Hvordan undgår vi udenrigspolitisk søvngængeri?

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

På ruinerne af de grusomme erfaringer fra to altødelæggende verdenskrige er det lykkedes Europa, krigenes epicenter, at skabe en række samarbejdsfora og institutionelle svar på at forebygge nye blodige verdenskrige og overgreb. Men de fleste af disse institutioner er i dag strategisk udfordret i den multipolære verdensorden, hvor Vestens liberale værdier ikke længere har forrang. Den realitet truer både Europas indre sammenhængskraft og evne til at imødegå ydre trusler.

Europarådet, der med kravet om tiltrædelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention skaber den værdimæssige ramme for samarbejdet i Europa, har svært ved at effektuere dette i praksis. Rådet inkluderer alle Europas lande (på nær Hviderusland), også Tyrkiet, Rusland og Aserbajdsjan, som alle systematisk krænker fundamentale menneskerettigheder og udfordrer Rådets grundlæggende raison d’être. Men udviklingen i Polen og Ungarn giver også grund til bekymring.

OSCE, som opstod med udgangspunkt i Helsingfors-aftalerne, er som sikkerhedspolitisk samarbejdsforum stærkt udfordret af annekteringen af Krim. Krim er et fundamentalt brud med Helsingfors-aftalernes princip om, at grænser ikke kan flyttes med militær magt. Desværre er tilstrækkeligereaktioner i OSCE-regi udeblevet.

Nato ”back to basics”?

Nato-topmødet i Warszawa skal diskutere et nyt strategisk koncept for Nato. Der er uenighed om, hvorvidt det er ”back to basics” med territorialforsvar, eller om Nato fortsat skal kunne foretage kriseoperationer som f.eks. i Afghanistan. Nato har ligeledes svært ved at konkurrere på den taktiske bane. Selvom Nato’s militære kapacitet er langt større end Ruslands, så påvirker den kollektive beslutningsstruktur reaktionstid og mulighed for at anvende denne overmagt taktisk.

Om tre måneder vil englænderne stemme om EU-medlemskabet. Udfaldet vil ikke kun påvirke briterne, men også resten af unionens lande og vil formentlig styrke kræfter i andre EU-lande, som ønsker mindre indflydelse til EU. Bliver folkeafstemningen til fordel for et Brexit, vil det formentlig betyde, at EU vil blive svækket på de indre linjer såvel som global aktør – ikke mindst på det økonomiske og sikkerhedspolitiske område. Det vil dermed have konsekvenser for EU’s rolle som global stormagt i verden.

En række centrale europæiske institutioner er dermed strategisk udfordret i dag, og vi risikerer at tabe det, som vi har skabt gennem de seneste 70 år.

Behov for en vision

Med et fundamentalt forandret strategisk landskab er der igen behov for en stærk politisk vision, der forstår Europa og dets lande og institutioner som et samlet hele. Det er kun EU, som kan påtage sig opgaven, og det er samtidig af eksistentiel vigtighed for EU. Sker dette ikke, går EU ind i kriserne som en søvngænger frem for at handle strategisk og målrettet. Så smuldrer de institutionelle strukturer, der hidtil har reguleret de forskellige aspekter af kontinentets liv. Om et par måneder er der en udenrigspolitisk strategi på vej fra EU’s højkommissær for udenrigsanliggender – det er vigtigt at være opmærksom på, om strategien omfatter en strategisk tænkning, der indbefatter hele Europa og inkluderer de institutionelle samarbejdsfora i Europa.

Danmark og EU’s skæbne er forbundet. Danmark har derfor også behov for en Europa-politik, der på baggrund af en kortlægning af EU’s rolle, styrker, svagheder, trusler og muligheder definerer Danmarks bidrag til et styrket EU og Europa som sådan. Danmark har før på trods af vores lidenhed og ”de danske forbehold” sat solide fodaftryk på afgørende udenrigspolitiske EU-områder. Københavner-kriterierne er stadig det valide grundlag for EU-medlemskab, og det danske EU-formandskabs håndtering af processen med Øst-udvidelsen i 2002 er en anden dansk EU-politisk succes. Det er derfor på tide, at vi melder os aktivt på banen og ikke lader Tyskland og Merkel alene med det EU-politiske lederskab.