Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Har deltagelsen i krig været prisen værd?

Terrortruslen er ikke blevet mindre, efter at Danmark siden 2001 har brugt milliarder af kroner på at føre krig imod terroristerne.

Artiklens øverste billede
olger K. Nielsen, folketingsmedlem (SF), tidligere udenrigsminister

Sidste uges beslutning om køb af 27 nye F35-fly afspejler en dansk udenrigspolitik, hvor militære interventioner spiller en stor rolle. Det begyndte sidst i 1990’erne og tog fart, da Anders Fogh besluttede at gå med i Irak-krigen. Det blev efterfulgt af interventioner i Afghanistan, Libyen, Irak endnu en gang og senest Syrien.

Begrundelserne for krigsdeltagelsen har ikke været konsistente, men for Fogh spillede det en stor rolle, at Danmark skulle lægge sig tættere på USA. Man begyndte at bruge udtrykket ”aktivistisk udenrigspolitik” – underforstået, at Danmark hidtil havde haft en passiv udenrigspolitik, hvor vi ikke tog ansvar. Det er rigtigt, at det militære instrument ikke blev brugt, men vi tog så sandelig ansvar på andre områder – i nedrustningspolitikken og i forhold til en høj ulandsbistand.

Men pludselig blev udenrigspolitisk aktivisme det samme som en militær udenrigspolitik, og det er så den, vi tilsyneladende agter at fortsætte. Den har krævet store ofre – både økonomisk og i menneskeliv. Det er på den baggrund besynderligt, at der ikke har været en gennemgribende diskussion om, hvorvidt resultaterne står mål med de mange ofre. Der har faktisk været en usædvanlig mangel på lyst til at tage denne helt fundamentale debat.

I stedet kører man videre med hovedet under armen.

O.k., ret skal være ret, for Diis afleverede i sidste uge en rapport, som behandler dele af indsatsen i Afghanistan. Og man lægger ikke skjul på, at der er meget at kritisere. Bl.a. uklare målsætninger, manglende samarbejde landene imellem, et korrupt afghansk statsapparat m.v. Men vi mangler stadig Irak-kommissionen og en gennemgribende analyse og konklusioner vedr. den militære indsats.

Vist giver det mening at støtte de lokale kræfter, som bekæmper IS, men så længe IS er i stand til at rekruttere (især unge) sunnimuslimer, har de militære operationer kun begrænset virkning.

Kronargumentet for militær indgriben er kampen imod terror. Det hævdes, at vi er i krig af hensyn til Danmarks sikkerhed. Vi er truet af islamistiske terrorbevægelser, og det er derfor nødvendigt, at vi besejrer dem militært.

Her må vi så spørge, om terrortruslen er blevet mindre, efter at vi siden 2001 har brugt milliarder af kroner på at føre krig imod terroristerne? Svaret er simpelt: Det er den ikke.

Politiske reformer

Ikke desto mindre bruger regeringen endnu en gang terrortruslen i forbindelse med den seneste intervention i Syrien.

Nu handler det om Islamisk Stat, som er begyndt at operere med terrorhandlinger uden for Syriens og Iraks grænser.

Det har utvivlsomt forbindelse med, at organisationen er trængt på den almindelige slagmark, men det gør det ikke lettere at håndtere.

Vist giver det mening at støtte de lokale kræfter, som bekæmper IS, men så længe IS er i stand til at rekruttere (især unge) sunnimuslimer, har de militære operationer kun begrænset virkning. Det handler om politiske reformer og inddragelse af sunnimuslimerne i både Irak og Syrien. Og det handler om økonomisk udvikling, hvor de unge har fremtidsmuligheder. IS tilbyder penge og en mening med livet for de unge, som ellers ikke har nogen fremtid.

Ikke en opgave for militæret

Med andre ord: Det er formålsløst at forestille sig en militær sejr over terrorbevægelserne. Det er nødvendigt at fjerne forudsætningerne for deres rekrutteringsmuligheder, hvilket kræver økonomisk hjælp. Og vi må så gennem efterretningstjenesterne forsøge at gardere os imod terrorhandlingerne hos os selv. Men det er ikke opgaver for militæret.

Det første er et spørgsmål om hjælp til nærområderne og ulandsbistand. Det andet er et anliggende for politiet.

Der er altid valgmuligheder i udenrigspolitikken. En reducering af de militære indsatser er ikke ensbetydende med et fravalg af andre muligheder.

Måske er det på tide at se på, om en opprioritering af den humanitære hjælp og ulandsbistanden på bekostning af det militære i højere grad sikrer de ønskede resultater.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.