Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Skak og storpolitik

For ca. 500 år siden ændrede Vesten på reglerne i skak, sådan at dronningen fik 10 gange så megen magt på brættet, som vesiren havde i den islamiske version af det ældgamle spil. Derpå satte Vesten sig på den globale magt. Det er ikke den eneste parallel mellem skak og storpolitik.

Artiklens øverste billede
Mens franske og britiske tropper konkurrerede, næsten jævnbyrdigt, om fremtiden for det asiatiske subkontinent, Nordamerika og andre steder, besad deres skakmestre, som var de bedste i verden, en næsten tilsvarende styrke.

Fra det asiatiske subkontinent bredte skakspillet sig til Persien (skakmat kommer fra shah mat, der betyder, kongen er død), men udbredelsen af spillet begyndte for alvor under de arabiske erobringer, der begyndte i det 7. århundrede.

I muslimske lande var spillets struktur og regler de samme i århundreder, men i kristne lande, hvor skakspillet vandt indpas, skete der fornyelser.

Den vigtigste ændring, som blev indført i Vesten for ca. 500 år siden, betød, at den muslimske ”vesir”, der havde fået navneforandring til ”dronning”, fik større mulighed for at bevæge sig på brættet.

Navneforandringen havde måske til formål at afspejle nogle af Middelalderens store dronninger, f.eks. Eleonora af Aquitaine, som Marilyn Yalom fra Stanford University antyder i sin yderst underholdende bog ”Birth of the Chess Queen”.

10 gange så stor magt

Dronningen kombinerede tårns og løbers egenskaber og kunne fra en central position udøve indflydelse på næsten halvdelen af skakbrættets 64 felter. Det fik 10 gange så megen magt som vesiren.

Dette fandt sted på skakbrættet, næsten samtidig med at sværtbevæbnede sejlskibe med stor rækkevidde dukkede op og indvarslede Vestens opstigning til verdensherredømme. Muslimske magthavere efterlignede aldrig rigtigt denne nyskabelse – ligesom de havde undladt at give vesiren/dronningen magt efter vestlige retningslinjer.

På den måde begyndte deres lange forfald i verdenspolitik.

Reel konkurrence stod nu mellem europæiske stormagter.

Spanierne, hvis område for en stor dels vedkommende havde været besat af muslimer i århundreder, leverede de første vestlige sejrherrer i skak i det 16. århundrede – navnlig Ruy López; han har fået en skakåbning opkaldt efter sig, der stadig er populær; på dansk benævnes den dog ”spansk” eller ”spansk åbning” og skabte samtidig det første verdensomspændende imperium.

I de følgende århundreder frembragte Frankrig og Storbritannien imidlertid de stærkeste skakmestre – og udfordrede samtidig og besejrede i sidste ende den spanske overmagt til lands og til vands.

Spillet nåede uden tvivl Frankrig på grund af naboskabet til Spanien, mens briterne måske fik det via skandinaver, eftersom de berømte Lewis-brikker fra det 12. århundrede – fremstillet af hvalrostand – byder på tårne i skikkelse af ”berserker”. Lewis er en del af øgruppen Ydre Hebrider vest for Skotland.

Den engelsk-franske konkurrence skulle vise sig at være yderst indædt både ved skakbrættet og på verdensplan.

Så mens franske og britiske tropper konkurrerede, næsten jævnbyrdigt, om fremtiden for det asiatiske subkontinent, Nordamerika og andre steder, besad deres skakmestre, som var de bedste i verden, en næsten tilsvarende styrke. Årtierne lige før Napoleon bød på en skakfigur af napoleonisk statur – den berømte Philidor – men hans død i 1795 bidrog til at opretholde balancen mellem de stridende skakmagter. I kølvandet på Napoleons nederlag ved Waterloo blev den æra i verdenspolitik, der benævnes Pax Britannica, modsvaret i skak af englænderen Howard Stauntons sejr over Frankrigs Pierre de St. Amant. Howard Staunton har fået standardturneringsbrikker opkaldt efter sig.

Den såkaldte Staunton-model, der er kendt fra turneringsskak, er opkaldt efter Howard Staunton.

Jubelen fik hurtig ende

Denne match i 1843 blev betragtet som det første verdensmesterskab, og der var stor glæde at spore hos briterne, som betragtede Stauntons 11-6-sejr som en bekræftelse på deres imperium og førende position i verden. Men jubelen fik alt for hurtigt ende. Staunton tilbragte slutningen af 1850’erne på at undgå en match med det amerikanske skakvidunder Paul Morphy – et Bobby Fischer-lignende talent og i sidste instans hans jævnbyrdige, også hvad vanvid angår.

Hvor Morphy var et tegn på, at USA var på vej op som skak- og verdensmagt, var der langt større uro i Tyskland og Østrig.

Tysktalende, hvoraf mange var jøder, sad på verdensmesterskabet indtil lige efter Første Verdenskrigs afslutning, mens Nazitysklands hold vandt skakolympiaden i Argentina umiddelbart op til Anden Verdenskrig. Den russiskfødte Alexander Aljechin, der var verdensmester fra 1927 til 1945, kun afbrudt af en kort pause, spillede for Nazityskland og skrev nogle forfærdelige antisemitiske artikler i avisen Pariser Zeitung (der udkom under den tyske besættelse af Frankrig, red.).

Han tog afstand fra sine synspunkter i den sidste tid, han levede; hans død i 1946 markerede begyndelsen på en russisk-amerikansk kappestrid i skak, der fuldt ud matchede bitterheden under Den Kolde Krig.

Generelt havde de sovjetiske stormestre overtaget, men i 1972 kom Bobby Fischer til og fravristede russerne verdensmesterskabstitlen – og indvarslede det sovjetiske systems definitive sammenbrud. Men da Fischer var blevet opslugt af sit vanvid, gjorde russerne sig gældende igen for en stund. Men deres største mester i denne sene æra, Gary Kasparov, var og er systemkritiker.

Og produktet af Sovjetunionens omfattende skaksammenslutning blev spredt over det meste af verden efter dens opløsning.

Deep Blue trak sig tilbage

Nogle af de russiske skakspillere havnede i USA, hvortil de medbragte frisk energi, men den vigtigste amerikanske udvikling på skakfronten i tiden efter Den Kolde Krig udsprang af siliciumbaseret intelligens, nemlig IBM’s computer Deep Blue, der lige akkurat vandt over verdensmesteren Kasparov i en match i 1997.

Det er måske et tegn på, at USA’s magt nu hovedsagelig vil blive målt – måske også udøvet – på højteknologiske vilkår. Og måske alligevel ikke.

Efter sejren trak Deep Blue sig tilbage og undgik nye udfordringer, lidt på linje med, at Staunton flygtede fra Morphy i 1850’erne. Måske der er en parallel til det også, når man tænker på den bratte vækst i antiinterventionistiske holdninger hos gennemsnitsamerikanere – om end endnu ikke blandt deres folkevalgte ledere.

Uanset hvilken vej USA følger, står det klart, at der ikke bliver tale om nogen USA-anført »ny verdensorden«, som præsident George H. W. Bush forestillede sig i 1991 efter sejren over Irak i Operation Ørkenstorm.

I stedet forekommer det 21. århundredes storpolitik at undergå en stadig forandring, hvor nye stormagter såsom Indien kommer til, og gamle såsom Rusland vender tilbage.

Denne udvikling kommer klart til udtryk i skak – mændenes verdensmester, Viswanathan Anand, er fra Indien; kvindernes mesterskabstitel, som Storbritanniens Vera Menchik var indehaver af, indtil hun døde alt for tidlige ved et nazistisk V1-bombeangreb i 1944, blev vundet af russere og fastholdt af russere indtil Den Kolde Krigs afslutning.

Men siden da har der været fire kvindelige verdensmestre fra Kina, om end der også har været endnu en russisk verdensmester.

Hvis mine iagttagelser om skak som et spejl holder lige så meget stik, hvad fremtiden angår, som de har gjort, hvad fortiden angår, råder jeg til, at man passer på. Da venter der os nemlig et turbulent århundrede.

John Arquilla er professor i forsvarsanalyse ved Naval Postgraduate School, som er et universitet under det amerikanske søværn, forfatter til ”Insurgents, Raiders, and Bandits: How Masters of Irregular Warfare Have Shaped Our World” og medforfatter til “Afghan Endgames: Strategy and Policy Choices for America's Longest War”.
© Foreign Policy

Andre læser

Mest læste

Del artiklen