Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Rusland føler sig snydt af Vesten

Gennem 15 år følte russerne sig fornedret og ydmyget af Vesten, der kun tog hensyn til Moskvas interesser, hvis de faldt sammen med Washingtons. Nu er det blevet payback time.

Den ukrainske krise giver stof til eftertanke. Hvordan er det muligt med to så forskellige opfattelser af begivenhederne? Propagandamekanismerne arbejder på højtryk i russiske og vestlige medier. Desuden florerer rygmarvsreaktioner fra Den Kolde Krig. Russofobien og antiamerikanismen har kronede dage. Efter russisk opfattelse er Den Kolde Krig aldrig sluttet. Der er derfor grund til at se på de erfaringer med Vesten, som ligger til grund for den russiske ageren i den ukrainske krise.

Ifølge udenrigsminister Sergej Lavrov har USA ikke forstået, at magtforholdene i verden har ændret sig. Derfor stemplede han sanktionerne mod Rusland efter annekteringen af Krim som værende ude af trit med virkeligheden. Han kunne have tilføjet, at det samme gjaldt EU.

Rusland er nu i en position, hvor landets ledelse er i stand til at varetage det, den ser som vitale og legitime russiske interesser, primært i det såkaldte nære udland. I perioden fra Sovjetunionens sammenbrud i 1991 til slutningen af Vladimir Putins anden præsidentperiode (2004-08) måtte Rusland acceptere, at Vesten og især USA kun tilgodeså russiske interesser, hvis de ikke var i modstrid med Vestens.

I Rusland stillede man spørgsmålet: Hvordan kan det være, at (Vest)Tyskland efter Anden Verdenskrig blev behandlet så generøst, når Rusland, som trods alt bidrog positivt og substantielt til afslutningen af Den Kolde Krig, blev behandlet på en så ydmygende og arrogant måde?

Putins tale til det russiske parlament for to uger siden var et udtryk for den tidsånd, der har domineret i Rusland gennem de seneste år. Putin slog fast, at Rusland er tilbage som en stormagt, som man bliver nødt til at tage hensyn til. Den lange periode med ydmygelse og fornedrelse er nu forbi. Derfor de mange tårer og stående ovationer, der mindede om partichef Bresjnevs storhedstid.

Hvad er det så, der har krænket russernes nationalfølelse og selvforståelse i en sådan grad? Vi begynder i tiden efter Sovjetunionens sammenbrud, som vi i den vestlige verden opfatter som afslutningen på Den Kolde Krig. I Sovjetunionens sidste år indgik Mikhail Gorbatjov en række våbenkontrolaftaler, Moskva accepterede opløsningen af Warszawa-pagten (man gjorde en dyd af nødvendigheden), og ikke mindst indvilligede man i Tysklands genforening. Det fremhævede Putin i sin tale, og det skete trods britisk og fransk modvilje.

Rusland havde håbet på en hurtig økonomisk integration med den vestlige verden, først og fremmest EU, IMF og Verdensbanken. Man satsede på et strategisk partnerskab med USA efter indgåelsen af START II-aftalen i 1993. Men Rusland blev afvist.

I Rusland stillede man spørgsmålet op gennem 90'erne: Hvordan kan det være, at (Vest)Tyskland efter Anden Verdenskrig blev behandlet så generøst, når Rusland, som trods alt bidrog positivt og substantielt til afslutningen af Den Kolde Krig, blev behandlet på en så ydmygende og arrogant måde? Hvordan kan det være, at man udvider NATO-alliancen helt til de russiske grænser, når man samtidig hævder, at Rusland ikke er en fjende, men en partner?

Der opstod i Rusland et Versailles-syndrom. Rusland var blevet uretfærdigt behandlet. Dertil opstod en dolkestødslegende som i Weimar-republikken: Dårlige ledere, Gorbatjov og Jeltsin, havde solgt ud af Ruslands vitale interesser.

Et plaster på såret

Rusland opfattede Natos beslutning om at optage de tidligere Warszawa-pagtlande, Polen, Tjekkoslovakiet og Ungarn, som i modstrid med de aftaler, der var blevet indgået i Sovjetunionens sidste dage. Men man kunne ikke gøre noget. Rusland fik et plaster på såret med underskrivelsen i Paris i 1997 af Nato-Russia Founding Act, hvor principperne for samarbejde mellem Rusland og Nato blev fastlagt. Samtidig etableredes Nato-Russia Joint Permanent Council, hvor vigtige emner af fælles interesse skulle drøftes. Rusland håbede på en eller anden form for indflydelse på Natos beslutninger. Men det lå helt uden for Natos forestillingsverden.

Imidlertid kom det helt store og skelsættende chok for Rusland med bombardementerne i Serbien i forbindelse med Kosovo-krisen i 1999. Det skete uden et gyldigt FN-mandat og var i strid med alle principperne i Founding Act. Herefter blev samarbejdet afbrudt.

Natos reaktion over for de russiske protester kan sammenfattes således: Vi hører, hvad I siger, men vi gør, hvad der passer os. Det var os, der vandt Den Kolde Krig. Og i øvrigt har vi den moralske ret på vores side. Herefter fik de anti-vestlige kræfter i Rusland frit løb.

Det skabte vanskeligheder for Putin i hans første periode. Han fulgte en pragmatisk politik og tog initiativ til genoptagelse af Nato-Rusland-samarbejdet. Putin satsede på et strategisk samarbejde med USA og Nato, og protesterne mod den anden udvidelse med bl.a. de baltiske lande var derfor moderate.

Men igen blev Rusland skuffet. Hverken denne indrømmelse eller støtten til George W. Bush efter 9/11, en støtte, der ikke havde opbakning i Putins bagland, resulterede i det ønskede strategiske partnerskab. Putin lukkede ydermere to baser fra Den Kolde Krigs tid på Cuba og i Vietnam.

Hvad fik han ud af det? USA trak sig ensidigt ud af ABM-traktaten fra 1972 og fjernede dermed grundstenen i det eksisterende våbenkontrolregime. USA trak sig ensidigt ud af Nuclear Test Ban Treaty og START III-aftalen afgik ved en stille død. Man enedes i stedet om SORT-aftalen, der indebærer reduktioner i kerneladninger, men ikke i fremføringsmidler og dertil kom, at USA ikke tillod nogen form for inspektion på amerikansk territorium.

I 2003 invaderede USA Irak uden et gyldigt FN-mandat. Med de baltiske landes optagelse i Nato var alliancens udvidelse nået frem til Ruslands geostrategiske nærområde, og tilmed begyndte man i NATO at tale om georgisk og ukrainsk medlemskab. Hele forløbet viste, at Nato ikke havde til hensigt at give Rusland nogen reel indflydelse på beslutninger af vital interesse for Moskva.

Rosen-revolutionen i Georgien og den efterfølgende Orange-revolution i Ukraine i 2004 blev af Kreml opfattet som vestligt orkestrerede med det sigte at gennemføre noget tilsvarende i Rusland, en såkaldt Birkerevolution.

Ruslands økonomiske situation gjorde, at man nu havde et stærkere fundament for en aktiv udenrigspolitik. Det kom for alvor til udtryk i Putins tale i München i februar 2007, hvor han bittert beskyldte USA og den vestlige verden for at fremme konflikt og kaos. Ved Nato-topmødet året efter i Bukarest advarede han kraftigt mod optagelse af Georgien og Ukraine i Nato. Sådanne tiltag ville blive imødegået af Rusland.

Tyskland og Frankrig tog advarslerne alvorligt, og Georgien og Ukraine fik ingen Membership Action Plan, og da præsident Saakashvili i august 2008 søgte en militær løsning på sydossetisk separatisme, slog Rusland til og tilintetgjorde de georgiske styrker og erklærede Sydossetien og Abkhasien for selvstændige stater. Man henviste til den præcedens, Vesten havde skabt med anerkendelsen af Kosovo i februar 2008. Det var den første markering.

Ruslands accept af et FN-mandat, der etablerede en No Fly Zone over Benghazi i Libyen for at beskytte befolkningen, blev af Nato i praksis forvandlet til et regime-change-mandat. Det var strået, der knækkede kamelens ryg. Herefter havde Rusland ikke længere illusioner om Vestens gode hensigter.

Da oprøret mod Janukovitj-regimet begyndte i Kiev i november sidste år, var man i Kreml overbevist om, at det var endnu et vestligt orkestreret foretagende med det formål at rive Ukraine ud af den russiske indflydelsessfære, efter at Ukraine netop havde lavet en aftale med Putin og afvist EU. Moskva forudså, at en ukrainsk tilknytning til EU på sigt ville føre til et Nato-medlemskab, Kremls ultimative rædselsscenarie.

Det blev naturligvis ikke bedre af, at EU og USA på trods af den aftale, der var indgået den 21. februar om, hvordan en politisk løsning skulle realiseres, straks efter Janukovitjs flugt anerkendte den ny ledelse, der var kommet til magten med illegale metoder. Dertil kom, at man så gennem fingre med de nationalistiske og i visse tilfælde fascistoide kræfter, der fik betydelig indflydelse.

Moskva reagerede med annekteringen af Krim. Det er i strid med alle internationale regler, selv om der på Krim er flertal for en tilslutning til Rusland.

Et uheldigt historisk forløb

Den ukrainske krise er kulminationen på et uheldigt historisk forløb. Sandheden har mange aspekter, men sådan ser den russiske fortælling ud. Den kan man forholde sig til på forskellig vis, men den er en realitet.

Der er derfor brug for selvransagelse og besindelse hos alle parter. Skal Ukraine fortsat bestå som en selvstændig stat, skal der findes en modus vivendi, som kan accepteres af ukrainerne, både dem i vest og i øst, samt af EU og Rusland. Det vil formentlig indebære et garanteret neutralt Ukraine, der består af regioner med en betydelig grad af selvstyre, men uden Krim. En holdbar løsning vil tillige indebære, at EU, USA og Rusland i fællesskab tager ansvar for og bidrager til at redde Ukraine fra en truende statsbankerot. Alternativet er næsten ikke til at tænke på: et Ukraine i total opløsning, politisk og økonomisk.

Karsten Jakob Møller er senioranalytiker ved DIIS og generalmajor (pens.)

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.