Den 8. maj blev befrielsesdag for alle tyskere

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

I dag ser europæerne tilbage på 70-årsdagen for afslutningen på Anden Verdenskrig i Europa. Nye europæiske generationer er vokset op siden da og har udviklet Europa til dét, det er i dag: et kontinent, som fattige, fortvivlede og forfulgte mennesker forsøger at flygte til. Ligesom europæerne før i tiden forsøgte at flygte til Amerika.

I dag trives friheden og sikkerheden, velstanden og menneskeligheden i Europa. Europa udgør i dag et håb for mange mennesker.

Nyt undertrykkende regime

Da det tyske diktatur, krigen, forbrydelserne imod menneskeheden, den morderiske racisme og folkemordet sluttede i maj 1945, da de sidste lande, der stadig var besat af Det Tyske Rige, heriblandt Danmark, blev befriet, var der ingen, som havde forudset dette. Det var ikke blot utallige menneskeliv, byer og økonomien, der var ødelagt, men også europæernes tillid til hinanden.

Det gjaldt selvfølgelig tilliden til alle tyskere, men også tilliden til Sovjetunionen, som jo alligevel havde befriet mange mennesker, men som allerede hurtigt skulle vise sig at grundlægge et nyt undertrykkende regime bag ”jerntæppet”. Mistillid og angst, nød, sult og håbløshed prægede især Østeuropa og blandede sig hurtigt med jublen over, at rædslerne var forbi.

Det ødelagte Tyskland

Det ødelagte og delte Tyskland blev et symbol på dette. Her stimlede flygtninge og overlevende, befriede ofre og deres bødler, sejrherrer og tabere, hjemløse, mennesker uden indkomst, men også mange unge mennesker, åbenbart uden en fremtid, sammen.

Den 8. maj 1945 var også en befrielsesdag for dem, som forbundspræsident Richard von Weizsäcker engang sagde. Han havde været en af dem. Men hvad betød det? Ingen kunne og ville tilbage til tiden før befrielsen. Men hvordan skulle fremtiden se ud? Eksisterede der en vision for et nyt Tyskland og et nyt Europa?

De tyske stemmer, som man nu kunne fornemme, skændtes om meget, men aldrig om én ting: Efter nazismens rædsler måtte verden komme til at se helt anderledes ud med menneskelighed, fred, demokrati, selvbestemmelse og velstand for alle mennesker og folkeslag.

Grundlovens første sætning

Fire hårde år senere, den 23. maj 1949, blev Forbundsrepublikken Tysklands grundlov indført i Bonn.

Grundlovens første sætning lyder: »Den menneskelige værdighed er ukrænkelig.«

Herefter følger en række forfatningsartikler, som fastlægger de rettigheder, som menneskene i Tyskland har – rettigheder, der gælder for alle mennesker og ikke kun for tyskere. Disse bestemmelser kan ikke ændres og er forpligtende for den tyske stat. Og de må heller ikke ændres – hverken af regeringen, det tyske parlament eller af en domstol.

Ifølge tysk lov er den menneskelige værdighed ukrænkelig – for stedse og i hvert tilfælde.

Uden sidestykke

Der findes ingen forfatning i verden, hvor alle mennesker har et sådant krav, og som indeholder uforanderlige rettigheder. Det er det samme krav, som FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder af den 10. december 1948 nævner.

Allerede erklæringens indledning fremhæver de fundamentale menneskerettigheder og nævner troen på »menneskets værdighed og værd og på lige rettigheder for mænd og kvinder«.

FN’s Menneskerettighedserklæring indeholder også grundlæggende rettigheder, der gælder for alle mennesker »uden forskelsbehandling af nogen art, f.eks. pga. race, farve, køn, sprog, religion, politisk eller anden anskuelse, national eller social oprindelse, formueforhold, fødsel eller anden samfundsmæssig stilling« – og uafhængig af det juridiske forhold, en person måtte have til det land, som vedkommende opholder sig i.

Skaberne bag den tyske grundlov havde allerede selv formuleret denne tanke kort tid forinden uden indflydelse fra de daværende besættelsesmagter under et forfatningskonvent på øen Herrenchiemsee.

Fred, frihed og retsstatslighed

Menneskerettighedserklæringen drager konsekvensen af verdenskrigenes rædsler på samme måde som Forbundsrepublikken Tysklands grundlov. På dette grundlag opstod fred, frihed og retsstatslighed. Med disse værdier voksede Europa skridt for skridt sammen for atter at kunne give sine indbyggere en fremtid.

Dette lykkedes i et omfang, der overgår selv de mest dristige drømme, som menneskene i 1945 måtte have haft.

Vore dages europæiske kriser blegner sammenlignet med den nød, der herskede i 1945. Menneskerettighedserklæringen blev desværre, i modsætning til den tyske grundlov, aldrig bindende lov og mangler at blive implementeret i store dele af verden.

EU et mål for alle

Nutidens Europa står på dette fundament, selvom der også har været tilbageslag. Dette kan dog ikke ændre noget ved vore værdier. Den Europæiske Union med sine frie demokratiske lande er i dag en union, hvor menneskerettighederne trives. EU-landene er et mål for alle mennesker, der er nødt til at leve uden disse rettigheder.

Danmark og Tyskland har den samme værdioverensstemmelse mht. disse spørgsmål. Begge lande er stærkt engagerede i internationale organisationer. De deltager i internationale fredsoperationer og kan fremvise anselige resultater inden for udviklingsbistanden. Danskerne kan sandelig være stolte af deres internationale engagement, som er betydeligt mere intensivt end det bidrag, stater af lignende størrelse yder.

Europa må aldrig glemme det

Mindedagene om begivenhederne i maj 1945 erindrer os om, at vi i hele Europa er forpligtet over for disse værdier. Vi skal leve op til dem, navnlig med henblik på udfordringen med nutidens flygtningestrømme, hvor de end måtte komme fra.

I Europa må den menneskelige værdighed aldrig glemmes igen.