, som også nu trækker i trådene.

Ligesom i dag kom det daværende styre med alskens udfald mod Tyskland, men Berlin sagde ikke noget. Man satsede på, at det ville gå over, når polakkerne havde brug for tyskerne, eller der kom et nyt regime.

Måske skal EU anvende samme teknik over for Polen nu, foreslås det.

Men forholdet mellem Warszawa og Berlin var bilateralt. Er det ikke noget andet med EU, hvor enkelte medlemmer ikke pludseligt kan vende ryggen til vigtige regler i klubben?

Mark Medish, der som Rusland- og Østeuropa-ekspert var rådgiver for præsident Bill Clinton i slutningen af 1990erne, mener, at der er et skær af tragikomik over situationen: »Det er ironisk, at Vestens solidaritet med de østeuropæiske lande ved afslutningen af Den Kolde Krig nu betales tilbage med anti-EU-opførsel af populistiske ledere fra steder som Ungarn og Polen.«

»Det vil være forhastet at udvise dem for antidemokratiske tendenser. Men det er fristende at anbringe dem i en slags straffeboks både i EU og Nato. Man kan sige, at Grækenland allerede er i en sådan straffeboks inden for eurozonen med overvågning udefra af, hvorvidt de økonomiske krav overholdes.«

Andras Simonyi, tidligere ungarsk ambassadør i Washington og i dag direktør for Center for Transatlantiske Studier ved Johns Hopkins-universitetet i den amerikanske hovedstad, mener, at Polen alene på grund af sin størrelse er vigtig økonomisk og strategisk, »men det er Ungarn ikke«.

Desuden har Polen »i modsætning til Ungarn en stærk opposition, som ikke er socialister eller venstreliberale, men demokrater på højrefløjen«. Polen og Ungarn er et »fælles europæisk problem, som kun kan løses med tysk ledelse. Men taktikken med at vente duer ikke denne gang.«