Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

På vej mod en ny verdensorden

De seneste årtiers liberale verdensorden lakker mod enden. Det har Krim-krisen tydeliggjort. Fremover kommer vi til at leve i en verden, som ingen blok ejer eller bestemmer over alene.

Artiklens øverste billede
Prorussiske militsfolk står vagt uden for en ukrainsk base i Perevalne på Krim. Foto: Vadim Ghirda/AP

Et af de mest debatterede emner i international politik i øjeblikket er ”international orden”. Med udtrykket menes ikke bare fravær af krig og kaos, men derimod et globalt styringssystem, der sikrer stabile relationer mellem systemets primære stater, og som sikrer rammerne for handel og velstand og for kollektivt at kunne møde en række globale udfordringer (eksempelvis klimaforandringer) og at sikre udbuddet af en række offentlige goder (f.eks. kollektiv sikkerhed, stabile handelsruter, stabile monetære regimer, et frit internet etc.).

Emnet er ”hot” netop nu, fordi der næppe er tvivl om, at den nuværende internationale orden – den såkaldte liberale orden – ikke vil kunne opretholde sin dominerende og globale position fremover. Med andre ord er den tid ved at være forbi, da international politik var styret af liberale idéer som demokrati, menneskerettigheder, retssystemer og frihandel. Spørgsmålet er, hvilken ny international orden der vil erstatte den gamle.

Spørgsmålet om, hvilken ny international orden vil erstatte den gamle, er imidlertid ikke let at svare på, for der findes ikke, som der gjorde under Den Kolde Krig, et alternativ til den eksisterende orden.

Det er ganske vist tydeligt, at der i øjeblikket foregår en magtspredning, som bringer nye aktører på banen, der enten er direkte imod det sæt af værdier, der har været grundlæggende for den liberale orden (f.eks. Rusland og Kina) eller som på trods af, at de deler demokratiske og liberale værdier, alligevel tøver med at knytte sig for tæt til Vesten (f.eks. Indien og Brasilien), som de opfatter som en kolonial magt.

Fortsættelsen af den liberale orden kommer uden tvivl til at foregå på helt andre præmisser, hvor vi i Vesten må vænne os til en verden, der ikke længere er drevet af vores idéer.

Samtidig kan det ikke nægtes, at den vestlige model ikke har indfriet løfterne efter den økonomiske krise og i lyset af, at udbredelse af demokrati i bl.a. Irak og Afghanistan ikke har ført til den lovede fred og velstand.

Den amerikanske analytiker Charles Kupchan har beskrevet den nye internationale orden som »No One’s World« – altså en international orden der ikke ”ejes” af nogen, og hvor der ikke kan forventes at være et enkelt samlende sæt af værdier.

I stedet er det sandsynligt, at det internationale system fremover vil bestå af flere forskellige ordner, hver især baseret på forskellige, til tider modsatrettede værdier med forskellige institutionelle strukturer og med meget forskellige politiske systemer i de enkelte lande. I et sådant system vil ”vores” liberale orden ikke forsvinde, men den vil blive en af flere sameksisterende – men divergerende – ordner.

Selvom der tydeligvis eksisterer forskellige politiske værdier, er den nye globale orden også karakteriseret af økonomiske principper, der mødes.

I dag er alle stater (med undtagelser som Nordkorea og Cuba), kapitalistiske systemer, der drager nytte af det økonomiske system og de institutioner, der fulgte med den liberale orden. Ingen af de nye magtcentre har interesse i at udfordre det eksisterende system, hvilket giver den nuværende globale økonomiske orden mere pondus end den værdibaserede politiske orden.

Det store spørgsmål i ”No One’s World” er, hvordan man sikrer de nødvendige stabile relationer, fremmer velstand og løser de mange fælles problemer, som stater ikke kan løse alene. Endelig er spørgsmålet, hvordan man sikrer et løbende udbud af en række nødvendige (men ofte dyre) offentlige goder. Der er flere og store udfordringer, som nødvendigvis må takles på samme tid.

Den største interne udfordring bliver at sikre den liberale ordens interne sundhed og fortsættelse – ikke som antaget i ”de liberale 90’ere” – med global spredning gennem udbredelse af demokrati, men i et mere begrænset omfang, der udelukkende omfatter stater, som frivilligt definerer sig selv som en del af den liberale orden.

I den forbindelse er det vigtigt at reformere den liberale ordens institutioner som f.eks. Nato og forny de transatlantiske bånd gennem den transatlantiske handels- og investeringsaftale mellem USA og EU. Dertil kommer, at der skal lappes på skaden i transatlantiske relationer efter skandalen med Edward Snowden.

Fortsættelsen af den liberale orden kommer uden tvivl til at foregå på helt andre præmisser, hvor vi i Vesten må vænne os til en verden, der ikke længere er drevet af vores idéer, og hvor vi ikke kan forvente, at internationale konflikter og globale udfordringer kan løses alene på vores betingelser. Krisen på Krim er et tydeligt tegn på disse forandrede betingelser.

Den anden store udfordring bliver at oprette et internationalt system i ”No One’s World”, som både kan rumme samarbejde mellem de forskellige internationale ordner på områder, hvor der nødvendigvis må samarbejdes (klimaforandring, udbredelse af masseødelæggelsesvåben, bekæmpelse af fattigdom), og som samtidigt også kan sørge for udbydelse og opretholdelse af offentlige goder.

I den forbindelse er det nødvendigt at reformere institutioner, så de bedre reflekterer en mere pluralistisk verden, og etablere en række partnerskaber på områder, hvor der eksisterer fælles interesser. Dertil kommer, at en mere pluralistisk verden også fordrer større bidrag fra de nye magter, for med mere magt kommer der også et større ansvar og en større forventning om bidrag.

Der er dog endnu ikke meget, der tyder på, at de nye magter har ambitioner om at overtage rollen som primær udbyder af offentlige goder (som i høj grad har været varetaget af Vesten – primært USA), og der er heller ikke meget, der tyder på, at de nye magter ønsker en ledende rolle i forhold til f.eks. klimaforandringer – der nødvendigvis må mødes i fællesskab.

Krisen på Krim – og Kinas territoriale krav i det Sydkinesiske Hav – viser tydeligt, at der stadig er et foruroligende potentiale for væbnet konflikt, der kan sprede sig til væbnet konflikt mellem systemets hovedaktører.

Selvom ingen ønsker krig mellem stormagter, må vi være bevidste om, at globale alliancer har et potentiale for opretholdelse af fred, men også indeholder en risiko for eskalering, som det netop var tilfældet i Første Verdenskrig.

Alle er sig dog bevidste om eskaleringspotentialet i de eksisterende konflikter og er bevidste om parallellen mellem 1914 og 2014, hvilket forhåbentlig kan mane til besindighed. Om ikke fra præsident Putins side, så fra de øvrige aktørers.

De næste uger bliver mere ”spændende”, end man kunne ønske sig.

Trine Flockhart er seniorforsker på DIIS.
© DIIS

Andre læser

Mest læste

Del artiklen