Fremmedkrigere kan være Islamisk Stats akilleshæl
Europæiske fremmedkrigeres foragt for lokale kulturer og traditioner og de lokales irritation over fremmedkrigernes privilegerede position kan betyde, at kalifatet af lokalbefolkningen opfattes som en ny besættelsesmagt og fremmedkrigerne som koloniherrer.
Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.
Islamisk Stats fremmedkrigere vurderes at have reel indflydelse på slagmarken i en sådan grad, at den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, i 2014 udtalte, at det er vigtigere at stoppe flowet af fremmedkrigere til organisationen end at udføre luftangreb på deres baser. Som en konsekvens har FN’s sikkerhedsråd vedtaget en resolution, som kræver, at medlemsstater skal forhindre deres statsborgere i at rejse ud for at blive fremmedkrigere.
Det høje antal fremmedkrigere kan dog også udgøre en potentiel akilleshæl for Islamisk Stat. Europæiske fremmedkrigeres udbredte foragt for lokale kulturer og traditioner sammenholdt med de lokales irritation over fremmedkrigernes privilegerede position kan føre til, at kalifatet af lokalbefolkningen opfattes som en ny besættelsesmagt og fremmedkrigerne som koloniherrer.
Fodfolk og mellemledere
Islamisk Stat lader til at optage enhver fremmedkriger – også de som hverken taler arabisk, har forudgående kendskab til teologi eller nogen militær træning. Groft sagt kan man blot møde op ud af det blå og bede Islamisk Stat om et våben. Andelen af fremmedkrigere i Islamisk Stat vurderes at være fra 15 og helt op til 80 pct., men de mest pålidelige tal ligger lige i midten på omkring halvdelen.
Nogle af dem rangerer højt i lederskabet, såsom den afdøde tjetjener Abu Omar al-Shishani, men de fleste er at finde på mellemlederniveau og som fodfolk. Fremmedkrigere har markeret sig som bevægelsens mest brutale torturudøvere og bødler i bevægelsens gruopvækkende propagandavideoer, hvor særligt europæiske fremmedkrigere profileres som ”præmievesterlændinge” for at mobilisere og rekruttere i Vesten, ligesom bladet Dabiq og anden propaganda i høj grad møntes på europæiske fremmedkrigere.
Islamisk Stat anerkender ikke andre tilhørsforhold end kalifatet og betragter derfor heller ikke konflikten i Syrien som en lokal og afgrænset borgerkrig, men som én slagmark i det væsentligt mere vidtstrakte projekt at udvide kalifatet. På trods af denne lighedsfortælling ser de lokale irakiske og syriske Islamisk Stat-soldater ikke altid med velvilje på deres medborgere af udenlandsk oprindelse.
Særlige privilegier
Fremmedkrigerne bliver fra den dag, de ankommer, tildelt privilegier som kompensation for at have forladt en mere komfortabel tilværelse til fordel for kalifatet, såsom en forhøjet løn på 200 dollars frem for de lokales 130 dollars. Fremmedkrigerne bliver også huset i enklaver i de bedste bydele som i den syriske by Deir Ezzor, hvor de fik tildelt boliger på bakketoppe, hvorfra de helt konkret så ned på lokalbefolkningen.
I efterspillet af militære nederlag har lokale Islamisk Stat-soldater også klaget over, at fremmedkrigerne uretmæssigt bebrejdede dem, brugte dem som kanonføde og ikke ydede dem nok militær støtte.
Spændingerne mellem lokale soldater og fremmedkrigere har i flere omgange ført til dødsfald, senest i februar da en hollænder blev tæsket ihjel i arresten efter at have forsøgt at flygte fra Islamisk Stat. Mordet udløste en skudveksling imellem fremmedkrigere og irakiske Islamisk Stat-soldater, hvor mindst én iraker blev dræbt. Som reaktion anholdt Islamisk Stat angiveligt op mod 70 hollandske fremmedkrigere, hvoraf de henrettede otte.
Et vigtigt dilemma
Spændingerne har ikke kun vist sig imellem Islamisk Stat-soldater, men også i forhold til den civile lokalbefolkning. Islamisk Stats såkaldte ”moral-politi” patruljerer for eksempel i gaderne og slår hårdt ned på alle, særligt kvinder og ældre, som ikke møder deres strenge krav for den rette fremtoning eller opførsel.
Islamisk Stat lader til at optage enhver fremmedkriger – også de som hverken taler arabisk, har forudgående kendskab til teologi eller nogen militær træning. Groft sagt kan man blot møde op ud af det blå og bede Islamisk Stat om et våben.
En borger i Mosul har i The Wall Street Journal beskrevet en scene fra det lokale marked, hvor en fremmedkriger skældte en ældre irakisk mand ud for, efter hans mening, at have et for kort skæg af en rettroende muslim at være. Den ældre mand følte sig ydmyget ved at blive talt nedværdigende til af en yngre person og chokerede tilskuerne, for hvem en sådan scene allerede er blevet dagligdag, ved at svare igen med eder og forbandelser.
Hvad, der er endnu mere interessant, er dog, at seks lokale Islamisk Stat-soldater, som overværede mundhuggeriet, tog den ældre mands parti, lagde fremmedkrigeren i håndjern og kørte ham væk.
Denne situation afspejler et vigtigt dilemma for Islamisk Stat: De rekrutterer fremmedkrigere på baggrund af den ophøjede position og de forholdsvis frie tøjler i forhold til vold, de vil få i kalifatet. Samtidig bliver de nødt til at finde en kulturel sensitivitet frem for ikke at blive lagt for had af lokalbefolkningen og for at dæmpe den interne splittelse imellem Islamisk Stats fremmedkrigere og lokale soldater, som også truer bevægelsens sammenhængskraft.
Skrøbelig lokal støtte
Måske kan de 59 lande i koalitionen imod dem nøjes med at væbne sig med tålmodighed, mens de interne stridigheder river bevægelsen fra hinanden og opløser den skrøbelige lokale støtte, der måtte eksistere for øjeblikket.
Selv den arabiske gæstfrihed har sine grænser.