Donald Trump kan blive katalysator for kinesisk dominans
Donald Trumps politik – ”USA først” – vil forstærke afdæmpningen i USA’s internationale lederrolle og det på måder, som vil gavne Kina.
Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.
Wu Jun, der er kommentator på tv-stationen Phoenix Television i Hongkong, bemærkede for nylig, at trods Donald Trumps Kina-fjendtlige retorik »kunne (han) faktisk blive den bedste præsident for Kina«. Den kinesiske analytiker har ret: Hvis Donald Trump bliver præsident i USA, kunne det bane vej for Kinas strategiske dominans i Asien og andre steder.
Wu Juns kommentar var rettet mod Donald Trumps kommercielle stil og fremmanede en verden, hvori Donald Trump og præsident Xi Jinping – et par »tunge drenge« – kunne tænkes at sidde omkring et bord i Donald Trumps private klub Mar-a-Lago i Palm Beach, Florida og indgå aftaler uden at kere sig om menneskerettigheder.
Kina har allerede taget forskud på mindsket amerikansk indflydelse og er begyndt at skabe sit eget netværk for økonomisk og politisk indflydelse.
»Det republikanske parti har en mere praktisk tilgang til tingene, og Trump er en forretningsmand, som sætter sine kommercielle interesser over alt andet,« forklarede Wu Jun.
Der er dog en mere radikal og farligere måde, hvorpå Donald Trump kunne blive katalysator for kinesisk dominans. Hans politik ville fremme Kinas narrativ om verden – og svække grundlaget for amerikansk indflydelse i Asien, mens den støtter et Kina, der er på vej frem.
Lad os begynde med den indvirkning, som Donald Trump som præsident kunne få på den muslimske verden.
En sydasiatisk direktør for et verdensomspændende firma sagde det uden omsvøb: »Der er 1,6 milliarder muslimer i verden, og de glemmer ikke, hvad Trump sagde« om at nægte muslimer indrejse til USA. Han spåede, at muslimer ville vende ryggen til et Trump-ledet USA – ikke kun irakere og syrere, men også malaysiere og indonesere. Den, der ville få gavn af denne globale omkalfatring, ville blive Kina, sagde han advarende.
Præsident Barack Obama kom for nylig ind på den skade, som Donald Trumps kommentarer har tilføjet USA’s sikkerhed.
»Hvis man isolerer eller forklejner muslimer og antyder, at de burde behandles anderledes i henseende til at komme her til landet – ja, det er ikke alene forræderi mod vore værdier, det er ikke alene forræderi mod, hvem vi er, nej, det vil virke fremmedgørende på just de samfund i og uden for USA, som er vore vigtigste forbundsfæller i kampen mod voldelig ekstremisme,« sagde præsident Obama i en dimissionstale på Rutgers University.
Donald Trumps politik – ”USA først” – vil forstærke afdæmpningen i USA’s internationale lederrolle og det på måder, som vil gavne Kina. Det mest oplagte eksempel er hans kritik af handelsaftalen Trans-Pacific Partnership (TPP), om end han næppe er den eneste skurk i så henseende.
Som The Wall Street Journal skrev med henvisning til den holdning, som Singapores premierminister, Lee Hsien Loong, har tilkendegivet: »Hvis USA ikke ratificerer TPP, vil det afstedkomme just det, som kritikere af handelsaftalen gør indvendinger mod: et stærkere Kina og dårlige betingelser for amerikanske varer og tjenesteydelser«.
New Zealands premierminister, John Key, har beskrevet den risiko, som USA ville løbe, hvis TPP ikke blev til noget, i en kommentar, som USA’s handelsrepræsentants kontor har formidlet: »Hvis (USA) giver afkald på lederrollen i regionen, vil den rolle blive overtaget. Det kan ikke være anderledes. Disse lande vil ikke forholde sig passivt.«
Kina har allerede taget forskud på mindsket amerikansk indflydelse og er begyndt at skabe sit eget netværk for økonomisk og politisk indflydelse. På en eller anden besynderlig måde minder disse kinesiske planer om de institutioner, hvormed USA slog sin dominans fast i verden efter 1945.
Som et alternativ til Verdensbanken og Den Internationale Valutafond foreslår Kina Den Asiatiske Infrastrukturinvesteringsbank. Ifølge en rapport fra tænketanken Brookings Institution ville den inden for fem år kunne udlåne 20 milliarder dollars årligt til regional udvikling – rundt regnet svarende til, hvad Verdensbanken, der er ledet af USA, udlåner.
Kina har også sin egen version af Marshallplanen til at afløse en svindende amerikansk forestilling om internationalisme.
Kinas plan for dominans til lands og til vands har den lidet overbevisende betegnelse ”Ét bælte, én vej”. Den lægger op til transport- og infrastrukturnet, der til lands strækker sig fra Kina til Moskva og Rotterdam og til vands fra Kina tværs over Sydøstasien og langs Afrikas kyst, noterer Center for Strategiske og Internationale Studier.
Kinas globale ambitioner har sin overmodige side: The Washington Posts Simon Denyer berettede for nylig om de tomme byer i det vestlige Kina, der er blevet bygget i overivrig forventning om en ny silkevej.
Men Kina er stor og rig nok til at begå fejltagelser. »Hvis ”Ét bælte, én vej” lever op til kinesiske planlæggeres forventninger, vil hele Eurasien fra Indonesien til Polen undergå en forvandling i løbet af næste generation,« gør professor Francis Fukuyama fra Stanford University gældende.
Kina taler nu det sprog, som i USA’s ekspansionsdage gik under betegnelsen »indlysende skæbne«. Denne udadskuende forestilling om udvikling og handel skaber sin egen fremdrift. Den bliver omdrejningspunkt for private långivere og aktiemarkeder.
Donald Trumps opfordring til at genoprette USA’s storhed (”Make America Great Again”) er vidtløftig, fordi den ledsages af en indadskuende, reaktiv politik.
I lighed med hans egne forretningsanliggender er det snarere et franchiseforetagende end en plan for sande investeringer og vækst. Om Donald Trump så også har en recept på storhed – da bliver det med stor sandsynlighed Kina, der løber med gevinsten i denne sag.