Russisk valggyser i USA
»USA gransker mulig fordækt russisk plan om at påvirke valget til november.« Det lyder som en gyser, men sådan lød en overskrift forleden i The Washington Post.
Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.
En hemmelig russisk plan om at påvirke præsidentvalget i USA ved at hacke valgsystemet? Det lyder som en gyser.
Det mulige hændelsesforløb, der er genstand for granskning, er faktisk allerede en realitet, delvist eller fuldt ud, i andre lande. Flere aspekter af historien bliver allerede nu oprullet offentligt; strengt taget er den hverken ”hemmelig” eller ”fordækt” (covert, red.).
Flere aspekter af historien bliver allerede nu oprullet offentligt; strengt taget er den hverken ”hemmelig” eller ”fordækt” (covert, red.).
Men eftersom de fleste amerikanere ikke har set noget sådant udspille sig før – de fleste amerikanere følger ganske fornuftigt ikke politiske nyheder fra Centraleuropa eller Ukraine – bør forholdene afdækkes fuldt ud, synes jeg.
Russisk taktik i andre lande
Så med udgangspunkt i Ruslands tidligere taktik i andre lande, og forudsat at Rusland går til værks mere eller mindre på samme måde, som landet går til værks andre steder, følger her et bud på, hvad der kunne ske i de næste par måneder:
Donald Trump, der blandt sine rådgivere tæller flere med forbindelse til Rusland, gentager og underbygger sin fortælling om, at valget ikke går ærligt til:
»Meningsmålingerne fortæller ikke sandheden, de ”rigtige” mennesker bliver ikke talt med, den korrupte elite/Clinton-klanen/de etablerede medier har rottet sig sammen for at forhindre ham i at blive valgt.«
Trump bliver ved med at trække tråde fra sig selv til briternes beslutning om at forlade EU, brexit – en afstemning, som meningsmålingsinstitutterne virkelig tog fejl af – og til den højreorienterede britiske politiker Nigel Farage, som nu støtter Trump (og just har fået tilbudt sit eget program på den statsstøttede russiske tv-kanal RT).
Rusland bliver ved med at sprede og offentliggøre det materiale, som landets hackere allerede har tilvejebragt, i kraft af angreb der blev rettet mod Demokraternes centrale organisation, Democratic National Committee, finansmanden George Soros’ Open Society Foundation, general Philip Breedlove, der er tidligere militær øverstkommanderende i Nato, og formentlig andre.
Formålet er at miskreditere ikke blot Hillary Clinton, men også den demokratiske proces i USA og, igen, ”eliten”, som formodes at stå i spidsen for den. Som vi har set i adskillige lande, kan selv harmløse private samtaler og e-mails tage sig foruroligende ud, når de bliver offentliggjort i en avis. Gisninger fremstår ildevarslende; vittigheder truende. Nærmest enhver lækage af noget som helst er belastende.
På eller før valgdagen skaffer russiske hackere sig adgang til det amerikanske afstemningssystem.
Vi ved, at det er muligt: Hackere har allerede ifølge The Washington Post rettet angreb mod vælgerregistreringssystemer i delstaterne Illinois og Arizona, og det amerikanske forbundspoliti, FBI, har underrettet myndigheder i Arizona om, at mistanken retter sig mod russiske hackergrupper.
I flere andre delstater undersøges mulige tilfælde af uberettiget adgang til systemerne, og det er ikke svært at forestille sig, at mange har svage punkter. Det amerikanske valgsystem er decentraliseret og sine steder rent ud sagt dilettantisk, som vi så i Florida i 2000.
Russerne forsøger at påvirke valget. De forsøger måske at få Trump valgt.
Alternativt – og det ville selvfølgelig være endnu mere katastrofalt – forsøger de måske at lave svindel med valget for Hillary Clinton, måske ved at efterlade et spor af bevismateriale, hvis formål er at knytte svindelnummeret til Hillary Clintons kampagneorganisation.
Afsløring af svindelnummeret fører til massehysteri, høringer, juridisk strid, massemøder, forfatningskrise – fulgt af forvirring, kaos og svækkelse af præsidentembedet.
Trump ender måske med at blive præsident alligevel. I så fald ville han, som han har lovet ved så mange valgmøder, »spærre hende inde« og selvfølgelig knytte vidtstrakt forbindelse til den russiske præsident, Vladimir Putin, som er den eneste udenlandske politiske leder, som han tilsyneladende virkelig beundrer.
Selv hvis Hillary Clinton blev som præsident, ville hendes image være plettet. I hvert fald en del af USA’s befolkning ville mene, at hun sad uberettiget på posten, at eliten/Clinton-klanen/de etablerede medier havde stjålet valget fra ”befolkningen”.
Det mest sandsynlige er, at hackingforsøget slår fejl eller slet ikke bliver foretaget. Men hvad er de negative aspekter af at forsøge eller endog at lade det sive, at forsøget blev gjort?
Rygter om valgsvindel kan forårsage samme hysteri som regulær valgsvindel. Det russiske propagandatelegrambureau sputniknews.com har allerede opstillet en hypotese om, at The Washington Posts artikel om russisk valgmanipulation er et dygtigt kneb »med det formål at skjule de faktiske forsøg på valgsvindel« og et »godt dække for valgsvindel«.
Den opfattelse vil blive tweetet og slået op og delt igen og igen af et helt økosystem af professionelle internet-trolls og webrobotter, indtil den dukker op på ægte Trump-venlige websites.
Og hvad er de negative aspekter for Trump?
Hvis han vinder, vinder han. Hvis han taber – ja, så er der alle mulige måder, hvorpå der kan tjenes på fortællingen om valgsvindel. Han kunne etablere en medievirksomhed med fokus på det aftalte spil. Han kunne igangsætte en landsomfattende bevægelse. Han kunne lave film. Han kunne blive en helt.
Uanset hvad, svækkes den politiske proces, den sociale tillid daler yderligere, og fascinationen over amerikansk demokrati både i USA og rundt omkring i verden bliver mindre. Og det er selvfølgelig netop sagen.