Det er slut med aktiv dansk udenrigspolitik
Aktiv dansk udenrigspolitik har været et mål for danske regeringer i de sidste 25 år.
Ved afslutningen af Den Kolde Krig greb daværende udenrigsminister Uffe Ellemann den unikke mulighed for aktivisme og satte tidligere tiders reaktiv udenrigspolitik i skammekrogen. Senere regeringer fortsatte den aktive udenrigspolitik gennem aktiv deltagelse i krige i Afghanistan, Irak, Balkan og senere Libyen og Mali.
På andre områder satte den aktive udenrigspolitik sig spor ved en forøgelse af udviklingsbistanden, der fik 1 pct. som målsætning og blev mere rettighedsfokuseret.
Alle regeringer har også lagt vægt på en aktiv Europa-politik. Første stop for nye udenrigsministre i Danmark er blevet Berlin og ikke Washington, men nu er dansk udenrigspolitiks aktivisme slut, og EU-nej’et er kun en af årsagerne.
Der er flere årsager.
For det første kan vi ikke længere betale, hvad det koster at opretholde dansk aktivisme. I det nye forsvarsforlig, som skal forhandles til næste år, skal der findes penge til nye, dyre fly. Der skal findes penge til bedre udstyr og til missiler og bomber til de dyre internationale missioner.
Baggrunden er 10 pct.’s nedskæringer i de senere år, og der er et internationalt krav om markant udvidelse af forsvarsbudgettet.
Det bliver ikke nemt, hvis ikke opgaverne bliver prioriteret mere præcist.
Hertil kommer, at aktiv udenrigspolitik kræver aktiv politik på bistandsområdet og i forholdet til internationale organisationer.
Her er der nu skåret helt ind til benet. Nu er rammen 0,71 pct. af bni. Kombinationen af nedskæringer af bistanden og de eksploderende flygtningeudgifter gør, at Danmark er tvunget til at nedlægge sin aktive profil internationalt, også i de bistandsdiskussioner, der er i Oecd.
Endelig kræver aktiv udenrigspolitik, at der er en udenrigstjeneste af en vis størrelse, og her er aktiviteten mere præget af endeløse fyringsrunder på Asiatisk Plads og på ambassader rundt i verden end af strategiske satsninger, der kunne placere Danmark centralt i det internationale samarbejde.
For det andet er der ikke nogen reel intern politisk enighed om, hvordan den udenrigspolitiske profil skal defineres.
Er dansk politik i Arktis og Nordatlanten vores vigtigste mål? Eller er den aktive danske interventionspolitik sammen med stormagterne i forhold til terror og sammenbrudsstater det vigtigste? Hvordan løser vi det danske EU-problem med en dybtgående splittelse i den danske befolkning over udvidet europæisk samarbejde og problemløsning?
For det tredje er der ikke de store internationale muligheder for dansk aktivisme. Ved afslutningen af Den Kolde Krig var der en åben dør for småstatsaktivisme og i særlig grad i forhold til Baltikum. Det blev udnyttet af en fokuseret dansk aktivisme.
I dag er der lukkede døre internationalt for småstatsaktivisme. Stormagterne med USA i spidsen trækker sig hjem fra det internationale engagement. IS skal bekæmpes – javel, men ellers er det hjemlig terrorisme, hjemlige flygtningeproblemer og hjemlig økonomistyring, der står øverst på dagsordenen.
Danmark er på vej ind i en politisk periode, hvor udenrigspolitikken er reaktiv. Vi skal nu bruge kræfter på at få en acceptabel løsning på EU-problemerne. Vi skal prøve at undgå total splittelse af EU samtidig med, at vi opretholder vores egne forbehold. Vi skal svare på både franske og amerikanske opfordringer til at yde mere støtte til internationale aktioner.
Vi prøver nu at ordne forholdet til Rusland gennem bilaterale samtaler. Vi nedlægger førerrollen i international bistand, samtidig med at vi siger, at vi skal hjælpe mere i lokalområderne i Mellemøsten og Afrika. Vi er kort sagt blevet bundet ind i en udenrigspolitik, hvor vi reagerer på udfordringer og dilemmaer, vi ikke aktivt kan gøre noget for at mindske.
Der er behov for en fælles forståelse af, hvad Danmark vil og kan. Regeringen har udpeget ambassadør Peter Taksøe til at lave en miniudredning i foråret 2016 om sammenhænge i udenrigspolitikken. Det er vigtigt, at den ikke bliver et stykke retorisk aktivisme, men prøver at konfrontere politikerne med modsætningen mellem mål og midler.